Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi hører aldrig om dem. Men de er også terrorens ofre. Og de lider

Foto: Ida Guldbæk Arentsen og Scanpix. Fold sammen
Læs mere

Når terroren slår til, bider de fleste mærke i antallet af dræbte. Men omkring de omkomne breder smerten sig som ringe i vandet. For hvad med alle de sårede?

Noget af det mest tankevækkende, jeg har set, var dengang Cecilie Herlovsen mødte op i retten i Oslo i en brun, vikingeinspireret kjole. Hun skulle vidne mod Breivik. Det var her, den ærmeløse kjole gav stof til eftertanke. Den var nemlig også armløs.

77 mennesker mistede livet, da den norske galning gik amok. Det tal nævnes igen og igen. Det er også vigtigt at huske på, at 69 mennesker døde ude på Utøya, mens otte mennesker mistede livet i regeringskvarteret. Men faktisk blev 158 mennesker såret. Nogle i lettere grad. Andre endte som Cecilie Herlovsen, der mangler højre arm. Hun er invalideret – på livstid. En hel måned efter terroren blev begået, var der stadig ti mennesker indlagt på hospitalet, én meget alvorligt såret, én sågar stadig i koma.

Vi hører stort set aldrig om dem. På samme måde, som vi ikke hører meget om de op mod 400 mennesker, der overlevede, men blev ofre på livstid, ved terrorangrebet i Paris for to år siden. Fokus er på de 130 døde, og det giver god mening. De andre – de sårede – er der bare også. Og de lider.

For én ting er at tilhøre den forholdsvis store del af publikum, der blev massakreret under koncerten med bandet med det perverst passende navn Eagles of Death Metal på Bataclan.

Noget andet er det at leve videre med en hjerneskade, som blind eller uden det ene ben eller den ene arm. Lemlæstelser, som fuldstændig vil ændre ens tilværelse. Livsvarige men, der endnu vil findes, når den sårede 60 år senere ligger for døden.

Da terroren ramte Danmark, blev to mennesker dræbt. Men hvor mange husker i dag de seks politifolk, der blev skudt ned? Hvor mange ved, hvad de lever med af problemer nu? Har de mareridt? Græder de?

Nogle gange er tallene enorme. Det var forfærdeligt, da 52 civile omkom i London i 2005, da terroristernes bomber gik af. Man kan endnu se den udbrændte dobbelt­dækkerbus for sit indre blik. Man kan også godt selv tænke sig til, at 52 mennesker er lig med 52 mødre og 52 fædre og 52 ægtefæller og 52 brødre og søstre og et hav af børn. Og sorgen rammer endda mange, mange flere end blot de nærmeste.

Men hvor bittert mon det må være at skulle se et af sine familiemedlemmer leve som handicappet i resten af sine dage, fordi vedkommende var så uheldig at være blandt de over 700 personer, der blev såret af bomberne ved samme lejlighed? Året før i Madrid var antallet af sårede helt oppe på vanvittige 2.050.

I Sverige døde fire mennesker forleden på grund af terrorisme. Mine tanker går til dem – og til de 15 sårede.