Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi har glemt, hvor sårbar nationen er uden alliancer

Mens Mette Frederiksens regering skødesløst siger nej til EUs budget, vokser nationalkonservative strømninger frem, som synes at stille Danmarks nationale selvbestemmelse op som en modsætning til at forpligte os i internationale sammenhænge. Det sidste er helt forkert. Ja, nærmest livsfarligt for Danmark.

Tom Jensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Det var et besynderligt forløb, der udspillede sig, da den socialdemokratiske danske regering for nylig stemte nej til EUs budget. På falske præmisser gik statsminister Mette Frederiksen i medierne og betegnede det som »fuldstændig gak«, at Danmark skulle betale adskillige milliarder mere til budgettet.

Hvilket Danmark så alligevel ikke skulle. Det var en regnefejl i Finansministeriet. Alligevel stemte Danmark imod. Derved placerede regeringen Danmark i selskab med nogle af de mest hardcore EU-modstandere, herunder i Europa-Parlamentet.

Socialdemokratiet står ikke alene med denne skødesløse tilgang til de vigtigste internationale alliancer, Danmark er en del af.

På den borgerlige fløj er der også tendenser. Dele af Venstre, personificeret i EU-parlamentsmedlemmet Søren Gade, kører en klart EU-skeptisk linje. Og på den nationalkonservative fløj er modstanden endnu mere fuldtonet. Nye Borgerlige vil have Danmark ud af EU. Dansk Folkeparti har mere end antydet, at Danmark skal lade sig inspirere af det britiske Brexit og i hvert fald reducere tilknytningen til EU til den smallest tænkelige.

Den nationalkonservative strømnings logik synes at bygge på, at internationale alliancer som EU-samarbejdet står i modsætning til det nationale. At det er et nulsumspil, hvor man enten er mere international – eller mere national.

Det er en frygtelig og fatal fejlslutning, som ydermere er dybt, dybt historieløs. Alt, historien fortæller os er, at et lille land som Danmark må og skal være en del af stærke internationale alliancer. Både når det gælder sikkerhed, økonomi og handel.

»Alt historien fortæller os er, at et lille land som Danmark må og skal være en del af stærke internationale alliancer.«


Det er direkte farligt for Danmark, for nationen Danmark, når jorden synes at skride under de alliancer, vi er en del af. Hvilket er tilfældet i disse år, både med hensyn til EU-samarbejdet. Og hvad angår NATO-alliancen.

Farlig svækkelse

Danmarks smertefulde historie fra mellemkrigstiden burde fortælle enhver nationalkonservativ og alle andre, der kerer sig om nationen Danmarks sikkerhed og overlevelse, at vi gør klogt i at pleje og opretholde de solide alliancer, vi siden Anden Verdenskrig er blevet en del af.

Danmarks neutralitetspolitik før, under og efter Første Verdenskrig viste sig til syvende og sidst ikke at kunne yde nationen Danmark tilstrækkelig beskyttelse. Den var svær nok at håndtere under Første Verdenskrig, mens stormagterne sloges på Europas krigsskuepladser. Historikerne har skændtes om, hvorvidt den var en fordel eller ej.

Men særligt efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 var Danmark reelt blottet. Vi stod uden et stærkt forsvar. Vi var uden stærke internationale alliancer. Vi var – som nu – et meget lille land. Det er opskriften på at blive kastebold i en verden, hvor den stærkes ret gælder, og det er farligt for alle nationer. Det er ikke en situation, vi tilnærmelsesvist skal bringe os i igen.

Til de nationalkonservative, der foragter EU-samarbejdet, og som til tider udviser en aparte tålsomhed over for den siddende amerikanske præsidents usikkerhedsskabende tilgang til NATO-alliancen:

Det kan godt være, I påstår at repræsentere den ypperste fædrelandskærlighed. Men jeres politik vil ikke føre til andet end svækkelse af den danske nations modstandskraft.

Den stærkes ret

Jeg kan sagtens følge dem, som med skepsis betragter de kræfter, der i EU-regi trækker mod en slags føderalisme. Den er unødvendig, også i forhold til de mål, Danmark må have som forpligtet deltager i internationale sammenhænge. EU skal ikke være en social union, hvor alle EU-borgere deler sociale rettigheder på tværs af grænser. Aldrig.

Men reelt er det nogle helt andre farer, der lurer for små nationer som Danmark, der er dybt afhængige af solide alliancer.

Med Brexit står Danmark ikke alene uden en jævnlig allieret i EU-samarbejdet. EU står også indlysende svækket tilbage, alene fordi en af Europas tre centrale stormagter nu ikke længere på samme måde vil være forpligtet af de hensyn, samarbejdet fordrer. Det er i sig selv dårligt nyt for Danmark, både når det gælder handel, forsvar og sikkerhed.

Hvis EU svækkes yderligere, eller spaltes op i forskellige indre og ydre cirkler – hvor Danmark i kraft af vores forbehold automatisk vil være henvist til en plads i de ydre – vil det kun føre én vej: mod eksekveringen af de store, stærke nationers ret. På bekostning af de små. Derved vil Danmark have færre muligheder for at varetage vores egen reelle suverænitet og vore nationale interesser.

Det er ikke nationalsindet at ønske en sådan udvikling. Det ville være et svigt af nationen at tillade det.

Egen sikkerhed

Endnu mere påtrængende er det, når det gælder NATO. Her har USA én væsentlig pointe, som er gået igen under Trump, men også i årtier før: Europæerne bør bidrage mere til deres egen sikkerhed.

Jeg forstår ikke, at de europæiske lande, herunder Danmark, ikke for længst har vredet sig fri af den defensiv, hvormed man forsøger at dække hinanden af for at trække tiden ud i forhold til at øge forsvarsbudgetterne. Op med dem – og væk med det danske forsvarsforbehold. Det er i Danmarks nationale (sikkerheds)interesse.

Hvor målet må være at bevare et stærkt NATO. Og samtidig sikre, at de europæiske lande kan varetage deres egen sikkerhed i en tid, hvor USA uanset præsidentens navn vil have mange andre interesser at pleje rundt omkring på kloden.

At forestille sig, at Danmarks vej til øget national suverænitet går gennem svækkelse af de internationale alliancer, er derimod ikke alene dumt. Det er ganske enkelt livsfarligt. Derfor bør Danmark ikke omgås vore alliancer med ligegyldighed. Heller ikke den socialdemokratiske regering med sit urovækkende nej til EU-budgettet.