Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi skal finde vejen ud af vulgærnationalismen og marxismens favntag

Både venstrefløjen og den populistiske højrefløj underminerer nationalstaten, og det skader sammenhængskraften og samfundssindet i Danmark.

»Når jeg sidder og ser det ofte meget middelmådige danske herrelandshold i fodbold, holder jeg med dem, fordi de er danske. Jeg går ikke rundt og fortæller mig selv eller andre, at de er verdens bedste fodboldhold.« (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Danmark har været en stat i mere end 1.000 år, men vi blev først en nation i løbet af det 19. århundrede.

Nationalstaten Danmark blev som de fleste andre nationalstater samlet omkring vores lange og rige historie, et etnisk homogent folk, sproget og kærligheden til disse bøgelyse øer. Kærligheden til nationalstaten er selvfølgelig en konstruktion, men det er en af de vigtigste udviklinger i menneskehedens historie. Uden den ville den skandinaviske velfærdsstat være umulig, og uden nationalstaten ville samfundssind og identitet blive til underlige udvandede størrelser. Den særegne kultur, vi har skabt på disse breddegrader gennem generationer, ville langsomt forsvinde, hvis nationalstaten faldt fra hinanden.

Mads Fuglede Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Fuglede SH Mads Fuglede Ste.

Når jeg sidder og ser det ofte meget middelmådige danske herrelandshold i fodbold, holder jeg med dem, fordi de er danske. Jeg går ikke rundt og fortæller mig selv eller andre, at de er verdens bedste fodboldhold. Det ved jeg godt, at de ikke er, men hovedsagen er, at de er mit landshold, og de repræsenterer mit folkelige fællesskab.

Da jeg begyndte at læse historie ved universitetet i sin tid, var det for længst blevet umoderne at forske i danmarkshistorien med udgangspunkt i nationalstaten og det danske folk. Marxister hader nationalisme og nationalstater, fordi deres projekt er klassekampen og et politisk umma, hvor nationalstaten er ophævet. Mange års marxistisk metode og venstreorienteret had til nationalstaten havde i kombination med nationalismens spøgelser ændret historiestudiet.

Venstrefløjens omdrejningspunkt har altid været klassekampen, og i denne optik var nationalstaten og folkets kærlighed til samme en farlig distraktion. Jeg blev i stedet tilbudt forløb om klassekamp på Island i 1800-tallet og om køn og identitet i renæssancen. Der fandtes ikke rigtigt fag, der rustede en til at forstå nationalstatens historie. Af samme grund skal man være meget heldig, før man finder en gymnasielærer, der kan sige fem sammenhængende sætninger om Grundtvig, eller hvorfor der findes et folk, der er så svært begejstret for at være danske.

»Det borgerlige Danmark bør gøre tilliden til nationalstaten og respekten for det, vi har fået i arv, til vores hovedprioritet.«


Stanford-historikeren Carl Degler skældte i 1986 sine kollegaer ud på deres årlige konference, fordi de havde opgivet at undervise og forske i USA som nationalstat. Deglers kardinalpunkt var, at hvis de ikke formidlede nationalstatens grundlæggende fortællinger, ville andre gøre det for dem. Det pseudonationalistiske spøgelse, der går igennem USA og England med krav om at forlade det globale fællesskab med paroler om at gøre USA stort igen og løfter om Brexits fortræffeligheder, er resultatet af den perverterede nationalisme, som charlataner og populister byder folket i fraværet af historikeren, der tager sit folks arv og fortid alvorligt.

En anden og mere alvorlig konsekvens af venstrefløjen og den populistiske højrefløjs underminering af nationalstaten er, at sammenhængskraften, samfundssindet og tilliden i folkehavet svinder. Prisen er politikerlede, manglende tillid til bærende samfundsinstitutioner som presse og offentlig myndighed.

Det borgerlige Danmark bør gøre tilliden til nationalstaten og respekten for det, vi har fået i arv, til vores hovedprioritet. Der er en sti – en gylden mellemvej – mellem den sværmeriske multikulturelle globalisme og den skingre vulgærnationalisme, som man kan følge, hvor der både er plads til nationen og det internationale samarbejde, der har gjort, at en lille nation som vores stadig findes. Det er den, vi skal finde igen.