Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi har det værre end I

»For den jøde, der oplever forfølgelse, bliver oplevelsen jo ikke mindre ubehagelig af, at en muslim samtidig chikaneres. Eller omvendt.«

28debTomJensen.jpg
Tom Jensen Fold sammen
Læs mere

Da jeg for 20 år siden boede i USA, hørte jeg i et radioprogram en lang, indædt og ophidset diskussion om, hvem der havde haft det værst gennem historien: De sorte eller jøderne. Ingen af de to samtaleparter var tilsyneladende i stand til at anerkende den anden parts historiske ballast som en kendsgerning i sig selv. Tilbage var et frugtesløst kapløb om, hvem der bar på den tungeste byrde. Et type kapløb som for det meste ender uden sejrherre. Fordi det ikke blot er frugtesløst, men også meningsløst. Nu er der gået 20 år, og den slags har for længst vundet indpas i Danmark også. Lad mig nævne to særligt ramte områder: Indvandrerdebatten og ligestillingsdebatten. I indvandrerdebatten blev det tydeligt, da der sidste år opstod debat om forfølgelse og chikane af jøder i København, ikke mindst på Nørrebro. Her blev der løftet ikke så få pegefingre: Hvorfor skulle det være nødvendigt at bruge mange kræfter på at diskutere jødehad, når det nu var en kendt sag, at også en del muslimer oplever ubehageligheder: Racisme, chikane, nedsættende kommentarer – og det der er værre? Det gik såmænd også den anden vej: Hvorfor dog diskutere chikane mod muslimer, når det nu var jødehadet, der var på fremmarch?

Læs også: Krasniks jødiske bryderier

Diskussionen er lige så meningsløs som den, jeg hørte i radioen i USA. Man skal selvfølgelig kunne problematisere det ene uden at være tvunget til at inddrage det andet. Og vice versa. For den jøde, der oplever forfølgelse, bliver oplevelsen jo ikke mindre ubehagelig af, at en muslim samtidig chikaneres. Eller omvendt. Resultatet af den slags offerkapløb ender alt for ofte i en slags relativisering: Når nu også muslimer chikaneres, er det slet ikke så forfærdeligt, at det også engang imellem går ud over jøderne. Og omvendt.

Læs også: Indvandring og debatkulturen

Tilsvarende ser man på ligestillingsområdet. De udeståender, der stadig måtte være med kvinders ligestilling i samfundet, bagatelliseres med henvisning til, at der skam også er mænd, der har det slemt. Og omvendt. Hvorfor, må man forstå, den kendsgerning, at der er flere mænd, som synker til bunds i samfundet, opvejes af det faktum, at der stadig er få kvinder i virksomhedernes ledelser og bestyrelser. Og vice versa. Hvilket jo er noget indlysende nonsens. Allersenest så man argumentationen udfoldet i fuldt flor i forbindelse med TV-udsendelsen »Ti stille, kvinde!« Her kunne en stribe kvindelige politikere fortælle om grov chikane på de sociale medier. Tit af sexistisk art. Meeen – lød nogle svar: Mænd bliver skam også chikaneret. Det er ikke noget, der er forbeholdt kvinder. Også mandlige politikere og debattører modtager beskidte indlæg og trusler. Det er rigtigt. Men det gør det jo ikke hverken forkert eller irrelevant at gøre rede for de særlige chikaneformer, der oftest rammer kvinder. Den kvindelige politiker, som direkte eller indirekte trues med voldtægt eller lignende, får det ikke bedre af, at en mandlig kollega udsættes for en anden type afstumpethed. Ærlig talt: Debatter om, hvem der har det hårdest, og hvem der er udsat for det værste, er noget af det mest trættende der findes. Almindelig overdreven offerkultur er belastende. Bagatelliseringer af andres oplevelser for at promovere egen offerstatus er endnu værre.