Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi er taget som gidsler i værdidebatten

Den, som ikke er med mig, er imod mig! Sådan lyder det fra Jesus i Matthæusevangeliet. Og stort set sådan lød det fra George Bush Jr. i en på alle måder verdensdefinerende omskrivning af bibelverset, da han lancerede sin antiterror-kampagne i ugerne efter angrebene på World Trade Center og Pentagon 11. september 2001: »You’re either with us, or with the terrorists.«

Umiddelbart indlysende. Hele USA var et åbent sår – kunne nogen være andet end med? Men noget stak under det umiddelbart indlysende. For det var ikke nok at være imod angrebene. I den ikoniske formulering lå, at man også måtte være for den politik, der nu kom. Ingen mellemvej.

Dermed blev enhver bekymring og indsigelse om menneskerettigheder, religionsfrihed og retssikkerhed gjort ikke blot til blødsøden pladderhumanisme, men de facto til et forsvar for islamismens uhyrligheder.

Det var ikke alene kalkuleret udnyttelse af en tragedie, det var og er også rent argumentationsteknisk en ugyldig Erasmus Montanus-logik: En sten kan ikke flyve – Mor kan ikke flyve – ergo er Mor en sten.

Men de seneste uger i dansk politik har vist, at hverken Jesus, Bush eller Montanus har levet forgæves.

For hvis du er imod ulovlig sagsbehandling af asylpar, er du for barnebrude. Og hvis du er imod at forbyde muslimske friskoler, er du for parallelsamfund.

En hær af stråmænd er sat ind i kampen imod fundamentalistiske mørkemænd, og det måske tydeligste eksempel herpå så vi for nogen tid siden i debatten om bederum på uddannelsesinstitutioner. Dansk Folkeparti fremlagde et forslag om forbud, men Socialdemokratiet stemte blankt med den begrundelse, at man havde behov for mere viden: Hvor stort er problemet, hvad siger ministeriet osv.?

Det fik forslagsstilleren til at kalde partiet for »tøsebange«, og vi endte altså i en situation, hvor alene det at kvalificere grundlaget for ny lovgivning blev udråbt som slapperkurs.

Paradokset er dermed så åbenlyst, at det næsten er komisk: Kampen mod fundamentalismen er i sig selv blevet fundamentalistisk. Kampen imod islam (jeg skriver ikke islamisme, for kampen har udviklet sig til en kamp imod selve religionen, ikke længere blot ekstremismen af den) kan koges ned til kristendommens påbud om, at du enten er med eller imod. For endeløs stramning eller for terrorisme.

Ingen plads til tvivl, til kritisk sans, til overvejelse om middel. Alle handlinger helliger det ultimative endemål. Og det er jo fundamentalismen i sin essens.

Men herude i den praktiske virkelighed kan flere vigtige principper nogle gange kæmpe imod hinanden. Så må man tænke sig om, være i tvivl og overveje sit standpunkt. Vi må ikke lade os gidseltage af værdidebattens stråmænd – det gavner kun begge siders mørkemænd.