Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi skal åbenbart have mere mellem hænderne og mindre mellem ørerne

Foto: Sarah Christine Nørgaard. Fold sammen
Læs mere

Mandag kunne jeg til min store overraskelse læse i det lokale dagblad, at min gamle rektor gennem min gymnasietid på Helsingør Gymnasium 2014-17, havde fratrådt sin stilling. Jeg blev selvfølgelig ked af at høre, at en dygtig rektor, som jeg har haft meget god kontakt med som elevrådsformand i perioden 2016-17, stoppede efter endda en meget kort periode.

Men min sindsstemning ændrede sig hurtigt til at være rigtig harm. Han har nemlig været nødt til at fratræde sin stilling grundet: »Arbejdet med genopretning af skolens økonomi samtidig med gennemførelsen af de store besparelser, som hele uddannelsessektoren er midt i, har dog slidt på samarbejdsrelationerne mellem ledelse og medarbejdere,« som den officielle melding lyder. Det kan godt være, at det har været den rigtige beslutning, men jeg tror bestemt ikke, at det havde været nødvendigt.

Som elevrådsformand har jeg siddet med til lærermøder og bestyrelsesmøder, og uden at skulle gå i detaljer havde de årlige besparelser fra finansloven 2016 en direkte effekt på lærerne, og dermed elevernes undervisning. At eleverne ikke mærkede mere til det finansielle pres, end de gjorde, skyldes nogle lærere, der heldigvis har lagt et solidt benarbejde i at vores undervisningsmiljø blev påvirket mindst muligt, for lærerne har sandelig kunnet mærke det.

Når man vælger at spare, som man gør, viser det ifølge min bedste overbevisning en bizar og fortidig prioritering af vores rige lands ressourcer. Specielt i det nye finanslovforslag, der er blevet lagt frem. I stedet for at investere i vores lands vigtigste ressource, nemlig viden, vælger man at gøre det billigere at køre i store biler. Selvfølgelig er det ikke helt sort/hvidt, for der er jo meget andet end kun billigere biler. Men det billede, der stilles op, er ikke helt ulig virkeligheden. Det prioriteres at give os mere mellem hænderne og mindre mellem ørerne. Men har uddannelserne og institutionerne ikke fået nok smæk nu? Jeg er personligt dødhamrende træt af at se, at mine muligheder for at danne mig selv indsnævres på næsten årlig basis.

Det er som om, at regeringen fuldstændig har opgivet det sociale ansvar, det er, at vi gør hinanden klogere. Jeg har de seneste år haft stillinger i henholdsvis børnehave og folkeskole samt fået indblik i drift af gymnasier. Jeg har mødt mennesker, der på trods af at alt bestemt ikke er gået deres vej, bliver ved med at gøre en indsats for vores børn. Bliver ved med at gøre dem klogere. Bliver ved med at gøre Danmark til et rigere land.

Hvis Danmark skal blive ved med at være det rige, skønne land, vi kender, har vi brug for hjælp ovenfra og en drastisk kursændring i forhold til, hvordan regeringen vil have, at den nye generation skal dannes. En hjælp der gør, at mit gamle gymnasium ikke skal udskifte en rektor, der har været med til at løfte gymnasiet på så mange måder. Nu har regeringen set, hvad det kan koste at skulle spare. Jeg synes ikke, at det er det værd.