Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi lever vores liv som robotter og glemmer at leve livet

»Hvad ville der ske, hvis vi ikke vaskede bilen hver måned? Hvad hvis vi bare én dag tog fri fra arbejdet og brugte tid med vores børn? Eller sagde vores job op og forfulgte drømmen om at blive kunstskøjteløber? Hvad er det værste, der kan ske?«

Ida KrÔø?ger Rodding Fold sammen
Læs mere

Forestil dig: Du er lille og starter i skole igen. Verden er stadig så stor og ren. Ligesom dit hjerte. Du leger dagen lang, og efter skole er det mormor og morfar, der passer dig. Dine forældre er sjældent hjemme, og når de endelig er, ser de dig knap nok.

Årene går, og mor og far virker pludselig mere interesserede i dig, men du har selv travlt. Du består gymnasiet og tager et sabbatår. Derefter kommer din uddannelse. Du møder en mand, og I får hus og børn. Regninger og havearbejde driver dig og din mand fra hinanden. I mellemtiden vokser jeres barn op, men du ser det knap nok.

Forleden læste jeg en artikel, hvor filosoffen Michael Wagner fortæller, at vi har så travlt med at leve vores liv, at vi glemmer at nyde det. Til det kan jeg kun give ham ret. Som skoleelev gælder det om at komme gennem systemet hurtigst muligt og gerne med et flot 12-tal i huen. Vi skal tage et sabbatår og derefter skynde os hjem og arbejde. Vi skal gifte os med den første og bedste mand og danne vores egen lille kernefamilie. Græsset skal slås, papirarbejdet skal gøres, og den lille må mormor og morfar tage sig af i mellemtiden. Men hvorfor har vi så travlt?

Hvad ville der ske, hvis vi ikke vaskede bilen hver måned? Hvad hvis vi bare én dag tog fri fra arbejdet og brugte tid med vores børn? Eller sagde vores job op og forfulgte drømmen om at blive kunstskøjteløber? Hvad er det værste, der kan ske?

Vi er så optaget af at følge samfundets idé om, hvordan vi skal leve vores liv, at vi helt glemmer at leve det. Som robotter får vi vores uddannelse og køber tidens hotteste tendenser for at få andres anerkendelse. Men hvad nu, hvis den anerkendelse kun kommer fra andre og ikke os selv? Hvem lever egentlig dit liv? Gør du virkelig, hvad du brænder for?

Gør mærketøj en lykkelig?

Til førnævnte artikel var et billede af en mand, der desperat forsøgte at nå »lykken«, som i dette tilfælde var illustreret som en pose mærketøj, penge, et hjerte, et podie og en Facebookprofil med 2.316 venner.

Er det virkelig hemmeligheden bag ægte lykke? Behøver man virkelig ikke mere?

Den eneste ting, jeg godkender på tegningen, er hjertet, da kærlighed overvinder alt. Men kræver det virkelig mærketøj, før man kan være lykkelig? Behøver man virkelig 2.316 venner? Kan mindre ikke gøre det?

Jeg er med på, at penge åbner for meget, men kan folk uden penge ikke også være lykkelige? Er det ikke netop de folk, der virkelig forstår meningen med livet? I Afrika prioriterer man jo helt anderledes: tro, håb og kærlighed. Er de ting ikke vigtigere end mærketøj, penge og 2.316 venner? Eller er det bare mig, der er gal på den?

Hvor ofte har du ikke ønsket dig mere? Mere succes? Mere anerkendelse? Mere tid? Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg selv har gjort det. Faktisk tror jeg, at mange har gjort det. Måske er det bare noget, man ikke tænker over? Ligesom vi heller ikke tænker over, hvorfor det er så vigtigt, at hækken bliver trimmet, og jakkesættet bliver strøget. Vi tænker ikke over, hvorfor det vigtigste i verden er, at kollegaerne griner af vores jokes i kaffepausen, eller hvorfor vi bekymrer os mere om, at bilen får en ridse i sølvlakken, end at vores barn falder og slår sit knæ.

Lad hækken gro

Hvorfor er det først, når verden styrter sammen omkring os, at vi tager disse ting til eftertanke? Hvor langt skal vi ud, før vi får øjnene op for, hvad der virkelig er vigtigt? Burde det ikke have været en selvfølge for længst?

Desværre tror jeg, at vi først ved, hvad vi virkelig har, når vi mister det. Vi ved først, at vi har en lille datter, når hun er en stor pige, der ikke længere har brug for sine forældre. Vi ved først, at vi ikke kan blive kunstskøjteløber, når vi ikke længere kan stå oprejst på benene. Vi ved først, at haven er meget smukkere, når vi lader den gro, fordi vi ikke længere har kræfter til at trimme den. Vi ved først, hvordan vi skulle have levet, når vi skal dø.

Forestil dig, at du er lille og starter i skole igen. Verden er stadig så stor og ren. Ligesom dit hjerte. Du leger dagen lang, og efter skole er det mormor og morfar, der passer dig. Dine forældre er sjældent hjemme, og når de endelig er, ser de dig knap nok.

Årene går, og mor og far virker pludselig mere interesseret i dig, men du har selv fået travlt. Du består gymnasiet og tager et sabbatår. Derefter kommer din uddannelse. Indtil du en dag beslutter dig for at sige op og forfølge drømmen om at blive kunstskøjteløber. Efter lang tids søgen møder du endelig manden i dit liv. I får en datter, og du beslutter dig for at lægge skøjterne på hylden for at tilbringe mere tid med hende. Du ser hende vokse op og flyve fra reden. I mellemtiden lader du haven passe sig selv. En dag beslutter du dig for at genoptage skøjtningen, men benene er trætte. Med et skuldertræk sætter du atter støvlerne på hylden. Heldigvis brugte du tiden på langt vigtigere ting.