Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi ryster ikke på hånden

Poul Erik Skov Christensen, Kim Simonsen og Thorkild E. Jensen: Regeringen har valgt en strategi, der ikke er til gavn for lønmodtagerne. Fagbevægelsen støtter S og SFs Fair Løsning og melder sig klar til at løse sin del af opgaven med at redde dansk økonomi.

Et bærende element i løsningen af den danske økonomi og sikringen af velfærdssamfundet vil være, at vi samlet set skal arbejde mere, skriver de tre fagforeningsledere. Fold sammen
Læs mere

Danmark må stå sammen for at bringe os ud af krisen. Alle danskere må være parat til at yde et rimeligt bidrag til at løse landets økonomiske problemer. Hver for sig kan hverken politikerne, erhvervslivet eller lønmodtagere løse de udfordringer, der truer hele vores samfundsmodel. Men sammen har vi en chance for at klare krisen og sikre Danmark ny økonomisk fremgang.

Der er i øjeblikket to klare alternativer i dansk politik.

Hvor regeringen og Dansk Folkeparti har givet store skattelettelser til de rigeste, vil S og SF lade millionærerne betale mere. Mens regeringen vil afskaffe efterlønnen, vil S og SF frede ordningen. Og hvor regeringen og Dansk Folkepartis spareplan betyder massefyringer på skoler, sygehuse, plejehjem og overalt i kommunerne, vil S og SF investere flere milliarder i den offentlige velfærd.

Regeringen har i stedet valgt at gennemføre en skæv og ødelæggende økonomisk politik med snævert flertal - uden dialog med lønmodtagerne og uden varsel til vælgerne. Den politik er de i deres gode ret til at forsvare. Men det er uværdigt og respektløst over for lønmodtagerne, når selv statsministeren forsøger at skabe uberettiget tvivl om vores indstilling for at stå stærkere i den politiske kamp om regeringsmagten.

Statsministeren har afvist S-SF udspillet med bl.a. den begrundelse, at det ikke har opbakning i fagbevægelsen. Det er imidlertid helt forkert. Vore organisationer, der repræsenterer et flertal af medlemmerne i LO, har taget klart stilling: S og SFs økonomiske plan, Fair Løsning, er klart bedre i overensstemmelse med vores medlemmers interesser end regeringens politik. Derfor har den vores fulde opbakning.

Den første opgave består at kickstarte dansk økonomi, ved at fremrykke offentlige investeringer og en ny erhvervspolitik, der styrker beskæftigelsen og skaber tusindvis af nye job.

Men på længere sigt handler det om at få husholdningsregnskabet til at balancere og sikre økonomisk holdbarhed. S og SF ønsker at genskabe en tillidsfuld dialog med lønmodtagerne. De to partier vil, hvis de får regeringsmagten, invitere arbejdsmarkedets parter til forhandlinger. Opgaven er bunden: Der skal findes 15 milliarder kroner!

Vi vil gerne løfte vores del af det fælles ansvar for at finde et realistisk alternativ. De 15 milliarder kan findes alene ved at øge arbejdstiden med gennemsnitlig 12 minutter om dagen - med løn naturligvis. Overskriften har tiltrukket sig temmelig stor opmærksomhed, men sikringen af et stigende arbejdsudbud hviler ikke blot på at øge arbejdstiden. Det vil næppe heller være særligt effektivt, da mange i forvejen arbejder langt over de 37 timer.

Den konkrete udformning af en trepartsaftale kan først finde sted efter et regeringsskift. Kritikken af den fremgangsmåde bygger simpelthen på manglende kendskab til spilleregler på det danske arbejdsmarked. I virkelighedens verden vil løsningen blive sammensat af mange elementer, der er tilpasset forskellige forhold på forskellige dele af arbejdsmarkedet. Men man kan regne med, at bundlinjen stemmer, når forhandlinger afsluttes.

Vi skal sikre en effekt, der svarer til de 12 minutter gennem en bred vifte af muligheder, der tilsammen sikrer de 15 milliarder kroner. Et af de bærende elementer vil være, at vi samlet set skal arbejde mere.

Den danske model sikrer mange fleksible muligheder for at realisere det mål. Sygefraværet skal ned, der skal være mere fleksible muligheder for overarbejde.

Det skal være muligt at arbejde mere som efterlønner, og det skal være mere attraktivt for seniorer at blive i job. Men målet er også, at flere unge får en uddannelse og at de unge gør deres uddannelse hurtigere færdig.

Udspillet fra S og SF vil sætte en række af lønmodtagernes mærkesager øverst på den politiske dagsorden og styrke den danske model. Ambitionen er en helhedsaftale, der opruster Danmarks produktivitet og konkurrenceevne, styrker den unikke danske model på arbejdsmarkedet, og skaber det nødvendige finansieringsgrundlag under velfærdssamfundet.

Med en trepartsaftale om langsigtet økonomisk holdbarhed vil lønmodtagerne levere et historisk bidrag til genopretningen af dansk økonomi. Det er vi parat til at tage ansvar for. Det gjorde vi også i 1987, hvor vi sammen med Schlüter-regeringen lavede den store trepartsaftale, der skabte arbejdsmarkedspensionerne og fik bugt med den inflation, der martrede dansk økonomi op gennem 70erne og 80erne.

Nogle har spurgt, hvorfor vi ikke vil indgå i en tilsvarende løsning med den borgerlige regering. Svaret er, at det havde vi hjertens gerne gjort. Havde regeringspartierne og Dansk Folkeparti taget et lignende initiativ i stedet for sparepakken og de store ufinansierede skattelettelser, havde vi naturligvis også været klar ved forhandlingsbordet. Men regeringen har valgt en fundamental anden strategi, der ikke er til gavn for lønmodtagerne.

Trepartsaftalen er derfor heller ikke en politisk vennetjeneste til S og SF. Vi varetager først og sidst vores medlemmers interesser. De betaler prisen, hvis den nuværende økonomiske politik fortsætter, hvis arbejdsløsheden stiger, hvis der skæres ned i velfærden og hvis der gennemføres forringelser af dagpengene.

Vi gav håndslag til S og SFs økonomiske plan, da den blev lanceret.Der er intet sket i det politiske landskab, der får os til at ryste på hånden. Vi er klar til at løse vores del af opgaven for at redde dansk økonomi og modernisere det velfærdssamfund, der gør vores land til noget særligt.

n Læs også Indland side 6 - 7.