Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi skal ikke lyve for os selv: »Danmark er både svagt og sårbart«

Der skal da sikkert nok være nogle idealistiske eurokrater et sted, som føler stolthed ved den blå EU-fane. Gamle hippier, der tror på FN’s verdensfred, og paranoide obersttyper i NATO, der stadig frygter røde Ivan. Men sagen er den, at langt de fleste af os, der støtter op om de internationale institutioner, gør det af helt jordnær dansk bondesnuhed.

»We’re all living in America. Coca-Cola wunderbar.« Sådan sang det tyske metalband Rammstein i min ungdom. Jeg så det dengang som en begavet kommentar til den måde, amerikansk kultur gennemsyrer Europa.

I dag er det som om påvirkningen går den modsatte vej. Det var den gamle verdens frygt og kynisme, der sejrede ved det amerikanske præsidentvalg. Selv om USA har sin egen reaktionære tradition fra Andrew Jackson til Pat Buchanan, så er det ikke her, Donald Trump finder sin inspiration, nej, han orienterer sig over Atlanten. Mod Le Pen, Nigel Farage og Putin.

For i dag har modviljen mod de universalistiske værdier og det internationale samarbejde holdt flyttedag og findes på højrefløjen. Her lover de nye snuptags-partier, at vi bare kan melde os ud af alt det trælse, men stadig nyde frugterne af den fred og stabilitet, der har præget Europa siden Anden Verdenskrig. Borgerlige klummeskribenter hamrer løs på EU og den forfærdentlige elite, mens det største borgerlige partis forsvarsordfører, ser EU som en større trussel end Putins Rusland.

Og de hjemlige nationalkonservative gengælder kærligheden. Til Trump og til dels også Putin, der begge lover at sætte nationen først. Man har samtidig den sandsynligvis korrekte analyse, at kulturpåvirkningen stadig gælder, når det kommer til politik. Bush-årene trak gennem nullerne hjemlige borgerlige i neokonservativ retning. Obama fik venstrefløjen til at interessere sig for identitetspolitik og slavefortid, så det er meget realistisk, at Trump på tilsvarende vis vil styrke de nationalkonservative ideer herhjemme.

Den konservative ideolog, Søren Hviid Pedersen, drømmer i et stort opsat interview i Ræson om en fredelig verdensorden, hvor Europa frasiger sig sine universalistiske idealer som »er opskriften på kolonialisme, imperiale drømme og undertrykkelse af andre kulturer«. I stedet skal nationerne som bedsteborgerlige parcellister vinke over ligusterhækken og så ellers passe deres eget.

Problemet med »nationen først« er bare, at alle nationer lige så lidt kan være først, som vi alle kan være højere end gennemsnittet. For at nogen kan komme foran, må andre komme bagest. Det vil i praksis altid være den svage, og vi skal ikke stikke os selv blår i øjenene. Danmark er både svagt og sårbart. Vi kan ikke forsvare os selv militært, og selv om der er gode argumenter for et styrket forsvar, kommer vi i praksis aldrig til det. Og ud over lidt olie i Nordsøen har vi heller ikke noget solidt fundament for vores velstand. Vi er groft sagt rige, fordi vi importerer råmaterialer, som vi laver til dimser og medicin, som vi kan sælge videre. En lille åben økonomi er afhængig af frihandel og stabilitet.

Hvem skal ofre for vores frihed?

Hviid Pedersen har tidligere udtalt, at han ikke vil starte Tredje Verdenskrig for Baltikums skyld. Underforstået: Hvis Rusland invaderer NATO’s østlige medlemsstater, skal vi ikke have klinket noget. Det er en besnærende tankegang (som da venstrefløjen under den kolde krig prædikede afrustning), men katastrofal for os, der er afhængige af andres beskyttelse. Hvis vi ikke vil ofre for balternes frihed, hvorfor skulle nogen så ofre for vores?

Det hænger således ikke sammen, når Trump- og Putin-apologeter som Hviid Pedersen og Marie Krarup (DF) mener at følge USA’s tidligere udenrigsminister Henry Kissingers realisme, for Kissingers verdensorden er objektivt ikke i Danmarks interesse. Se bare på Sydamerika i 70’erne, hvor USA udøvede den stærkes ret og lod millioner leve under militærjuntaerne tyranni. Sidder man og drømmer sig i den retning, er man ikke realist, men tværtimod idealist af den mest dedikerede slags. Nemlig en, der vil fremme en ny orden til skade for sit eget fædreland, bare fordi man ikke kan lide værdierne i den nuværende.

Ikke dermed sagt, at der ikke er nok at kritisere ved det bestående. EU og det vil i praksis sige Tyskland, har fejlhåndteret det seneste årtis to store kriser, finanskrakket og flygtningestrømmene så katastrofalt, at det med rette kan hævdes, at Europa ville have klaret sig bedre, om de individuelle lande selv havde skullet finde løsninger. Det er hårde ord, men Merkel er efterkrigstidens værste tyske leder.

EU er muligvis væk om få år. Samtidig er krigene i Mellemøsten pinlige fiaskoer og NATO står og falder med valgene i Storbritannien og Frankrig. Det glæder de dele af højrefløjen, hvor man længes efter skibskatastrofer og pludselig død med efterfølgende katharsis.

Men når vi er mange, der begræder den udvikling, så er det altså ikke fordi den ødelægger vores nedrige plan om at underminere nationalstaten. Tværtimod. Kan man sin danmarkshistorie, er det tydeligt, at vi er stærkest, når stormagterne er bundet af internationale institutioner og aftaler.

Niels Jespersen er cand.mag. og skribent.