Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Der er ikke noget nyt i, at Rusland spionerer mod Danmark. Det er der mange andre, der også gør. Og vi spionerer mod dem. Håber jeg da. Alt andet ville være uansvarligt.

Derfor er der en næsten rørende naivitet over reaktionerne blandt lovgiverne på Christiansborg, da det kom frem, at russiske hackere – selveste »Fancy Bear«-gruppen – havde læst med på en masse e-mails. Godt hjulpet af historieløse journalister blev der stillet krav om, at forsvarsministeren skal protestere i Moskva. Og da han fornuftigvis svarede, at det havde han ikke tænkt sig, kogte det hele sammen til en rigtig dansk politisk historie om, at han bare var ligeglad, og det er vel nok en skandale…

Dermed risikerer vi, at opmærksomheden fjernes fra det, der er virkelig nyt og virkelig farligt: Nemlig Moskvas forsøg på at påvirke holdninger og politiske processer i de vestlige demokratier.

Den banale spionage, hvor de henter de oplysninger, de kan få fat i, er der som sagt ikke noget nyt i – bortset fra, at det altså nu foregår i cyberspace. Det fornuftige at gøre med den slags er, dels at udstille, hvad der foregår, og dels at blive bedre til at beskytte sig mod den slags.

Men det er kun et lille hjørne af de aktiviteter, der foregår i cyberspace.

Vi har endnu til gode at få en samlet oversigt over, hvad der foregik i den amerikanske valgkamp.

Vi ved med rimelig sikkerhed, at »Fancy Bear« – der har tæt kontakt med Ruslands militære efterretningstjeneste (GRU) – hackede Demokraternes valgmaskine, og benyttede WikiLeaks til at lække ømtålelige e-mails, som var omhyggeligt udvalgt efter, hvor de kunne genere den demokratiske præsidentkandidat mest muligt. Vi ved også, at der foregik en systematisk fodring af sociale medier med »fake news«, som skulle fremme Donald Trumps kandidatur. Men vi ved ikke endnu helt præcist, hvilke forbindelser, der var mellem Moskva og Trumps valgmaskine. Men der arbejdes på sagen.

Falske historier i tysk og fransk politik

Vi ved, at der har været indblanding i både den britiske valgkamp op til Brexit-afstemningen og i den hollandske op til den folkeafstemning, som førte til store problemer for en associeringsaftale mellem EU og Ukraine. Hensigten i begge tilfælde var at undergrave det EU, der opfattes som en farlig modstander i Moskva.

Vi ved også, at der er foregået og stadig foregår en massiv indsats for at påvirke meningsdannelsen i Tyskland op til det kommende tyske valg. Der spredes falske historier gennem de kanaler, som er etableret til den slags. Og de tyske myndigheder er i gang med en imponerende oprustning overfor den nye trussel mod sikkerheden, som er opstået i cyberspace.

Og så er der Frankrig. Gennem flere år er Front National blevet ret åbenlyst støttet af Rusland, blandt andet med »lån« på adskillige millioner euro. Marine Le Pen har kvitteret ved at tage til Moskva for at mødes med sin ven Putin, hvor hun erklærede, at der aldrig havde fundet en russisk invasion sted på Krim… Og da Emmanuel Macron pludselig begyndte at fylde faretruende meget i meningsmålingerne, kastede de russiske Kompromat-systemer sig over ham med falske historier om hans privatøkonomi, hans seksuelle orientering og så videre. Det fyldte ikke så meget i de trykte medier, som er ved at være på tæerne over for falske nyheder, men det fyldte meget i de sociale medier, hvor en voksende del af befolkningerne henter deres væsentligste nyheder.

Vi er uforberedt

Det er kernen i den problemstilling, vi står over for: Russiske tjenester har med stor dygtighed udnyttet de nye sociale medier – og den teknik, de bygger på.

Hvis en »nyhed« skal spredes hurtigt, fyres den af gennem f.eks. en kæde af twitter-konti, hvor man med et tryk på en knap kan sprøjte den gennem disse automatiske »bots« og ud gennem alverdens dele-filtre. På den måde bringes giften ind i nyhedsstrømmen, og der sker en invasion af vore hoveder, som kan være med til at påvirke holdninger og valghandlinger.

Der kan være tale om politiske budskaber, som er med til at sværte enkeltpersoner eller undergrave demokratiske institutioner. Der kan være tale om falske finansielle nyheder, der kan bidrage til at svække tilliden til de vestlige økonomier. Der kan være tale om budskaber, der skal øge sociale spændinger og konflikter mellem befolkningsgrupper – som f.eks. de falske historier om vældige sammenstød i store tyske byer mellem politiet og unge indvandrere. Og der kan være tale om udmaling af skrækscenarier, f.eks. klimakatastrofer eller nukleare trusler, som kan skabe frygt og panik.

Alt dette foregår i dag, og det er langt farligere end de mere traditionelle former for spionage.

Er vi forberedt på det? Tilsyneladende ikke, når man går i panik over, hvad der i den større sammenhæng er uvæsentlige detaljer.

Når man snart skal til at diskutere et nyt forsvarsforlig, er disse spørgsmål heldigvis sat højt på dagsordenen. Det er på høje tid at indrette vores forsvar efter den nye tids mange trusler, også de ikke-militære.