Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi er nødt til at tage magten tilbage

Vi ved nu, at egentlig magt er tilbage som central metode til at realisere politiske mål. Det er vores helt uundværlige institutioner nødt til at inddrage i deres forståelse af verden. Ellers vil de først tabe deres anseelse, og siden deres indflydelse.

01DEBHENRIK-DAHL-161932.jpg
Henrik Dahl. Fold sammen
Læs mere

I forbindelse med afslutningen af halvfemserne fik jeg af den daværende redaktion på tidsskriftet Kritik den opgave at beskrive årtiet i sociologisk perspektiv.

Jeg tog udgangspunkt i historikeren Eric Hobsbawms påstand om, at det tyvende århundrede havde været meget kort, fordi det i politisk henseende begyndte med sammenbrudet i 1914 og sluttede med opløsningen af Sovjetunionen i juledagene 1991. Det vil altså sige et århundrede på kun syv og halvfjerds år.

Påstanden var, at halvfemserne havde været en slags bonusårti uden for de egentlige epoker, hvor stormagterne gennem længere tid har deres politik gensidigt låst fast på hinanden.

Som så mange andre troede også jeg, at det historiske urs visere igen begyndte at bevæge sig 11. september 2001, og at man i den forstand kunne sige, at nu begyndte det 21. århundrede. I dag kan jeg se, at det i bedste fald kun var en sandhed med modifikationer.

De postsovjetiske hvedebrødsdage, hvor en mindre gruppe af store lande kunne aftale tingene mellem sig, og på den måde skabe en forholdsvis ordnet og forudsigelig verden, kan man selv med det blotte øje se er forbi.

Den faktor, man under de postsovjetiske hvedebrødsdage glemte at analysere ordentligt, er efter min opfattelse magt. En kritisk masse af indflydelsesrige personer forestillede sig, at de egentlige viljeskonfrontationer var forbi. Det vil sige konfrontationer, hvor to eller flere parter vil noget forskelligt, og et kompromis ikke er muligt.

Hvad den slags konfrontationer angår, var det en udbredt tænkemåde, at enten var de helt borte (mange læste Fukuyama i hans cirka-1990-modus således), eller også ville de kunne de tøjles og udglattes inden for rammerne af stærke institutioner som for eksempel EU.

Men den eneste vilje, der i dag synes at svinde ind, er viljen til kompromis. Til gengæld forekommer viljen til at sætte sig igennem, uden at indtænke modpartens behov, at vokse dag for dag. Putin vil have sin vilje. Erdogan vil have sin vilje. Og Assad vil – som så mange andre – også have sin vilje. Og her kommer så begrebet magt ind. For hvad er magt? Det er – ifølge den store, tyske sociolog Max Weber – at man kan realisere sine mål, selvom andre forsøger at forhindre, at de bliver realiseret. Jo mere, man kan realisere sine mål på tværs af andres vilje, jo mere magtfuld er man.

Det, mange toneangivende personer troede efter 1991, var, at nu var den tid omme, hvor man ville realisere sin vilje ved hjælp af magt. I stedet ville den tid komme, hvor man gennem institutioner talte sig til rette om kompromiser – der næppe forekom ret mange at være heroiske, men som dog virkede i hverdagen.

Vi ved nu, at egentlig magt er tilbage som central metode til at realisere politiske mål. Det er vores helt uundværlige institutioner nødt til at inddrage i deres forståelse af verden. Ellers vil de først tabe deres anseelse, og siden deres indflydelse.