Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi bør mestre »digitalt selvforsvar«

Kommentar: Hvis vi tillader, at mennesket bliver transparent, en tendens som stater og globale tech-virksomheder fører an i, smadrer vi vores identitet og demokrati.

Vi må lære »digitalt selvforsvar«, hvis vi skal modstå virksomheders og myndigheders overvågning af vores data. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg har ikke noget at skjule« eller »Privatlivet er dødt - Get over It« er nogle af de argumener, man ofte støder ind i, når samtalen slår ind på digital overvågning. Men alle mennesker har noget at skjule, og hvis vi tillader, at retten til privatliv forsvinder, ødelægger vi en af vores demokratis helt fundamentale søjler.

I den analoge verden bestemmer vi nogenlunde selv, hvem der ved hvad om os hvornår (det vil sige, at vi har et privatliv). Vi fortæller den nære familie om en graviditet, før omgivelserne, herunder chefen, får det at vide, og vi har ret til det. Vi har ret til selv at bestemme, om alle skal vide, at vi er blevet kronisk syge, om vi er homoseksuelle, har vundet millioner i lotto, er konverteret til en ny religion, hvem vi stemmer på, hvad vi tjener, og selv vores fysiske adresse har vi ret til at holde hemmelig.

Alt dette er fundamentale rettigheder, som skal beskytte individet mod, at stærkere kræfter diskriminerer os eller udnytter os på anden måde. Oveni det er vi alle mennesker, vi fejler, vi gør dumme ting, og i den analoge verden kan det ofte skjules og glemmes eller i hvert fald begrænses til, at kun få ved det.

Læs også: Velkommen til Berlingskes dataprojekt

Alle de rettigheder er svære at overføre til den digitale verden, hvor forretningsmodellen for virksomheder er, at individet bliver transparent (når noget er gratis, er du produktet, og du betaler med dine data). Den forretningsmodel bifalder staten, der også har brug for så megen viden om os som muligt for at bekæmpe terrorisme og kriminalitet – og for at spare og tjene penge på digitaliseringen.

De stærke kræfter i samfundet, virksomheder og stater, er altså interesseret i, at individer, de svage parter i samfundet, bliver transparente. Vi har gennem årtier kæmpet for en række individuelle FN-menneskerettigheder, som skal beskytte individet mod diskrimination af selvsamme årsag.

I dag går vi i stik modsat retning. Stater og de store virksomheder bliver mindre og mindre transparente, mens individer bliver mere og mere gennemsigtige. Tag blot Facebook, som direkte promoverer denne udvikling ved at få flere og flere til at blotte sig og samtidig selv er lukket som en østers, når journalister og ofte også myndigheder forsøger at få Facebook til at forklare og forsvare en praksis.

Eller hvad med staten USA. Hvis en dansker får afslag på visum til USA, er der ingen forklaring. Ingen chance for at få rettet eventuelle fejl og misforståelser, der danner baggrund for afslaget.

Læs også: Metadata afslører S-tæskehold

Berlingskes fremragende artikelserie, #Sporet, har bl.a. til formål at få politikerne til at vågne op og debattere og reagere på denne udvikling.

Mit bud er, at der intet sker udover en Uffe Elbæk og Enhedslisten, der vil råbe op. Den danske regering vil fortsat bejle til USA fremfor at samarbejde tæt med Tyskland og Frankrig, der går forrest i arbejdet med at sikre en strengere persondatalov til beskyttelse af individet.

Den vil fortsat sælge ud af vores digitale kulturarv, ikke kun fysisk med salg af danske virksomheder, som ejer og opbevarer vores værdifulde data såsom Nets. Men også ved, at offentlige instanser fortsat vil promovere brug af kommercielle tjenester som Facebook, der løbende opsamler, lagrer og bruger vores data til at optimere deres forretning, uden at vi har den mindste indsigt i hvordan, og uden at danske virksomheder lovligt kan gøre det samme.

Derfor er der to ting at gøre. Alle må lære at passe på sig selv og administrere deres egen offentlighed i den digitale verden. Vi bør mestre »digitalt selvforsvar«. Der er masser af alternative værktøjer på nettet og mobilt, som kan beskytte ens privatliv. Det er ofte besværligt og nogle gange dyrt og dermed dybt urimeligt.

Et par tips til beskyttelse er bl.a. at bruge den anonyme browser TOR (kan downloades gratis på nettet), bruge pseudonymer på tjenester, vi ikke har tillid til, altid at betragte alle sociale medier som fuldt ud offentlige platforme, selv om de påstår, at de har »privatlivsindstillinger« og ellers bruge værktøjer, der slår sig op på at være private og ikke tracker dig, f.eks. den hollandske søgemaskine startpage.com. Digitalt selvforsvar eller privacy-undervisning bør blive et fast pensum i folkeskolerne.

Læs også: »Det værste er, hvis mine data ender med at gøre andre mennesker ondt«

En parallel løsning er virksomhederne selv. Mens nogle fortsat vil rage vores data til sig, vil andre – og det ser vi allerede – begynde at bruge privacy som et CSR-parameter (socialt ansvar, red.) De vil tilbyde os services og love os, at vores data er sikre hos dem. Vi ser allerede virksomheder som finske kidmemo.com og Deutsche Telekom markedsføre sig i den retning.

Som forbrugere bør vi rette vores opmærksomhed mod disse virksomheder. Vi kan jo ikke melde os ud af samfundet ved bare at lade være med at bruge digitale tjenester.

Men vi bør vælge de virksomheder, som efterlever europæisk lovgivning, som ikke videresælger vores data til tredje part, og som vi kan få fat i, hvis vi vil have noget rettet eller fjernet eller bare har noget at klage over. Vi er nødt til at vælge, hvem vi har tillid til, når vi afgiver vores data for at få et produkt eller service. Googles bestyrelsesformand, Eric Schmidt, leverer et fremragende tip i sin bog »The New Digital Age« fra i fjor: Don’t give data to a stranger.