Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi kræver tiden tilbage

Tid er kvalitet. For borgerne betyder det kroniske hastværk, at dag-til-dag sagerne dominerer, og tiden går med at lappe på et lov-tæppe, som de færreste når at fornemme i sin helhed.

Den længst siddende statsminister i noget demokratisk land, svenske Tage Erlander, bliver nok ikke husket for alverden her i landet. Et enkelt citat er dog gået over i historien. Erlander skulle, da han så den overfyldte kalender hos sin danske statsminister-kollega, Jens Otto Krag, have udbrudt: »Hvornår får du tid til at fundere?«

Erlanders udbrud rammer præcist ind i grundlæggende spørgsmål, som det moderne menneske får stadigt sværere ved at håndtere: Hvornår får man tid til at tænke..? Til at reflektere, fordøje døgnets begivenheder og træffe de rigtige beslutninger..?

Allerede i 60’erne under Erlander og Krag var tid en mangelvare for beslutningstagere, og man kan jo ikke hævde, at problemet ligefrem er blevet mindre - med tiden. I dag har teknologien løst »problemet«, så vi med snuden i computeren kan nå det hele på den halve tid. Det gode spørgsmål er, om dette hele også er det bedste..?

De fleste ved godt, at der skal store reformer til, hvis vi skal levere vore børn og børnebørn et samfund godt rustet til fremtiden. Men de færreste tænker over, hvordan de samme beslutningstagere på Christiansborg, i virksomhederne og organisationerne, skal nå frem til disse modige beslutninger. Den slags dumper som bekendt ikke ned fra mimlen. Og forklaringen er ligetil: Kvalitet kræver tid.

Her kunne diskussionen så stoppe - og politikerne handle. Sætte den nødvendige tid af til at træffe kvalificerede beslutninger. Men det sker ikke. Faktoren (Tid = Kvalitet) er simpelthen forsvundet ud af ligningen, ud af den politiske diskurs.

Resultatet er kendt, men måske endnu ikke erkendt: Magten skrider. Fra politikerne over til dem, der sætter tempoet - medierne - og over til dem, der lever af at skære tiden til - embedsmændene, der så igen er under konstant tidspres og derfor bruger budget på at hyre hundedyre konsulenter til at tænke sig om og levere et produkt.

FOR BORGERNE BETYDER dette kroniske hastværk, at dag-til-dag sagerne dominerer, og tiden går med at lappe på et lov-tæppe, som de færreste når at fornemme i sin helhed. Eksperterne, der bliver betalt for at have overblikket, brokker sig af samme grund konstant over lovsjusk. Og borgerne? De er for længst skrevet ud af den demokratiske proces.

Tag nu skatteområdet: 100 nye skattelove om året..! En dugfrisk optælling viser, at hvert tredje af regeringens lovforslag på skatteområdet siden 2011 har haft en høringsfrist på under to uger. Ved enkelte forslag var fristen helt nede på to dage..!

Hvem tør tale om seriøs lovgivning..? Og hvem tør påstå, at Christiansborg-politikerne ved, hvad de selv har stemt på..? Alle skriger på grundige samfunds-reformer, men hvornår skulle de komme, når politikere ikke har tid til at fundere...?

For os, der har arbejdet med kommunikation og strategier i flere årtier, er det nemt at huske, hvordan langtids-holdbare løsninger kunne skabes for blot ti år siden.

I starten af 00’erne var det forholdsvis nemt med to måneders varsel at samle topledere i 48 timer for at løse en samfunds-udfordring som f.eks. fremtidens energi-politik, nye uddannelser og bedre sundhed. Løsninger, som stadig lever, her ti år efter.

For fem år siden kunne de samme beslutningstagere maksimalt afse 24 timer - og kunne som regel kun i det døgn lige nå at blive enige om, hvor man var uenige.

I DAG KAN DE fleste kun overskue at formøble seks-otte timer - med seks måneders varsel. Og det meste af dagen går med at skæve til iPad’en og TV2 News på væggen - mere end til samarbejdspartnere rundt om bordet.

Ledere på alle niveauer og i alle miljøer af det moderne samfund fornemmer skredet og vogter af samme grund nidkært over deres kalender, mens stress-klinikkerne melder om fulde huse. Ved at være så nærige med tiden oplever de fleste nemlig det paradoksale, at de når mere - men opnår mindre.

Effektivitet - forstået som fravær af (spild)tid - giver mening, når vi taler masseproduktion af industrivarer. Da japanerne i sin tid gik i spidsen med LEAN-principper og optimering af arbejds-processerne på Toyota-fabrikkerne, var det noget nær en revolution, og siden har effektivitets-ideologien bredt sig til alle dele af samfundslivet.

Men holder den tænkning på alle områder? Man får som bekendt, hvad man måler. Og måler vi kun på tidseffektivitet og volumen af produktion, kan man sikkert få høreapparater i høj kvalitet, men kvaliteten af et stykke terror-lovgivning eller en ny aktionsplan for vækst i turisme kan altså ikke måles i hastighed og mængden af papirarbejde.

Vores påstand er, at teknologien og tids-tyranniet har erobret vores arbejdskultur både i erhvervslivet og i det politiske maskinrum. Vi er kommet til et punkt, hvor forbavsende mange beslutninger, regler og planer for vores fremtid kommer til verden i en tilstand af stress, kroniske tidsproblemer og manglende opmærksomhed i samtalen. Forløb, hvor de centrale beslutningstagere ikke på noget tidspunkt fik afsat tid til at mødes og tale mere end et par timer sammen.

En god beslutning er ikke kun resultatet af effektiv forberedelse. Langtidsholdbare løsninger er så godt som altid skabt i en atmosfære af tillid, tid til diskussioner - og tid til omtanke. Ofte må man selvkritisk spørge, hvad det var, som var så meget vigtigere, at der ikke blev sat et døgn eller to af til at mødes med modparten, lade eksperternes pointe synke ned, tale og spise sammen, lære hinanden at kende, lade samtalen gøre os klogere og tiden gå, så beslutningen modnes.

EFFEKTIVITET ER OGSÅ at indse, at ikke al tid er ens. At bruge tid er ikke det samme som at lade stå til. God vin kræver også en omhyggelig tilpasning og professionel tilrettelagt proces, men samtidig er tid til modning uomgængelig. Sådan burde det også være med politiske beslutninger.

Derfor: Lad os kræve tiden tilbage. Ikke som en luksus i en tid uden tid. Men som en nødvendighed for, at beslutningerne om fremtidens samfund får kvalitet.