Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi skal ikke undskylde, men i stedet hjælpe de Vestindiske Øer

»Frem for at tale om undskyldning og erstatning, kunne man med god grund satse på danske private investeringer og tilhørende uddannelsesmuligheder.«

Bertel Haarder, Venstre, Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ædelt er mennesket,« skrev Nordahl Grieg. Vrøvl. Vel er det ej! Der er mere sandhed i fortsættelsen af digtet (»Kringsat af fiender«): …jorden er rig!/Findes her nød og sult,/ skyldes det svig.

Det onde lurer overalt, hvor mennesker færdes. Næret af uvidenhed, fordomme og mangel på empati. Hvis det onde bortforklares og gøres til noget kultur- og samfundsskabt, så lurer det ideologiske eller religiøse diktatur. Vi kan ikke omskabe mennesket og eliminere det onde. Men vi kan begrænse overgrebene. Vi kan som Odysseus binde os til masten, så vi ikke lader os friste af djævelen. Det gør vi ved at have demokrati, der sikrer, at vi kan blive informeret og komme af med tyranniske ledere. Og vi gør det ved at have konventioner, der får demokratierne til at forpligte sig og holde øje med hinanden.

Ondskaben som en menneskelig realitet bliver vi mindet om i disse dage, hvor vi nærmer os markeringen på fredag af 100 året for salget af de Vestindiske Øer. Det var ægte danskere (og nordmænd), der sejlede 110.000 lænkede slaver på stinkende skibe og piskede dem for at få dem til at makke ret. Det gav indtægter, som gjorde Danmark-Norge rigt i den såkaldte »florissante« (blomstrende) periode i slutningen af 1700-tallet.

»Skamfuldt« og »grusomt« kaldte statsministeren det i sin nytårstale. Det var stærke og velanbragte ord. Han betonede, at det var fortid, og at tiden nu heldigvis er en anden. Men det onde er desværre ikke fortid. Det antager bare hele tiden nye former. Det kan man forvisse sig om ved at se sig omkring i verden.

På fredag taler han igen om slaveriet. Det sker i Charlotte Amalie, øernes hovedstad på Sct. Thomas, der engang var Danmarks næststørste by. Måske nævner han også Peter von Scholten, guvernøren, der i 1848 afværgede et oprør og pådrog sig kongens og plantageejernes raseri ved at frigive slaverne. Derved blev øerne en underskudsforretning, og snart begyndte man i Danmark at tænke på at sælge dem. Prisen endte efter årtiers forhandlinger på 25 mio. dollars i »gold coins«. Bekræftet ved en folkeafstemning i Danmark – ikke på øerne. Så kunne de sorte, der udgjorde 90 pct. af befolkningen, sejle deres egen sø, og det har de gjort lige siden, selv om de er en del af verdens største økonomi, den amerikanske.

Nogle ser fattigdommen og det manglende initiativ som en direkte konsekvens af slave-fortiden. Øerne kan ikke engang brødføde sig selv på trods af gode muligheder for landbrug og gartneri, især på Sct. Croix. Fiskeri er der heller ikke meget af, selv om der er fisk omkring øerne. Energi er en mangelvare på trods af oplagte muligheder for solceller.

De amerikanske overherrer er ikke til megen hjælp og tillader end ikke de 100.000 indbyggere at stemme ved valgene. Ikke mærkeligt, at nogle på øerne synes, at Danmark efterlod dem i en sørgelig forfatning, og derfor skylder dem både en undskyldning og en form for erstatning. Det har alle regeringer afvist med den begrundelse, at de involverede jo for længst er døde. Men den begrundelse holder ikke. Danmark består jo ikke blot af en samling mennesker på nogle flade morænebakker. Vi er i åndelig, organisk forbindelse med tidligere slægter. Deres erfaringer sidder inde i vore hoveder. Vi retter os efter den grundlov, de skrev, selv om de alle er døde.

Tyskerne bliver ved med at undskylde for nazismen. Selvfølgelig kan man undskylde for noget, der er sket i vore forfædres tid. Det er jo den nuværende generation, der skal sikre bevidstheden om ondskaben som en mulighed til alle tider. Det var vel også derfor, statsministeren mindede os om fortidens ondskab i nytårstalen.

Argumentet imod en formel undskyldning er et andet: Det kan i tilfældet Vestindien føre til en rettighedssnak om erstatning, hvor vi mister enhver lyst til at hjælpe øerne og investere i dem. Man kunne opleve det forleden i Folketinget og i Deadline på DR2, hvor en repræsentant for øerne argumenterede for befolkningens krav på kompensation.

Det er elendig psykologi og fører ingen vegne. Hvis man vil motivere nogen til at give gaver, skal man ikke tage gaven ud af hænderne på giverne. Især ikke, når det drejer sig om et land som Danmark, der med stor opbakning hjælper udviklingen i gang i lande fjernt fra danske strande.

Frem for at tale om undskyldning og erstatning, kunne man med god grund satse på danske private investeringer og tilhørende uddannelsesmuligheder. Vi kan noget, når det gælder landbrug, gartneri, fiskeri, energiforsyning og erhvervsuddannelse, som er præcis, hvad øerne har brug for. Og det behøver ikke være gaver. Det er langt bedre med profitable investeringer, der kan yngle og give det gode eksempel videre.

Men det forudsætter, at den amerikanske stat interesserer sig for øerne og gennemfører de regel- og adfærdsændringer, der skal til for at give investeringerne og virkelysten en chance. Det må være budskabet, når statsministeren (og senere jeg selv) på fredag møder den amerikanske indenrigsminister Ryan Zinke, der bl.a. roser sig af at være ekspert i »smart management of federal lands«. Det er præcis, hvad øerne har brug for. Og det er langt vigtigere end en undskyldning.

  • Bertel Haarder er MF (V) og tidligere minister.