Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi er (næsten) alle liberale

Michael Böss, Historiker og samfundsforsker Aarhus Universitet Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En britisk historiker hævdede for nogle år siden, at der ved slutningen af 1800-tallet ikke fandtes en skjult socialistisk mentalitet i den britiske arbejderklasse og derfor heller ikke et krav om socialisme. Problemet for den britiske venstrefløj er imidlertid, at den aldrig har forstået dette og nu kritiserer Labour, når partiet går til valg på et program, der ligner de Liberales til forveksling. Men sådan har det i grunden været lige siden, de to partier begyndte at samarbejde i 1930erne. Ja, i virkeligheden blev Labour kun skabt, fordi de Liberale i slutningen af 1800-tallet tøvede med at tage arbejderklassens krav med i deres program. I deres frustration besluttede fagforeningerne derfor at skabe et nyt parti. Det ændrede dog ikke ved den kendsgerning, at det store flertal forblev liberale. Det samme kunne sikkert siges om os danskere: Vi hylder liberale værdier, næsten uanset hvilket parti vi tilhører.

I Storbritannien udviklede der sig i midten af 1800-tallet dels en økonomisk liberalistisk retning baseret på Adam Smith og dels en socialliberalistisk retning inspireret af den kristne samfundstænker Thomas Green. Green satte spørgsmålstegn ved de klassisk liberales modstilling af individ og stat. De to liberalismer stødte sammen i 1970erne, da Margaret Thatcher og andre konservative blev omvendt til klassisk liberalisme og gjorde op med de socialliberale ideer, der havde domineret efter krigen. Så man var altså liberal på forskellig måde. Måske burde man derfor ikke se liberalisme som en ideologi, men som et sæt før-politiske grundværdier. Jeg vil her komme med mit eget socialliberale bud på dem.

DEN FØRSTE LIBERALE værdi er personlig udvikling. Den kræver frihed, men også et rum og et fællesskab, hvori den kan realiseres, for vi er født ind i historier og kulturer og er afhængige af fællesskaber. Den anden værdi er en høj grad af social lighed. En socialliberal mener, at stor ulighed er skadelig for den sociale sammenhængskraft og er derfor kritisk over for den klassiske liberalisme. Den tredje værdi er en rationel realisme. Den fordrer, at politiske beslutninger bliver taget på grundlag af rationelle afvejninger af kendsgerninger og ikke ud fra følelser, religiøse dogmer eller utopier. Den fjerde værdi er respekten dels for loven og retssamfundet, dels for den proces, der må gå forud: Offentlige debatter, høringer og afstemninger i folkevalgte forsamlinger. Der findes ikke en krise, en fjende eller en nødsituation, der er stor nok til, at man kan fravige dem. Tolerance er den femte værdi. Den betyder, at vi er forpligtede til at udvise tolerance over for dem, vi er uenige med og forskellige fra. En liberal må derfor kræve religionsfrihed og tillade religion i det offentlige rum.

LIBERALISMEN VAR oprindelig en reaktion på livet i samfund, som lukkede af over for det nye og det fremmede og ikke tillod borgerne indblik i statens styre og administration. Derfor er den sjette værdi åbenhed. Åbenheden er en forudsætning for magtens begrænsning, men også for demokratisk deltagelse, som er den syvende værdi. Men da demokratisk deltagelse netop sker for at skabe det gode samfund, må den liberale se positivt på staten, der styrer det, og nationen der samler det, men kritisere dem begge, hvis de krænker de liberale grundværdier.