Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi har aldrig levet så fredelig og sikkert, men...

Er der ikke en klokke, der ringer? Handelsmure, protektionisme, nationalisme og lukkede grænser. Minder det om 1930erne? Jeg synes det.

Jon Stephensen. Fold sammen
Læs mere

12 er 12 for mange. Nøjagtig som de mange, der døde sidste år i Paris. Ofre for terror. Ofre for at nogen vil os det ondt. Men lige så forfærdeligt det er, den sorg det fører med sig, lige så vigtigt er det, synes jeg, at vi husker at vende tallene om. Der er flere, der dør i Europas Alper på ski, ved bjergbestigning og ved andre fritidsaktiviteter. Der er langt flere, der dør i trafikken.

Inden en shitstorm er på vej mod mig, så lad mig slå det fuldstændigt fast: Det er skændigt, det, der skete mandag aften. Det er uacceptabelt. Men lad os bruge det til at holde fast i historien, holde fast i at vi aldrig, aldrig har levet så fredeligt og sikkert, som vi gør det lige nu i Europa.

Vi er i krig, sagde den franske præsident sidste år, da terrorister havde rettet sit angreb. Ja, men hvis det er en krig, så er tabene mikroskopiske i forhold til de krige, Europa har kæmpet. Måske fordi vi ikke er i krig, landene i Europa imellem. Vi er i krig i Mellemøsten, vi er i krig for ideologier, i kamp for demokrati og mod tyranni.

Den krig koster på sin egen indviklede og asymmetriske måde de ofre, vi oplevede i Berlin forleden – i Nice i sommer, i Paris sidste år, i Belgien og også i København.

Ja, vi bliver bange – men angsten hos mig er mere reaktionen på begivenhederne. At vi i år for alvor ser tendenser på et Europa, der lukker sig. Lukker sig om sig selv i stedet for at stå sammen. England er næste år ikke længere en del af EU. Med sit nej stemte englænderne sig ud af det fællesskab, der mere end noget har sikret freden i Europa i mere end 70 år.

Tidligere premierminister David Cameron begrundede i sit forsvar for at mindske EUs styrke, »at nu var freden jo sikret«. Det er rystende, at et menneske i spidsen for en nation kan optræde så historieløst. Ikke at have lært af sin forgænger Chamberlains »Peace in Our Time«. Ikke forstå, hvor skrøbeligt det hele er, hvis først noget skrider, hvis nogen skrider for det, vi sammen kæmper for. Pendulet svinger mod protektionisme, skrev Berlingske tirsdag. Brexit, Trump, handelsmure – og skepsis og hård retorik mod globalisering. Det er nye vinde med en hørm af fæl fortid, der blæser.

Lige nu bruger højre-partier i Europa angrebet i Berlin til at råbe på stop for emigranter og asylansøgere – også i Danmark.

Nej til åbne grænser og andre stærke nationalistiske synspunkter. Er der ikke en klokke, der ringer? Handelsmure, protektionisme, nationalisme og lukkede grænser. Minder det om 1930erne? Jeg synes det. Men det er det Europa, der har vind i sejlene lige nu. Vind i sejlene, mens vi om et øjeblik går ind i 2017 med kommende valg i Tyskland og Frankrig. Et Europa ladet med frygt. Et Europa mere splittet. Et Europa og et EU mindre handlekraftigt. Det er det, der for alvor er farligt for freden, for sikkerheden. For at vi ikke igen skal tælle døde i hundredtusindvis som vores forfædre, ja, Europas borgere gjorde for få generationer siden.

Måtte de 12, der mistede livet forleden, være startskuddet på, at vi genvinder fornuften frem for frygten. Må det være deres minde.