Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi skal lære af dødsdømte Nikitas sidste chance

I den franske film »Nikita« dødsdømmes politimorderen Nikita. Men hun får én chance for at beholde livet. Nemlig hvis hun gennemfører sikkerhedspolitiets kultiveringsforløb, og dermed kan sluses ud i det franske samfund.

Filmen er rasende interessant i den danske integrationsdebat, fordi man selvfølgelig ikke »bare« sluser Nikita ud i det franske samfund, uden at Nikita har fået de basale forudsætninger for at begå sig i samfundet. Nikita lærer sprog. At tale pænt. At gå pænt. At bruge IT. Den franske stat kultiverer Nikita, fordi det selvfølgelig ikke giver mening at sluse mennesker ud i det franske samfund, der ikke har nogen forudsætninger for at begå sig i det.

Stik modsat er det i Danmark. Tusindvis af nydanskere sluses ud i samfundet uden at være blevet kultiveret i et omfang, der gør dem egnet til at være i og bidrage til deres nye samfund. Det ses i kriminalitetsstatistikkerne. Det ses i det Øresundstog, jeg kører med, hvor en nydansker trækker en kniv den ene dag. Den næste dag banker en et hul i en flaske og sprøjter cola ud over medpassagererne. Og den tredje dag bliver man truet med bank, fordi man har stirret.

Nikita-modellen

Den danske integration har fejlet fatalt i forhold til, hvor mange ukultiverede nydanske bøller, der ikke har nogen udsigt til at blive aktive medborgere, der sluses ud i det danske samfund. Dét problem kunne en »Nikita-model« løse.

Som i filmen skulle alle nydanskere, der er berettiget til at blive danske statsborgere, starte i et kultiveringscenter, hvor klargørelsen til at blive medborgere begynder med et intensivt danskkursus. Det er vigtigt at understrege, som i Nikita-filmen, at man skal bestå det enkelte modul på centret, hvis man vil videre til det næste for til sidst at blive sluset ud i det danske samfund. Fra 2. modul foregår al undervisning på dansk, og her lærer man om vores kultur, demokrati, ret og pligt, ytringsfrihed og alle de forhold, der er en forudsætning for at være en aktiv medborger i Danmark.

Efter et års ophold på kultiveringscentret sluses man ud i samfundet, men har stadig en ugentlig dag på centret, hvor man kan få hjælp til at forstå forhold, man ikke forstår, når teori skal føres ud i praksis.

De, der består, sluses ud i samfundet med de bedste forudsætninger, som nydanskere nogensinde har haft. De, der ikke består, sendes tilbage til, hvor de kom fra. Forhåbentlig med lærdom og visdom fra opholdet. Men desværre ikke med tilstrækkelige evner og vilje til at bestå de krav, det danske samfund stiller til nye borgere.

Her er således noget helt centralt ved den nye integration efter Nikita-modellen: At blive dansk medborger er et tilbud. En mulighed. Det er aldrig en ret. Det er en titel med deraf følgende rettigheder, som man har, fordi man har gjort sig fortjent til den. Vælger man på et tidspunkt at forbryde sig mod de værdier, det kræves for at være dansk medborger, inddrages statsborgerskabet straks. Igen: At blive dansk medborger er et tilbud. En mulighed. Aldrig en ret.

Klart værdisæt

Men at bure nydanskere inde i kultiveringscentre og pådutte dem danske kulturelle værdier. Er det ikke hjernevask? Er det ikke groft, grænsende til fascistoidt?

Nej, det er et enkelt og lavpraktisk svar på årtiers forfejlet integration. Det er rettidig omhu og en strategi, der sikrer, at Danmark aldrig ender som Sverige, hvor problemerne efterhånden er blevet uløselige.

Hvad med pengene? Vil det ikke koste en formue at lave danske kultiveringscentre? Jo. Det bliver dyrt. Men ikke dyrere, end når politiet skal bruge oceaner af tid på at opklare forbrydelser begået af nydanskere, der ikke vil vores samfund. Og ikke dyrere end den store del af danskernes skattebillet, der i dag går til at finansiere hverdagen for nydanskere, der ikke vil eller kan blive en del af det danske samfund.

Det er den sande gigantudskrivning og, endnu værre, en daglig kilde til utryghed, når utilpassede nydanskere trækker knive, sprøjter cola på togpassagerer eller lover tæv.

På trods af, eller måske nærmere i kraft af, sin radikalitet, vil Nikita-modellen med sine kultiveringscentre sikre, at nydanskerne bedre, nemmere og hurtigere bliver danskere – og med det forstået aktive danske medborgere. Samtidig vil det, i hvert fald for fremtidige generationer af nydanskere, sikre, at dem, der vil Danmark, ikke bliver sat i bås med de, der ikke vil. For de er her ikke længere. De har afsløret sig selv i centrene og er blevet sendt tilbage til de lande og kulturer, de tydeligvis hellere vil være en del af end et land som Danmark.

Vel at mærke et Danmark, der med Nikita-modellen har defineret, at Danmark er lig med et klart værdisæt og præcise kulturforhold, som det er helt afgørende at forstå og respektere, hvis man vil være det, der er et selvfølgeligt krav til nye borgere: En aktiv medborger, som Nikita lykkeligt endte med at blive i filmen.

Joachim Nielsen er partner og strateg i strategivirksomheden Think Big.