Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi er ikke færdige meddebatten omjournalistik og etik

Reimer Bo Christensen Fold sammen
Læs mere

Forhåbentlig er den etiske debat om løgnagtig sladderjournalistik og privatlivskrænkelser ikke færdig med de hårde domme i Se og Hør-sagen. Debatten er jo knap nok begyndt.

Hvor var den offentlige debat om etik, da ugebladet uge efter uge hængte kendte danskere ud, og ingen kunne vide, at det skete for sorte penge til en hacker? Hvor var Allerfamilen, der ejer en række ugeblade? Og hvor var alle vi journalister, som burde have en holdning til etikken i vores fag? To eksempler:

Naser Khader skrev forleden på Facebook om den svinske historie, Se og Hør bragte om ham under valgkampen i 2007. »Sort arbejde hos Naser Khader«, hed den. Khader anlagde sag, og Aller tabte og måtte betale sølle 25.000 kr i erstatning for de store personlige og politiske konsekvenser, løgnehistorien havde haft. Nasers nasserøve slap efter min mening alt for billigt..

På et møde i Publicistklubben, da historien om tys tys-kilden havde ramt avisforsiderne første gang, appellerede Suzanne Bjerrehuus til forsamlingen af redaktører, journalister, forfattere og bogudgivere: »De har smadret min søns liv med falske rygter om et narkomisbrug. Han blev nægtet at se sit barn på grund af det.«

Til stor overraskelse trak nogle mødedeltagere på skuldrene og sagde: »Når man er kendt, må man finde sig i, at medaljen også har en bagside.«

Det samme fortæller Naser Khader, at han er blevet mødt med. »Det er en del af prisen.« Underforstået, at det er sladderbladene, der bygger os op. Så vil man nyde det søde, må man også finde sig i det sure.

Men sikke noget vrøvl. Allers blade har ikke bygget noget som helst op for Naser Khader. Eller en stribe andre kendte. Khader har som syrisk indvandrer kæmpet sig frem som en hårdfør og flittig mønsterbryder. Men læser medlemmer af Allerfamilien ikke deres egne blade? Hvor er de henne, når deres ansatte gennem årtier har jagtet de såkaldt kendte i, hvad der nogle gange ligner en alkoholiseret blodrus. Tænkte familien kun på omsætning og skrantende oplag? Hører bladudgivelse og etik ikke nøje sammen?

Vi lever i en tid, hvor samfundet kræver etik af kyllingefarmere, taxaselskaber, læger og netbutikker. Hvad med udgivere og journalister?

Sig mig: Hvor er Dansk Journalistforbund henne, når en række af deres egne kendte medlemmer hver uge gennem årtier er blevet forfulgt af de udstødte? Bevæger Dansk Journalistforbund sig udenom denne afgørende etiske debat med en bedemands ynde, fordi forbundet selv organiserer sladderbladenes »Gyldne Poter« som medlemmer? Har DJ ikke hørt om de kollegiale regler, som advokater, læger, revisorer, ejendomsmæglere, ja, selv brugtvognsforhandlere har? Skarpe regler med præcise konsekvenser, hvis man skader faget. Er Dansk Journalistforbund kun sat i verden for at skaffe højere pension, nattillæg og bedre barselsordninger? Er journalistik overhovedet et fag?

Indrømmet: Jeg har selv været i møllen flere gange, men fandt heldigvis efterhånden ud af, hvordan man laver disruption mod Se og Hør ved hjælp af deres egne Aller-kolleger: Da min kære ekshustru og jeg skulle skilles for seks år siden, var vi nødt til at trække den i et par uger, indtil den store nationale fejring af dronning Margrethes 70 års fødselsdag skulle finde sted.

For da ringede jeg selv til Billed-Bladet med nyheden. »Fandens,« sagde journalisten. »Bladet er jo fyldt til bristepunktet med Dronningen.« Så vi endte som en lille tospaltet bag i bladet.

Til gengæld forhindrede det så deres kolleger på Se og Hør i at smække os på forsiden ugen efter. For da var vi jo allerede en gammel nyhed.

Reimer Bo Christensen er journalist og rådgiver.