Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi er besat af lighed – og derfor dyrker vi amatørerne

»De skal ikke komme her med deres bedrevidenhed, når Morten kan vinde X Factor, og Allan Simonsen blive standarddansenes konge.«

Den Store Bagedyst. Et af de programmer, hvor amatører kan vise, at de er lige så gode som de professionelle. Foto: Claus Fisker
Læs mere
Fold sammen

I Danmark er vi besat af lighed. Prøv at lægge mærke til det, lighed og uretfærdighed er det underliggende tema i langt de fleste debatter. For sådan er den danske nationalkarakter. I denne uge kastede Folketingets økonomer politikerne ud i en ny debat om, hvorvidt lighed skaber vækst eller ej. Man skal ikke tænke længe over det emne, før man når til den konklusion, at det nok er meget, meget svært at sige noget håndfast om. Netop derfor er det måske en ideel politisk diskussion. Den kan løbe i årevis og ingen får nogensinde ret.

I Hørsholm får skoleeleverne højere karakterer end på Lolland, kunne Jyllands-Posten fortælle på sin forside. De fattige er mere syge og dør tidligere, og de rige vælter sig i bonusser, aktieoptioner og ufortjente milliongager, er historier der tager dagsordenen.

Og hos Enhedslisten har man besluttet at tage et helt grundlæggende opgør om, hvem man i virkeligheden holder med. En nærmest eksistentiel sag, som partiet er kastet ud i, må man forstå. Her er, hvad partiets chefideolog Pelle Dragsted skrev i denne uge i Politiken:

»Derfor er det en fejl, når vi på venstrefløjen gennem historien har haft en tilbøjelighed til at opfatte små selvstændige, som nogen der befinder sig på ’den forkerte side i klassekampen’. De små selvstændige har langt mere til fælles med lønmodtagerne end med de store drenge i den økonomiske elite.«

En formidabel klassekamp

Man fornemmer jorden ryste under hele den marxistiske arv. Én ting er, at klassekampen er lyslevende på den yderste venstrefløj nu dog i anførselstegn, hvad det så end betyder. Men i det korte citat får vi også præsenteret hele tre kasser – eller klasser – som Enhedslisten placerer os i. Der er »små selvstændige«, »lønmodtagerne« og »de store drenge i den økonomiske elite«.

Spørgsmålet er altså, hvor frontlinjen går i klassekampen. Pelle Dragsted kender et par selvstændige, som sælger børnetøj, og det gik ikke så godt. Til sidst måtte de lukke og fik problemer med at modtage dagpenge. Så spørgsmålet er nu, om de skal med over på den anden side af fronten – over på Pelles side – og være en del af pjalteproletariatet, eller om de skal forblive på den forkerte side blandt de tykke mænd med høje hatte og cigarer.

Den slags kan de formentlig få lang tid til at gå med i Enhedslisten, mens de fleste uden for de venstreintellektuelle studiegrupper undrende vil spørge, hvor man mon kan købe billetter til denne formidable klassekamp.

Når man om 100 år ser tilbage på vores tid, vil den blive beskrevet som en periode, hvor der skete et helt ekstraordinært demokratisk gennembrud, som udviskede klasser og bragte diskussionen om lighed et helt andet sted hen. Ny teknologi betød, at alle fik adgang til alt, til at ytre sig på alle tider af døgnet fra kælderen i en forstadsbungalow, til information af enhver art og til frit at vælge livsbane og livsstil.

Alle kan nå det ypperste

Nettet gav os viden om den bedste sundhedsbehandling, forelæsninger på de bedste amerikanske universiteter, musik, medier, film, design, kunst og kultur i topklasse over hele verden. Goder som tidligere var forbeholdt de få. Nu kan man sidde i Bjerringbro og bestille en Ferrari over nettet, hvis man ellers har råd, og give statsministeren en velfortjent røvfuld på Facebook.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Demokratiseringen udvisker skellene mellem høj og lav, tvinger alle dagsordner ud i det åbne og betyder, at ingen længere har monopol på viden. Vi er lige så kloge som lægen, som læreren i skolen og som politikeren og alle eksperterne. Og så får det os til som en konsekvens at dyrke amatørerne som aldrig før. Deres ivrige stræben efter det guddommelige er det, vi står og klapper ad. For alle kan alt. Sendeflader fyldes med underholdningsprogrammer, hvor amatører, som aldrig har lært håndværket, fumler sig frem. Sangere, der ikke kan synge, men hvor bliver vi glade, når de så alligevel godt kan lidt, dansere der ikke kan danse, men alligevel nyder at optræde fredag efter fredag i bedste sendetid. Godt gået.

Der er ganske vist nogle, der har brugt hele deres liv på at danse. De begyndte som treårige og har slidt fødderne til blods for at nå perfektionen. Men det er du der klumpedumpe, vi helst vil se. For vi holder så meget af forestillingen om, at alle med et par ugers træning kan nå det ypperste. Det er lighed, så det batter, og ingen skal stikke næsen for meget frem i det hyperdemokratiske samfund.

Amatørkokke og wannabe konditorer, som får ros til skyerne for mesterværker, der ikke har så mange fejl, at det gør noget. Selvlærte frisører, som da klipper mindst lige så godt som de professionelle, konkurrerer med saks og hårbørste, topchefer sendes ud på fabriksgulvet, rige klædes ud som hjemløse og så videre.

Vi dyrker ligheden ud i det ekstreme. Når alle kan alt, hvorfor skulle man så stole på andre? De skal ikke komme her med deres bedrevidenhed, når Morten kan vinde X Factor, og Allan Simonsen blive standarddansenes konge.

Talent er ikke noget, vi har. Men noget vi tager. At ingen af disse vindere af TVs amatørkonkurrencer for alvor har slået igennem i den virkelige verden, er lige meget. Vi kan jo tydeligt høre på Thomas Blachmans falske anmeldelser af hver eneste optræden, at vi er tættere på himlen end nogensinde. Ingen skal tage illusionen om ligheden fra os.

  • Bent Winther er Berlingskes samfundsredaktør