Pensionsselskaber og andre institutionelle investorer er blevet væsentlige aktører i bestræbelserne på at påvirke virksomheder til at tage samfundsansvar. Det være sig store olieselskaber, mineproducenter, elektronikproducenter med mere. I takt med at lønmodtagerkapital og herunder pensionskapital udgør en stadig større vægt på de internationale finansmarkeder, øges pensionskassers og ligesindede investorers ansvar for aktivt at indgå i en konstruktiv dialog om virksomhedernes ledelse og deres håndtering af sociale, etiske og miljømæssige forhold.

Målet for den ansvarlige investor er det samme: At påvirke virksomhederne til at tage samfundsansvar og til at forbedre deres sociale, etiske og miljømæssige adfærd med henblik på at beskytte og forbedre disse aktivers langsigtede værdi. Det helt afgørende er, hvilket grundlag som det ansvarlige ejerskab baseres på, og hvordan ejerskabet i praksis udøves. Det giver til gengæld anledning til fundamentalt forskellige tilgange. Eksemplerne er mange, hvor investorer vurderer graden af fremskridt eller mangel på samme i virksomheder helt forskelligt. Det canadiske mineselskab Goldcorp og den amerikanske detailhandelsgigant Wal-Mart er eksempler på dette.

Diskussionen om investorernes rolle og ansvar aktualiseres i Berlingske Business Magasin den 1. marts, der beskæftiger sig kritisk med det Canadiske mineselskab GoldCorp og dets Marlin guldmine i Guatemala. Minen anklages for alvorlige brud på menneskerettigheder og miljølovgivning.

Hvad angår Wal-Mart er der en begrundet kritik af virksomhedens modvilje mod at indrømme medarbejderne deres frie ret til at indgå i en fagforening, anklager om diskrimination af kvinder i sager om intern forfremmelse og ligeløn samt diskrimination af ansatte på basis af seksuel orientering. Omvendt får Wal-Mart med rette ros for deres ambitiøse tiltag for at fremme den miljømæssige bæredygtighed i deres produktion og leverandørkæde.

Hvad skal den ansvarlige investor gøre i sager som disse? Sælge sine aktier og »rense sin samvittighed« eller fortsat lægge pres på Goldcorp for at forbedre forholdene for deres ansatte og de mennesker i lokalsamfundet, der påvirkes af minedriften?

I Pædagogernes Pensionskasse, PBU, har vi praktiseret ansvarligt ejerskab siden 2007 med basis i tilslutningen til FNs Global Compact. Før da beroede indsatsen på, at vi meddelte vores etiske ståsted til eksterne kapitalforvaltere og så helt overlod til dem at varetage dialogen med virksomheder, som pædagogernes opsparing er placeret i. Siden 2008 har vi samarbejdet med det engelske investeringsselskab F&C Investments, som samlet repræsenterer en kapital på 800 mia. kr. i dialogen med virksomhederne. Samarbejdet med ligesindede investorer gør, at vi kan få virksomhedernes ledelse i tale og lægge vægt bag vores ord og forventninger om forbedret virksomhedsadfærd.

PBU repræsenterer, hvad vi kalder en 2. generations tilgang til ansvarligt ejerskab. Den 1. generation lægger vægt på etisk og normbaseret vurdering af virksomhedernes overholdelse af national lovgivning og internationale normer og konventioner. Virksomheder, som ikke vurderes at overholde lovgivning og konventioner, ekskluderes eller sættes på observationslister. Visse investorer ekskluderer endda hele industrier; spilindustri, våbenindustri, pornografi, tobak, atomkraft, selv om forretningsaktiviteten i sig selv ikke er ulovlig. Med andre ord - aktier i ’uetiske virksomheder’ sælges.

2. generations ansvarligt ejerskab lægger i PBUs optik op til, at investorerne tager medansvar for virksomhedens helhed og agerer som en aktiv, kritisk og konstruktiv medejer. Det indebærer, at man beholder sine aktier og vedvarende prøver i kraft af dialog og engagement at udvirke de forandringer man ønsker. Ikke ved at true med at sælge sine aktier, ikke ved at opstille ensidige krav, men ved at nærme sig hinanden fra sine forskellige ståsteder. Det er konstruktiv dialog. Det indebærer samtidig - og det vil provokere en del interessenter - at der ikke er en tidsmæssig bagkant for, hvornår ens krav og forventninger skal være opfyldt. Som langsigtet pensionskasseinvestor handler det om en vedvarende indsats.

Denne type ansvarligt ejerskab har en længere historie i eksempelvis Storbritannien og Holland, hvor forståelsen er, at salg af sine aktier ikke udgør en optimal strategi for at ændre virksomhedernes politik og praksis ej heller for skabe værdi på længere sigt for pensionskassens medlemmer.

I PBU tror vi på, at der er en positiv sammenhæng mellem virksomhedernes sociale, etiske og miljømæssige adfærd og deres evne til at skabe indtjening og overskud til gavn for deres aktionærer, medarbejdere og samfundet. Kun i særlige tilfælde og som en sidste udvej kan det overvejes at sælge aktier af etiske årsager, og dette synspunkt vil vi søge at udbrede i aktionærkredse.

For PBU er det ikke ensbetydende med, at vi ikke skal stille krav til virksomhederne. Men det er et opgør med den tankegang, at man er fritaget for ansvar for virksomhedens fortsatte ageren, når man sælger sine aktier. Og det er en understregning af, at vi mener, at vi opnår mest i forhold til virksomhederne, hvis vi er aktionær og medejer.

Investorer som PBU vil aldrig kunne erklære sig rene i etisk forstand. Dertil er verdens problemer, uretfærdigheder og udfordringer for store. Men vi kan tage medansvar for forhold, som vi får kendskab til, og i det hele taget anlægge en aktiv og positiv interesse for den forretningsmæssige helhed som en virksomheds forholden sig til etiske, sociale og miljømæssige forhold indgår i. Og så kan vi være åbne overfor vores medlemmer og offentligheden om, hvilke investeringsetiske udfordringer vi har, og hvordan vi håndterer vores ansvarlige ejerskab.