Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi skal huske og hylde hverdagens helte i vores skoler og institutioner

Læs mere
Fold sammen

Vi taler meget om, at det går så og så dårligt i vores daginstitutioner og i vores folkeskoler. Og ja, der er meget, der kunne blive bedre. Noget af det helt vigtige er, at vi opprioriterer pædagoger i daginstitutionerne. Det er dyrere at lade være.

Det er også bekymrende, at en netop udkommet undersøgelse viser, at der er en ret stor gruppe børn, der mistrives og føler sig ensomme i skolerne. Det er forfærdeligt, og den opgave må folkeskolen kunne løse bedre.

Men lad os for engangs skyld tillade os at være lidt optimistiske.

Vi glemmer desværre alt for ofte de mange pædagoger og lærere, der står op hver morgen og tager til deres arbejdsplads for at tage sig af vores børn. Med faglighed, med hjerte og med en stabilitet, der er forbilledlig. Det er en hel hær af dejlige, dedikerede mennesker, der virkelig gør en forskel. Det gælder også alle andre faggrupper. De fortjener at blive hyldet.

Jeg giver et par eksempler. Vi har nu otte børnebørn, og den ældste er seks år, så jeg kommer en del i vuggestuer, børnehaver og nu i en enkelt skole i København. Jeg ser en masse, og det meste er positivt.

For et par år siden skulle jeg for første gang hente det ene barn i en vuggestue i Sydhavnen. Jeg kom ind på stuen, hvor alt åndede fred og harmoni med en masse søde små, der tussede rundt mellem et par voksne. Jeg sagde goddag og præsenterede mig som mormor, og pædagogen svarede: »Goddag, jeg har været her i 35 år, jeg kan nemlig godt li’ børn.« Sådan! 35 år. Ja, hvorfor ikke?

Et andet eksempel, som jeg lige har hørt om, er et jubilæumsarrangement i en omegnskommune, hvor man på festlig vis fejrer de mange kommunalt ansatte, der netop har holdt ved i en årrække.

Der var adskillige 40-års jubilarer og en enkelt lærer, der havde været på samme skole i 50 år. Hun var tidligt uddannet og var nu 72 år, men holde op? Nej, hendes arbejde var så spændende. Hun havde haft mange forskellige opgaver i sit lærerliv og havde stadig masser af energi, så hun ville da lige tage et år eller to mere. Børnene var stadig dejlige, og de var svære at undvære. Imponerende! Og dejligt, hvis hun altså er fagligt opdateret og i øvrigt frisk.

Vi glemmer hverdagens helte

Min ældste søn var til en dejlig fest forleden dag. Det var nemlig 25 år siden, at han og hans klasse sluttede efter 9. klasse.

De havde fundet hinanden og skulle mødes på den gamle skole. Deres klasselærer, som de havde fra 1. til 9. klasse, var også inviteret. Det blev en skøn aften fuld af minder. Tænk, denne lærer havde i løbet af alle de år kun haft fem sygedage. Et godt helbred har hun lykkeligvis haft, men også en vilje til at passe »sine børn«. Flot! Hendes indsats var formentlig også årsag til, at klassen var så velfungerende, og at de fleste derfor havde lyst til at mødes efter alle de år.

Vi glemmer alle disse herlige helte fra hverdagen, der er mange af. Jeg har mødt adskillige.

Når vi så samtidig tænker på, hvad en dygtig, vedholdende og engageret lærer kan betyde for sine elever, er det endnu mere værdifuldt, at vi fremelsker og værdsætter den slags lærere og pædagoger.

Hele mit arbejdsliv har jeg været optaget af det, man kalder »mønsterbrydere«, altså de børn, der bryder ud af deres sociale arv. Hvordan skaber vi flere af dem? Hvordan får vi set de børn, der har det svært derhjemme med måske en fraværende eller voldelig far og en mor, der er misbruger, mange små søskende, der også er forsømte osv.

Her har skolerne virkelig en vigtig opgave.

Mit livs lærer

Vi hører meget ofte, at det er en pædagog eller en lærer, der får øje for sådan et barns evner, og dermed får understøttet barnet i at begynde at tro på egne muligheder. Med en stabil og vedholdende indsats fra den voksne, sker det lykkeligvis, at sådan et barn kommer ud af det svære miljø.

Jeg har netop været sammen med en kunstmaler, der voksede op på Vesterbro i en socialt tung familie. Han havde et tegnetalent, hvilket var helt uhørt i det miljø. Han fik tilfældigvis og heldigvis en tegnelærer, der kunne se hans evner. Læreren sørgede for, at han øvede sig mere og mere i at tegne og male, og at hans tegninger blev udstillet. Han er nu en berømt maler. Det var aldrig sket uden en stabil, stædig og seende lærer.

Der findes en dejlig bog fra Lindhardt og Ringhof, der hedder »Mit livs lærer«, hvor kendte fortæller, hvilken betydning deres lærer fra skoletiden fik for dem. Det er spændende læsning, ikke kun for skolefolk, men for os alle. De fleste bidrag er gribende og tankevækkende.

Jeg blev rørt, da jeg læste Ayse Dudu Tepes fortælling om hendes lærer i Esbjerg, der virkelig gjorde en forskel for hende. Hun var barn af tyrkiske indvandrere med en meget svag skolegang, og det var ikke nemt at klare den danske skole for hende. Men takket være en lærer, der virkelig så hende og forstod hendes vanskeligheder, fik hun overvundet dem. Hun er et dejligt eksempel på, hvilken forskel en dygtig lærer kan gøre.

Husk alle vores hverdagshelte.