Lørdagshygge i solen - de er vel nok lykkelige! Men så indtraf katastrofen. Datteren faldt ned fra et klatretræ, og så fulgte ellers opdateringer fra taxaen, skadestuen og endelig lægekonsultationen. Et melankolsk billede ud ad hospitalsvinduet, mens datterens knoglebrud blev undersøgt, og derefter en fortvivlet opdatering fra venteværelset. Men endelig - pyha - endte alt godt, og så et snapshot af gipsen med en tegning af en sol på. Bekymrede venner og bekendte likede og satte hjerter på morens væg, så der ikke kunne herske nogen tvivl om deres medfølelse.

Det er en ligeså naturlig, menneskelig drift at søge anerkendelse fra sine medmennesker, som det er at sove, nyse og formere sig, og de sociale medier egner sig glimrende til formålet. Hvis man knækker koden og lærer at skrive opdateringer med den rette dosis humor, blær og hudløshed, får man masser af uforpligtende bekræftelse tilbage.

Transaktionerne foregår smertefrit fra kontorstolen, cyklen eller biografen mellem indkøb, fjernsynskiggeri og (rigtige) samtaler. Det kræver hverken kræfter eller penge, og vi får alle sammen smurt vores ego i processen. Win-win. Problemet er bare, at vi får skabt en pseudovirkelighed, hvor vi alle er meget federe, end vi reelt er. En hverdag, der opsummeres i reklameslogans og nøje redigerede hipsta-billeder af passende scenarier - et avatar-liv af smukke skabninger, der aldrig prutter, keder sig eller dobbelttjekker indkøbsbon’en for glemte rabatter.

Vi drypper sommetider lidt malurt i online-bægeret, for vi ved godt, at det perfekte liv også har regnvejrsdage. Men selv dér redigerer vi som vanvittige, så uheld bliver underholdende og får os til at fremstå sympatiske. En tur på skadestuen bliver en del af den selviscenesættelse, vi bruger til at sælge os selv med; det fata morgana, vi sender ud i en virtuel ørken i håbet om en regn af likes.

Der er ikke noget galt i at vise sig fra sin bedste side. Men hvor vi før i tiden indimellem valgte at blive hjemme med uvasket hår og spilde en hel søndag foran fjerneren uden at kommunikere med verden, bliver hvert eneste øjeblik i livet nu videreformidlet, og det lægger et ganske andet pres på os alle. For jo mere vi spejler os i glansbilledet, jo større bliver afstanden mellem forstillelsen og det egentlige menneske. Vi glemmer det indlysende og ender med at tro, at alle andre er, som de påstår, de er, med liv fuldt af sjove og fotogene oplevelser fra morgen til aften, og så er det nærliggende enten at føle sig lidt skuffet over sin egen gennemsnitlige tilværelse eller selv at dyppe rullen i bøtten med se-mig-farvelade og give sin profil en daglig overhaling med snapshots fra de små, smukke øjeblikke, der optræder i alle menneskers liv. Det er helt forståeligt.

Men i længden desværre også lammende kedeligt. For i virkeligheden ligger al guffet i sprækkerne mellem livets højglanspolerede gulvbrædder. Mens vores opdateringer fremhæver de største succeser og mest interessante oplevelser, er det jo noget ganske andet, der fylder et almindeligt liv: Vores børns forventningsfulde latter, når de lister sig ind i voksensengen om morgenen; lyden af en plæneklipper i det fjerne; en knyst, der gør ondt; det tilfældige gensyn med en gammel kammerat. Alt det, vi frygter vil kede andre og derfor udelader, er det, der gør os til dem, vi er. Vi har bare glemt det, fordi det er nemmere at forholde sig til korte, lyriske statusudsagn og manipulerede billeder, end til det, der findes imellem dem.

Og ikke alene opdaterer vi kun de spændende højde- og lavpunkter i vores liv og misser dermed den substans, der for alvor er interessant; vi opdaterer også midt i oplevelserne. Det betyder, at vi ser os selv udefra, overvejer, hvordan vi kan formidle en oplevelse på sjovest tænkelige måde, og skaber distance til den handling, vi er i gang med. Dermed ødelægger vi den for os selv og ofte også for dem, vi er sammen med. For det er egentlig ikke særlig sjovt at være i et selskab, hvor folk hele tiden melder sig ud for at formidle til resten af verden, hvor sjovt det er at være lige der, hvor vi er. Man bliver så mærkelig selvbevidst af det, og det bliver indholdsløst i længden - både at være i og at læse om. Især fordi formidlingen er ufordøjet. Potentielt underholdende materiale bliver først vedkommende for andre, når det har passeret igennem det filter, professionelle formidlere benytter sig af. Springes det led over, bliver nyhedsstrømmen ensformig - substansløs.

I fornuftige doser kan Facebook på en god dag det samme som en Yankee Bar: belønne os med en kortvarig følelse af fryd og velvære i maven. Det er der såmænd intet galt i. Men som det er tilfældet med alle former for overforbrug bliver det farligt, når vi anvender mediet som langtidsparkeringsplads for enhver sætning, der popper op i hovedet på os. For vi ender med at glemme, hvordan man bearbejder sine egne tanker, og hvordan man samtaler - rigtigt.

Vi bliver ganske enkelt dummere af kun at producere og bevidne sentimentale overfladiskheder i gennemredigeret haiku-form. Vores generation og de kommende bliver nødt til at finde alternative måder at tale med hinanden på. Vi skal til at lytte og samtale igen. Til at fordybe os og stå ved livets langmodighed mellem højdepunkterne. Så lad os som et vovet socialt eksperiment forsøge at skrue lidt ned for antallet af statusopdateringer og i stedet måske skrive et brev til en, vi holder af, ringe og tale alt for længe med en gammel ven eller - gys - prøve at sidde helt stille og holde kæft på en bænk i forårssolen i en halv time. Uden at fortælle nogen om det!

Katrine Engberg og Anne Mette Hancock er aktuelle med bogen »Klap i, hest!«, som udkommer på Lindhardt og Ringhof 2. juli.