Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi må aldrig glemme hvorfor vi har et EU

Hvis EU falder fra hinanden, er der først for alvor grund til at blive bange for at et nyt Hitler-, Stalin- eller Khomeini-agtigt regime kommer til magten i europæiske lande.

Jeg kender en kvinde i København, der mere end nogen anden herhjemme er Europas historie. Iboja Wandall-Holm, født 1922. Digter, musiker, maler og forfatter. Fange i Auschwitz og Rajsko under krigen. At høre hende fortælle sin livshistorie er det samme som – helt ind i sjælen - at forstå, hvorfor Europa overhovedet har samlet sig i et EU. Og hvorfor det er livsnødvendigt at værne om, bevare og udbygge denne sammenslutning af demokratiske lande.

Islamister har sat Mellemøsten og store dele af Afrika i brand. Putins Rusland opruster ideologisk og optræder krigerisk. Nabolande trues og invaderes. Oppositionelle bliver skudt, fængslet eller truet til tavshed. Indenfor EU angriber islamister ytringsfriheden, og nu også forsamlingsfriheden – med maskingeværer. Og, som et ekstra »krydderi«, dræber de jøder. Samtidig hader både den hjemlige højre- og venstrefløj EU af hele deres hjerte, og beskylder Unionen for alverdens ulykker. Nogle går så vidt, at de beskylder den for at være »Europas fjende« og noget nær et nyt Sovjetunionen. Disse er dog – af naturlige grunde - ikke i stand til at udpege, hvor EUs »GULAG« findes.

Der er virkelig ikke noget sexy her i 2015 ved at befinde sig på »midten«. Der hvor kompromiserne, aftalerne, forhandlingerne og samarbejdet finder sted, som for eksempel i EU. For os, der kan vores historie, minder det hele lidt om tiden i 1920ernes Tyskland, hvor Weimar-republikken fik skylden for AL elendighed i denne verden.

Lad os med det som bagtæppe lytte til, hvad Iboja siger om sit liv og om EU. Det sætter perspektiv på Europas historie i det 20. århundede. Hun voksede op i Tjekkoslovakiet, som på den tid var Central- og Østeuropas eneste demokrati, ledet af den, med Ibojas ord »fantastiske præsident«, Tomas Masaryk. Han sagde, at det vigtigste i skolen er, at undervise børn fra de er helt små i, hvad demokrati er. Mindretalsrettigheder, diskussion, flerpartisystem, tredelt magt, samarbejde. »Det blev vi undervist i,« siger Iboja. Videre siger hun: »Jeg var europæer, før Europa blev lavet.«

Netop da hun troede, at hun skulle være med til at bygge et fredens og samarbejdets Europa, kom nazisterne og tog hendes land. Herefter blev familien jaget vildt. Hun og hendes søster flygtede gennem skove og byer. De blev fanget og fængslet. Senere sendt til de førnævnte kz-lejre. Iboja var på dette tidspunkt overbevist kommunist. Det hjalp hende med at trodse døden i Auschwitz. Efter befrielsen begyndte hun en vandring bort fra kommunismen. Det var det antisemitiske element, plus løgnen og grusomheden som vakte hendes skepsis. Det kom klart til udtryk i 1952 i Tjekkoslovakiet, da 14 ledende medlemmer af Kommunistpartiets Centralkomitè blev dømt til døden for statsfjendtlig virksomhed, zionisme og spionage. Helt trofaste fæller, henrettet på ordre fra Moskva. 11 af dem var jøder. Iboja læste anklageskriftet og mærkede straks en ækel, kendt stank af racisme. Hun kritiserede dødsdommene over for partikammerater. De spurgte hende, om det var fordi hun var jøde, at hun var imod. »Nej«, svarede hun. »Det er fordi jeg er marxist.«

Marxist forblev hun at være nogle år endnu. I 1955 kom hun til Danmark, og meldte sig ind i DKP, skønt hun nu nærede større tvivl om kommunismens lyksaligheder end nogensinde før. Hun udmeldte sig igen samme år. Hun spurgte sig selv om hvordan hendes partikammerater fortsat kunne tro på noget, hun umuligt kunne tro på længere. Overalt hvor kommunismen var kommet til magten, så og hørte hun løgn, mistro, censur, ensretning, fangelejre, tortur og drab.

Iboja er gift med den tidligere FN-diplomat Otto Wandall-Holm. Det bragte hende bl.a. til Iran, hvor hun opholdt sig i nogle verdenshistoriske dage i slutningen af 70erne. Hun deltog i demonstrationer mod Shahen. En tyran, som havde tortureret og knust al form for opposition. Iboja havde oplevet nok af tyranner, så ham ville hun gerne være med til at få styrtet. Det skulle desværre lynhurtigt vise sig, at det som kom i stedet, Ayatollah Khomeinis islamiske tyranni, var meget værre. Alle FN-ansatte blev tvunget ud af landet.

EF og EU-projektet har Iboja længe støttet. Disse år minder hende om 1920erne og 30erne: »Europa har set værre år, men det er efterhånden længe siden. Vi lever i et sparsomt gennemlyst ekko af fortiden,« siger hun. Hun mærker en gysende fornemmelse af begyndende opløsning, og siger hertil: »Hvis Europa ikke finder sammen, falder det hele fra hinanden og morderiske diktaturer vil genopstå i Europa.« Hun ser og hører med uro i kroppen på de rasende demonstranter i bl.a. Grækenland og Italien som sammenligner Angela Merkel med Hitler, og gør EU til syndebuk for egne problemer. Hun væmmes ved, at et venstreorienteret – og selvfølgelig EU-fjendtligt - parti har vundet magten i Grækenland. Om de hjemlige EU-hadere siger hun: »De har ikke begrebet, hvad det hele handler om.«

Iboja forstår selvfølgelig godt, at folk er vrede over økonomiske tab, arbejdsløshed osv., og at de mindes de onde år under nazistisk besættelse. Men af en eller anden grund trænger det ikke ind, at tyskerne er de eneste, der har gjort op med deres fortid. Dem bærer Iboja intet nag til længere, tværtimod synes hun, at de er et afgørende og positivt sammenbindende centrum i hendes Europa.

Hvis EU falder fra hinanden, er der først for alvor grund til at blive bange for at et nyt Hitler-, Stalin- eller Khomeini-agtigt regime kommer til magten i europæiske lande. Det vil sandsynligvis aldrig ske inden for EU som det er i dag. Det er først og fremmest derfor, vi har det. Det må vi aldrig glemme. Derfor blev Iboja glad i 2012, da EU fik Nobels fredspris.

»Jeg har oplevet det hele på min egen krop,« siger Iboja. »Demokrati og diktatur. Den ene slags og den anden slags.« Hun ved godt, hvad hun trives bedst med. Og hun understreger: »Efter Første Verdenskrig troede man ikke, der ville komme en Anden, og så kom den. Man kan aldrig være sikker«. Derfor håber hun på et samlet Europa. »Andet kan jeg ikke,« siger hun.