Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi, de forfængelige

»Forfængelighed betyder i min ordbog, at man stræber efter det formfuldendte: At søge skønheden i al dens pragt og væsen. «

few
Foto: Søren Bidstrup. Chefredaktør på Berlingske Jens Grund
Læs mere
Fold sammen

Jeg er forfængelig. Mange mennesker har et akavet forhold til forfængelighed. Ordet ligger lidt skævt på tungen og lyder tit nedladende. Vrængende. Men lad mig slå et slag for forfængeligheden, som jeg ikke betragter som en negativ kraft. Forfængelighed er ikke en overfladisk egenskab, men lige så positivt som at være ærgerrig, ambitiøs og ærekær – ord, der i øvrigt også ofte opfattes negativt, fordi egoismen ses som deres irriterende og selvhævdende fætter. De to ting hænger ikke sammen – nødvendigvis.

Jeg nyder at møde uforfalsket forfængelighed hos andre, fordi den er blandt de stærkeste drivkræfter, vi mennesker har, og ja, jeg nyder også den kosmetiske forfængelighed hos mænd og kvinder – nok især hos kvinder.

Forfængelighed og forestillingen om det skønne hænger sammen. Forfængelighed betyder i min ordbog, at man stræber efter det formfuldendte: At søge skønheden i al dens pragt og væsen. Men det fuldendte er et guddommeligt begreb og findes ikke på Jorden, end ikke i kunst, og derfor vil forfængeligheden altid være uforløst. Deraf forfængeligheden som ubønhørlig drivkraft – som det bundløse kar, danaiderne skulle fylde.

Forfængeligheden er dybest set en erindring om vores forgængelighed. Memento mori. Derfor iblandet ydmyghed. Og udtryk for, at vi gerne vil gøre det bedst muligt i den korte tid, vi har fået tildelt. Gøre os umage. Nyttige. Flyt dig. Gør dit bedste bedre.

Jeg er forfængelig i alle livets sammenhænge. Også med mit udseende, og her ville jeg godt nok ønske, at jeg kunne gøre mit bedste bedre. På en lidt træls måde går det den forkerte vej med alderen: Det bedste bliver hele tiden værre. Spejle er ikke, hvad de har været. Heldigvis kan man købe så meget pænt tøj.

Læs også: Kære læser!

En af vores bramfri, kvindelige redaktører sagde en dag til mig, at jo mere mænd falmer, desto mere farvede bukser har de på. Den er god nok. Jeg købte for et par år siden et par karryfarvede bukser, som var rasende smarte. Mine praktikanter drillede mig ganske vist med dem. Nu går jeg ikke i dem længere, men kun fordi de i dag er mere slidte end jeg selv, hvilket siger en del.

Jeg har somme tider spekuleret på, om forfængelighed altid er udadvendt. Kan man være forfængelig i et mørkt rum uden sig selv eller andre at spejle sig i? Jeg har aldrig oplevet min forfængelighed mere såret, end da jeg for mange år siden begyndte at læse dansk på universitetet, hvor lærere og medstuderende jonglerede med fremmedord, som jeg ikke forstod en bjælde af. Jeg troede, at jeg skulle læse dansk. Mit barndomshjem var fantastisk, men som arbejderklassefamilie var fremmedord ikke dem, vi udvekslede flest af. Til gengæld var jeg god til at bande.

Derfor læste jeg i en længere periode otte-ti sider i Fremmedordbogen hver aften, lærte betydningen af ordene, skrev de ord ned, som jeg tænkte, at jeg kunne bruge på universitetet – og begyndte at drysse dem i samtaler og skriftlige opgaver. Det stivede min forfængelighed af. At have ordene i sin magt. Desværre tog det mig bagefter år at lære at skrive dansk igen. Ville jeg have terpet fremmedord aften efter aften, hvis jeg ikke havde haft medstuderende og lærere som spejl? Jeg tror det ikke.

Nu er jeg 54. På et tidspunkt begynder forfængeligheden måske at falde med alderen. Lige nu stiger den proportionalt med bevidstheden om, at jeg måske alligevel ikke er udødelig. Jeg tør ikke tænke på, hvordan det bliver, når jeg er 70. Hvis jeg når så langt. Jeg håber, at jeg er både klogere, dygtigere og ser bedre ud end i dag. Men jeg ved godt, at det er løgn. Min dag kommer til at gå med at fylde danaidernes bundløse kar.