Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi er blevet til curlingborgere

»Kommunerne og staten har fået et indtryk af, at det er deres pligt at hjælpe borgeren med selv de mest ligegyldige hverdagsproblemer.«

Nikita Klæstrup Fold sammen
Læs mere
Foto: Alexander Flemming
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I disse dage snakkes der meget om curlingforældre. Det skyldes, at der åbenbart er nogle forældre, som har kørt deres børn til Roskilde Festival.

Det er da også grotesk. Hvorfor kan staten ikke køre dem? Eller måske kunne kommunen betale for taxaer eller sågar udlåne specielle Roskilde-cykler. For hvad betyder curlingbørn og curlingforældre i det store billede, når vi nu alle sammen alligevel er blevet ofre for curlingkommuner og curlingstaten?

Kommunerne og staten har fået et indtryk af, at det er deres pligt at hjælpe borgeren med selv de mest ligegyldige hverdagsproblemer. Det er senest set i Københavns Kommune. Her vil man nu ifølge Metroxpress sende kommunale medarbejdere ud for at lappe folks cykler. Det er jo også uhørt, at borgerne skulle lære at lappe deres cykler selv eller tage helt ned til en cykelsmed og betale for det.

Læs også: »Det er jo ikke, fordi vi opsøger hjælpen. Den kommer bare«

Ydermere er der kommuner, hvor unge mennesker får betalt deres taxa til skole. Endnu værre er det, at der findes kommuner, hvor de unge ikke blot må se sig uegnet til selv at finde vej til skole, de kan heller ikke komme ud af sengen uden kommunal hjælp. Så der skal selvfølgelig ansættes folk inde hos kommunen, som kan ringe til disse stakkels hjælpeløse individer og hjælpe dem ud af sengen. Så nu er de både hjulpet ud af sengen og fragtet til deres opbevaringsplads eller uddannelsesinstitution, som man også kunne kalde det.

Men hvad så med lektierne? Og fritidsaktiviteterne? Skal de selv sætte tid af til alt det? Frygt ej, for hvis venstrefløjen får sin vilje og indfører heldagsskolen, har den succesfuldt frataget skoleeleverne personligt ansvar. Listen over den slags skadelige, men sikkert velmenende tiltag, fortsætter. Vi ser også kommuner, hvor borgerne får cykler stillet til rådighed, da de åbenbart ikke magter at erhverve sig en selv.

Derudover bruger staten hvert år millioner af kroner på såkaldte oplysningskampagner, som i virkeligheden har til formål at opdrage fremfor at oplyse. Hvornår mon staten og kommunen indser, at dette blot er en kæmpe bjørnetjeneste? Og med bjørnetjeneste mener jeg den oprindelige betydning af ordet. Hvor man i god mening prøver at hjælpe en person, men ender med at skade vedkommende i stedet.

Læs også: Mit liv som curlingfar

Jeg vil i hvert fald mene, at de nævnte tiltag er langt mere skadelige for individets ansvarsfølelse end forældre, som kører deres børn til Roskilde Festival. Derudover er det naturligvis et kæmpe spild af skattekroner. Så i stedet for, at vi bekymrer os om curlingforældre og curlingbørn, skulle vi så ikke bekymre os om den nye generation af curlingborgere, som vi er blevet til?