Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi må kurere danskernes velfærdsangst, før vi igen kan tale om skattelettelser

Venstrefløjens største politiske sejr har været at markedsføre al offentligt forbrug som velfærd. Der er gode eksempler på, at det ikke forholder sig sådan.

»Når de offentlige udgifter er støt stigende samtidig med, at kvaliteten af den offentlige service opleves som faldende, virker al snak om skattelettelser intuitivt forkert for hr. og fru Danmark,« skriver Lilian Parker Kaule. Fold sammen
Læs mere
Foto: Casper Christoffersen

I Danmark er vi vilde med velfærd. Så vilde, at dansk politiks hellige ko er alt, der rimer på velfærd.

Venstrefløjens største politiske sejr har været at markedsføre al offentligt forbrug som velfærd, og når der skal ekstra tryk på spinmaskineriet, bliver al offentligt forbrug italesat som kernevelfærd. Lytter man til den offentlige debat, tyder det dog på, at den danske velfærd aldrig har været i så dårlig forfatning, som den er i disse år. Politiet har ikke ressourcer til at efterforske forbrydelser, folkeskolen lærer ikke børn at læse og regne, hospitalerne har ikke tid til patienterne, daginstitutionerne forsømmer de mindste, ældreplejen forsømmer de ældste, og psykiatrien og socialforvaltningen forsømmer de svageste. Tak for kaffe.

Samtidig med at vi skændes om, hvem der er skyld i forringelserne af velfærden, forsøger modige, oftest borgerlig-liberale stemmer at sætte skattelettelser på dagsorden.

Senest forsøgte Cepos at kaste lidt lys på, hvem der egentlig betaler topskat i Danmark og vovede endda at foreslå en højere topskattegrænse for, at færre ufaglærte og faglærte skal betale 56 pct. af deres sidst tjente krone. Jeg bifalder forsøget, men kunne måske godt have advaret Cepos om, at de taler for døve ører, så længe danskerne lider af velfærdsangst.

Lilian Parker Kaule Fold sammen
Læs mere
Foto: Lilian Parker Kaule Lilian Parke.

Når de offentlige udgifter er støt stigende, samtidig med at kvaliteten af den offentlige service opleves som faldende, virker al snak om skattelettelser intuitivt forkert for hr. og fru Danmark.

Vi bliver nødt til at behandle velfærdsangsten, før vi igen kan sætte en anstændig skattepolitik på dagsordenen og kæmpe for en fornuftig balance mellem at bidrage til fællesskabet og tage vare på sig selv. Velfærdsangsten behandles ikke ved at strø et par ekstra milliarder ud over hele den brede velfærdspalette. Det vil i bedste tilfælde medføre et par symbolske forbedringer og i værste tilfælde være endnu en gang spild af skattekroner.

»Københavns Kommune er et godt eksempel på, hvordan en dårlig prioritering og et for spredt fokus leder til en ringe kvalitet i kernevelfærden.«


Det, der skal til, er politisk selvdisciplin og benhård prioritering. Først og fremmest må vi som befolkning kræve af vores politikere, at de tør at definere, hvad de anser som reel kernevelfærd. Når definitionen er nøjagtig præciseret, bør vi kræve, at politikerne ikke spreder ressourcer ud på alle andre områder, før vi er nået helt i mål med det, som er øverst på prioriteringslisten.

Københavns Kommune er et godt eksempel på, hvordan en dårlig prioritering og et for spredt fokus leder til en ringe kvalitet i kernevelfærden. I 2017 kostede folkeskolen i København cirka 2,9 milliarder kroner. Samme år brugte Københavns Kommune cirka 1,7 milliarder kroner på at tilbyde elever med langt til skole gratis kørsel, vejledning i ungdomsuddannelser, specialtilbud, pædagogisk vejledning mv. Alle gode tiltag og altsammen velfærdsydelser relateret til skole. Jeg siger ikke, at vi aldrig igen skal have skolekørsel, men skulle jeg prioritere, ville jeg hellere bruge de 1,7 milliarder kroner på at løfte kvaliteten i undervisningen frem for, at lille Benjamin kan tage en taxa i skole.