Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi elsker diagnoser, selv om vi burde hade dem. Og en lille ny er nok på vej

Midt i glæden glemmer selv de allerkærligste forældre, at de med »særligt sensitiv« sætter en label på barnets personlighed, som det kan tage mere end et liv at få slidt af.

Lilleør igen-igen
Kathrine Lilleør Fold sammen
Læs mere

Vi elsker diagnoser, selv om vi burde hade dem. En ny er nok på vej: »særligt sensitiv«. »Særligt sensitiv« er ikke en anerkendt diagnose, men enhver der læser aviser vil vide, at det er en diagnose, der ligger på lur.

Pædagoger og psykologer opererer allerede med den til trods for besindige fagfællers protester. Visse fagfolk taler med vægt om de »særligt sensitive« børn, fordi de mener, at de møder dem hver dag i deres arbejde. De møder også børnenes forældre, der bringes til større forståelse af deres barn, når de præsenteres for diagnosen. At det umiddelbart er en lettelse især for forældre, der havde svært ved at forstå deres barn, tror jeg, at alle kan forstå. Når forældre endda kan berette om gladere hverdage, da de i respekt over for diagnosen begyndte at behandle det sensitive barn anderledes end før, synes vejen fra karakteristik til diagnose kort.

Men midt i glæden glemmer selv de allerkærligste forældre, at de med »særligt sensitiv« sætter en label på barnets personlighed, som det kan tage mere end et liv at få slidt af.

Intet er så formende for selvforståelsen som vores forældres blik på os. Børn finder ud af, hvem de er, når de spejler sig i fars og mors blikke. Og betegnelser. Vild, sjov, klog, klodset, smuk, larmende. Alle har vi i barndommen fået at vide, hvem vi var, og alle har vi taget det med os. Er jeg dum? Grim? Vild? Jeg var det måske. Men nu som meget voksen, er jeg det stadig? Man spørger sig selv. Meget voksne mennesker kæmper livslangt med betegnelser, som forældre i deres umodenhed, uforstand eller kærlighed hæftede på den. Det er ufatteligt svært at distancere sig fra forældres karaktertegning.

Når det er så dannende for et barns liv, hvad dets forældre mener om det, hvor meget mere vidtrækkende bliver det så ikke, hvis forældrene får diagnosticeret barnets personlighed.

Holdninger til en personlighed kan være til diskussion, men psykiske diagnoser regnes for håndfast virkelighed. Alt for ofte har jeg oplevet, hvordan forældre og fagfolk satte ord på konfirmandens (anerkendte) psykiske diagnoser, mens det stakkels unge menneske hørte på. Videregivet til mig, før vi havde lært hinanden at kende. Der er jo ikke noget at skamme sig over. Helt åbent kan alle voksne, også udenfor hjemmet, derfor hen over barnehovedet tale om barnets diagnose. Som en udfordring, der skal tackles. Kun positivt. Bevar os vel. Men barnet lærer tidligt, at det er anderledes på en besværlig måde og alt kun bliver godt, hvis der udvises forståelse for denne anderledeshed, som barnet ikke kan lægge fra sig, men bærer med sig døgnet rundt.

Midt i glæden over at finde et psykisk kompas for barnets sind, tænker kærlige forældre så på, hvordan det er at vokse op i en em af befamlende indføling og kategorisering, der låner sin berettigelse i diagnosens alvor?

Engang for ikke så længe siden var vi særligt sensitive børn bare overfølsomme. Det måtte vi lære at tackle. Det gjorde vi. Inden nogen nåede at give os en diagnose. Så heldige var vi.