Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi får de djøf’ere, vi fortjener

31debJensJonatanSteen.jpg
Byline af Jens Jonatan Steen.
Læs mere
Fold sammen

Så skal vi til det igen. Folketingsvalget står for døren, hvilket medfører vandkæmmede kandidater i lygtepælene, gimmick-bevæbnede partiformand i primetime-debatterne og lange køer til valgstederne.

Men det kan også meget vel komme til at betyde et endnu mere akademiseret og djøficeret Christiansborg. I 2011 fik vi således det mest akademiske Folketing nogensinde, hvor 64 procent havde baggrund i universiteternes teoriapparater og skrivebordenes verdenssyn. Mon ikke 2015 sætter endnu en rekord?

Men hvad er egentligt problemet? Får vi ikke bare de kandidater, som vi selv fortjener og stemmer på? Eller som en bekendt, en djøf’er, fornylig udtrykte det i forbindelse med sit eget barslende kandidatur: »Findes der overhovedet kvalificerede alternativer til os djøf’ere?«

For mig at se handler spørgsmålet om rekrutteringen af politikerne. Dagbladet Politiken forsøgte for et par uger siden at belyse netop rekrutteringsspørgsmålet, men gjorde det desværre med en meget tvivlsom – omend underholdende – analyse af en række såkaldte kendisser, der var blevet kontaktet af partierne med henblik på opstilling. Om det var et tilbud om en sikker kreds, en enkelt kop kaffe eller blot en henvendelse fra et løsgående partimedlem på solomission fremgik dog ikke. Derfor var det eneste brugbare i Politikens analyse, at de netop satte fokus på spørgsmålet om rekruttering.

De færreste forstår lige som Politiken, hvor decentralt valget af folketingskandidater egentligt er, og hvor stor indflydelse de enkelte kredse har i denne forbindelse. I en Cevea-undersøgelse blandt 325 partiforeninger svarede 52,8 procent af de adspurgte, at de overhovedet ikke koordinerer valget af kandidater med partiledelsen. Det var et rent lokalt anliggende.

Men langt mere interessant viste resultatet ret overraskende, at uddannelsesniveau, erhvervserfaring og evne til at rejse penge blev vurderet som mindre vigtigt, mens tid og mulighed for at føre kampagne fik topprioritet. Udenfor de større byer var lokale mærkesager og lokal tilknytning også af betydning.

Hovedpointen er altså, at kredsene ikke prioriterer alsidighed, bredde og erhvervserfaring, når de leder efter nye kandidater. Det er alene deres evne og mulighed for at blive valgt, der er i spil. Og spørgsmålet er, hvad det betyder for en djøf-studerende overfor en sygeplejerske på døgnvagt eller en murersvend på akkord?

Uanset hvad bliver man i partierne nødt til at have større refleksion over valget af folketingsmedlemmer, end at det bare skal være dem, der kan føre kampagne i alle døgnets timer. Hvis vi skal gøre op med djøf’ernes tunnelsyn, blinde vinkler og selvopfundne tro på egen førstefødselsret til at blive politikere, kræver det, at partimedlemmer, partiforeninger og partier begynder at vågne op.

Valget af kandidater skal fortsat være lokalt forankret, men det betyder jo ikke, at det ikke samtidig kan være velovervejet. Partierne bør derfor opfordre deres kredse til at nedsætte kompetente valgudvalg til at nedfælde obligato-riske rekrutteringsstrategier og til at have nationale ambitioner for sammensætningen af kandidater.