Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi EU-borgere kan lige så godt begynde at se os selv som en del af noget stort

Det er afgørende for meget i verden, og naturligvis mest for os, der bor i EU, hvem der bliver lederne af vores fællesskab. At Margrethe Vestager får så central og høj placering, kan kun tilskrives hendes stærke resultater, væsentlige erfaring og evne til at stå op imod de største i verden.

Stine Bosse skriver om Ursula Von der Leyen: »Både socialpolitik og beskæftigelse, står på hendes CV, men nok så interessant, så har hun erfaring som forsvarsminister. Efter sigende har Macron haft et særligt godt øje ikke bare til Vestager, men også til Leyen. Det var i hvert fald officielt ikke Merkel, der pludselig opfandt kompromiskandidaten.» Fold sammen
Læs mere
Foto: YOAN VALAT

Det tager tid at blive enige om topposterne i verdens pt. største økonomi.

Vi taler ikke om Den Europæiske Union som stor og slet ikke størst. Men det er vi faktisk. Og vi kan lige så godt begynde at se os selv som en del af noget stort. Få et mere realistisk selvbillede. Det er nemlig USA og Kina, vi er i konkurrence med, og måske også derfor, at særligt USA stiller nye krav til os og forbereder sig på, at vi ikke altid vil være enige om alt.

Derfor er det også mere end spændende, det er afgørende for meget i verden, og naturligvis mest for os, der bor i EU, hvem der bliver lederne af vores fællesskab. Hvilke mennesker med hvilke overbevisninger, evner og baggrunde bliver de, der skal samle Europa, komme med løsningsforslag på vores aller største udfordringer og møde resten af verden på vores vegne? Det vil naturligvis være et puslespil med flere dimensioner af både geografi, politik, køn, alder og erfaring.

Stine Bosse Fold sammen
Læs mere

Og så al den retoriske panik i medierne fordi det tog tre dage, imod tre måneder sidste gang og imod flere måneder for regeringsdannelse i mange medlemsstater. Der var tale om lange møder. Mange møder og en intens situation, men der var på intet tidspunkt noget, der minder om det cirkus, vi har fulgt og stadig kan følge i Storbritannien. Det kan og bør vi være glade for og stolte af.

At Margrethe Vestager får så central og høj placering, kan kun tilskrives hendes stærke resultater, væsentlige erfaring og evne til at stå op imod de største i verden, ikke lande, men techvirksomheder. Ikke på egne vegne, eller store virksomheders, nej på dine og 499.999.999 andre EU-borgeres vegne. Og at Renew Europe (tidligere ALDE) gik frem ved EP-valget, var endnu en stor sten i hendes vægtskål. I tillæg har hun det køn, der i årevis har været helt eller delvis underrepræsenteret i de besluttende organer, og som nu er særligt efterspurgt.

Således også på den øverste post i Kommissionen. Formanden. Hun, der skal lede arbejdet på opdrag fra stats- og regeringscheferne, for sådan er arbejdsdelingen nemlig, er naturligvis den væsenligste brik i spillet. Kommissionen skal løse de opgaver, der besluttes af nationernes topledelser. Den er altså en slags EU-regering. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, hvordan og af hvem den ledes.

Hun er 60 år, kvinde, tysk og så tilhører hun den uanset tilbagegang største gruppe i Parlamentet, EPP, European Peoples Party. Hendes navn er Ursula von der Leyen, og hun har masser af politisk erfaring – og har sikkert lært et og andet af Mutti Merkel, hvis regering hun har været en del af i 14 år. Både socialpolitik og beskæftigelse står på von der Leyens CV, men nok så interessant, så har hun erfaring som forsvarsminister. Efter sigende har Macron haft et særligt godt øje ikke bare til Vestager, men også til Leyen. Det var i hvert fald officielt ikke Merkel, der pludselig opfandt kompromiskandidaten.

EU er under kraftig udvikling i disse år. Den tyske kvinde er ikke foreslået af tyskerne, men franskmændene. Ta' den, Nigel Farage! Churchill hopper af glæde. Det er disse hændelser i de store processer, der er bemærkelsesværdige, og som lægger veje ud for fremtiden.

At alder også spiller en rolle, og at yngre kræfter er værdsat i politisk topledelse, ses i valget af formand for Rådet. Samlingen af stats- og regeringschefer, som er EUs egentlige øverste politiske organ. Dem vi alle vælger i vore nationer, og som på mange punkter kan stikke i alle retninger. Dem skal Charles Michel nu have til at gå nogenlunde i takt. En kæmpe opgave venter her. At fylde polske Donald Tusks bukser ud, bliver ikke let. De nyeste EU-lande fik denne gang ikke en af posterne. De havde for travlt med at sabotere andre kandidater og »glemte« at komme med en selv.

To helt centrale poster er EUs udenrigschef og formanden for Den Europæiske Centralbank. Lad mig her nøjes med at fremhæve Christine Lagarde. En erfaren kvinde, der som formand for den Internationale Valutafond, har den åbenbare baggrund for at betræde netop denne post.

De tre kvinder i EUs absolutte top har flere ting til fælles: De er eftertænksomme. Stærke værdibærere, når vi taler demokrati, menneskerettigheder samt retsstatsprincipper. De har stærke resultater bag sig og de er mellem 51 og 63 år. Men heldigvis er de sammen med mænd. For ligesom det ikke klæder mændene at være alene, klæder det heller ikke kvinderne.

Heldigvis kan vi se frem til en stærk divers, yngre og begavet sammensat europæisk top, der nu med friske kræfter kan tage fat, hvor Team Juncker slipper. Noget er løst, men store opgaver vedrørende grænser, sikkerhed og ikke mindst klima og teknologi venter.