Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi g(l)emmer udsatte børn

En ny undersøgelse viser, at hvert femte barn af rusmiddelmisbrugere har talt med lærer eller pædagog om forældrenes misbrug. Et alarmerende tal i lyset af regeringens milliardbesparelser på børne-, unge- og skoleområdet.

Mange børn af forældre med et misbrug bliver overset og må kæmpe med de medfølgende problemer alene. Modelfoto: Iris Fold sammen
Læs mere

Folkeskolen spiller en helt afgørende rolle, når det kommer til at hjælpe udsatte børn. Det lyder egentlig helt banalt, men det virker som om, at vi har glemt det. Vi har glemt, at det er vigtigt at tale sammen, at blive set og at blive kradset i lakken – et samvær, som udsatte børn både gemmer sig fra og længes efter. Et samvær, der skaber fortrolighed. Et samvær, der kunne have gjort en kæmpe forskel for skæbnerne i landets mange sager om svigtede børn. Folkeskolen drukner lige nu, og det er på bekostning af dette samvær.

Flere børn af misbrugere søger hjælp

I Danmark vokser 122.000 børn op med forældre med et alkoholproblem. I en ny undersøgelse med tal fra organisationen TUBA (Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere) har 22 pct. af børn af rusmiddelmisbrugere talt med en lærer eller pædagog om forældrenes misbrug. Samlet har 28 pct. talt med frontpersonale.

Undersøgelsen, der analyserer dialogen mellem børn af rusmiddelmisbrugere og frontpersonale, valgte jeg at lave i forbindelse med min bacheloropgave, fordi jeg er et af de børn, som blev set. Det er takket være mine lærere, at jeg i dag kan kalde mig mønsterbryder.

»Min mor var enten Joan Collins eller posedame«

Undersøgelsen viser, at hvert tredje barn har indset forældrenes misbrug, inden de fylder syv år, tre ud af fire har indset misbruget, inden de fylder 13 år, så mange af de 122.000 børn begynder i børnehaveklasse vel vidende, at noget er galt, men måske uden sproget til at italesætte det.

De er nervøse, når klassen kommer til fødselsdag – altså hvis der er en fødselsdag. De opfører sig ekstra pænt på dagen for forældresamtale, så mor eller far ikke er alt for påvirkede i skolen. De har ondt i maven, fordi det er stressende, og det føles forkert.

Desværre vender børn ofte denne »forkerthedsfølelse« indad, fordi ingen taler med dem om det – så de tænker: »Det er nok bare mig. Måske hvis jeg opfører mig endnu bedre, er en bedre datter, en bedre elev, en bedre ven. Eller bare holder mig for mig selv. Så bliver jeg mere elskværdig.« Det er sådan, vi skaber usynlige børn.

Lektien derhjemme er barskere for børn af rusmiddelmisbrugere, end den nogensinde bliver i skolen. Ifølge undersøgelsen er 45 pct. udsat for fysisk vold, 61 pct. er udsat for psykisk vold, 17 pct. er udsat for seksuelle overgreb, og lige over halvdelen oplever selvmordsadfærd hos forældre og søskende. Sagt med andre ord: En udsat barndom er ikke for børn.

BØRN AF RUSMIDDELMISBRUGERE er en meget forskelligartet gruppe, hvilket gør det til en større udfordring at spotte dem. Hos nogle er mistrivslen synlig. Her kræves hovedsagelig mod og overskud fra lærerens eller pædagogens side til at italesætte problemets rod. Men for langt størstedelen af børnene i undersøgelsen var tilfældet desværre, at de hverken havde været i dialog med frontpersonale eller mente, at frontpersonalet havde kendskab til forældrenes rusmiddelmisbrug. Over halvdelen gik fuldstændig under frontpersonalets radar. Denne gruppe børn har lært, at der i denne verden ikke er plads til deres behov. De bliver eksperter i at gå i ét med tapetet, at tage ansvar og opføre sig som små voksne. Her er der behov for, at vi får normaliseret samtalen om rusmiddelmisbrug på hverdagsniveau.

For vi har endnu ikke formået at bryde med tabuet. Jeg oplever det, hver gang jeg holder foredrag eller optræder i medier som mønsterbryder. Det føles som at bryde et vakuum af ting, vi ikke taler om, skønt det oftere nævnes i medierne. Problemet er, at seksårige Emma, hvis far tager stoffer, ikke læser Berlingske og derfor ikke ved, at hun ikke behøver at være alene. Hun ved ikke, at den behandlingsgaranti, der er blevet oprettet for børn af rusmiddelmisbrugere, bl.a. eksisterer for hende, for der er ingen, der spotter hende, og hun tør ikke tale med nogen om det.

Minister vil tage skrappere midler i brug over for misbrugs-mødre

DET ER HER, vi begynder. I skolen og institutioner hos de voksne, som omgås vores børn mest uden for hjemmet. Ved at lære børn, hvad forskellen mellem børneansvar og voksenansvar er, og ved at lære dem om afhængighed i børnehøjde, normaliserer vi samtalen både mellem elev og lærer, og eleverne imellem. Men også ved at tage os tid til børnene.

Forskning viser, at voksne børn, som har klaret sig bedst igennem en barndom med rusmiddelmisbrugende forældre, har haft en voksen at støtte sig til. Fortrolighed kræver tid og kontakt.

»Ingen skulle mistænke mig for at fejle som forælder«

Jeg siger ikke, at det nødvendigvis kræver flere penge, men jeg kan ikke se det positive i at gøre noget, der i forvejen ikke fungerer, hurtigere eller med færre ressourcer. Jeg kan ikke se, hvordan mindre tid til eleven på nogen måde kan betale sig.

Hvis det etiske argument for at hjælpe udsatte børn ikke er nok til at få os op af stolen, så er der altid det økonomiske. Tal fra KORA (Det Nationale Institut for Kommuner og Regioners Analyse og Forskning) viser, at børn af alkoholikere giver en gennemsnitlig meromkostning for samfundet på 37.122 kroner årligt. Gang det med 122.000 børn og du får 4,5 mia. kroner i årlige meromkostninger. Så hvordan er regeringens »omprioriteringsbidrag« på 2,4 mia. kroner økonomisk forsvarligt, når disse besparelser formentligt lader flere udsatte børn i stikken?

Børn af misbrugere får en kvart milliard kroner

Er politikere villige til at prioritere mere tid i skolerne og institutionerne, samt at sætte emnet på skoleskemaet, giver vi ikke kun en håndsrækning til børn af rusmiddelmisbrugere, som lige nu er alene, vi giver også en økonomisk håndsrækning til hinanden.

Drak dine forældre også for meget?