Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi lever i et usundt system, hvor der går for meget politik i livets store og små valg

Sager om minimumsnormeringer, privatskoler og ældrepleje eksploderer i store politiske diskussioner, der rydder avisernes forsider. Det sker, fordi vi har fjernet beslutningskraften fra de mennesker, der skal leve med konsekvenserne.

Tag noget ansvar fra politikerne og send det tilbage til privaten. Beslutninger skal træffes der, hvor de har konsekvenser Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Livets store og små valg skal være vores egne. Når vi bærer konsekvensen af vores beslutninger, giver det os en interesse i at træffe bedre beslutninger.

Desværre er mange valg overdraget til politikere. Tænk bare på sundhed, undervisning og omsorg for børn og ældre. Vi har fralagt os det personlige ansvar i en grad, vi ikke ville acceptere, når det gælder materielle valg som bolig, bil eller ferierejser.

Lisbet Røge Klummebilleder af Lisbet Røge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lisbet Røge LINDA KASTRUP.

Sidste sommer kostede min egen ubeslutsomhed mig dyrt. Jeg spildte nætter i mobiltelefonens blålige skær på at søge efter en ferierejse til familien. Mallorca, Nice, Rom, camping, all inclusive-hotel, feriehus – alt blev endevendt. Imens var sommeren i Danmark vidunderlig og endeløs, men jeg fortsatte ufortrødent. Endelig bestilte jeg fire billetter med et flyselskab, jeg aldrig havde hørt om, blot for at afbestille dem få timer senere, da jeg havde gennemlæst utallige elendige anmeldelser. Selskabet gik i øvrigt konkurs en måneds tid senere.

Heldigvis havde jeg ingen penge på spil, men jeg spildte min nattesøvn, mit gode humør og en dejlig dansk sommer. Og vi rejste ingen steder. Den amerikanske professor Dan Ariely kalder det »ubeslutsomhedens konsekvens«. Nu var jeg ikke så uheldig som det sultne æsel, Ariely bruger til at beskrive fænomenet: Æslet står i porten til en lade og har udsigt til to høstakke. Det ved ikke, hvilken høstak, det skal vælge. Timerne går, og æslet kan stadig ikke beslutte sig. Til sidst dør dyret af sult. Ubeslutsomhedens konsekvens.

»Valgene skal træffes tæt på os, og man skal kunne ombestemme sig, hvis man er utilfreds med en beslutning og dens konsekvenser.«


Der er vigtigere beslutninger i livet end ferierejser. Lige nu gælder det minimumsnormeringer i børnehaver, om lidt skal vi måske tale om tilskud til privatskoler og førhen antallet af bade til de gamle. Disse sager eksploderer i store politiske diskussioner, der rydder avisernes forsider. Det sker, fordi vi har fjernet beslutningskraften fra de mennesker, der skal leve med konsekvenserne, og de råber til gengæld højere og højere. Det ender snildt i halve eller ingen løsninger, politiske kompromiser sammenlignelige med ubeslutsomhed. Politikere vælger, hvor mange bade, de gamle har ret til, hvordan pengene til undervisning skal forvaltes, og hvor mange pædagoger der skal passe børn, mens de gamle, eleverne og børnene skal leve med konsekvensen.

Det er et usundt system. Valgene skal træffes tæt på os, og man skal kunne ombestemme sig, hvis man er utilfreds med en beslutning og dens konsekvenser.

Vi har selv bygget systemet, så vi kan selv forandre det. Det kræver ingen omkalfatring af velfærdsstaten, blot en ny begyndelse, hvor vi piller ansvar ud af den offentlige sektor og tager det tilbage i privaten. Rent praktisk kunne vi lade pengene følge borgeren til enhver velfærdsydelse. En slags valgfri velfærd. Lad det udvikle sig derfra, gerne til mere mangfoldighed i valgmulighederne. Som når vi rejser: Mallorca, Nice, Rom, camping, all inclusive, feriehus.

Denne sommer går turen i øvrigt til Grækenland. Belært af min ubeslutsomhed bookede jeg, så snart rejseselskabets katalog var på gaden.