Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Veteranindsats langtfra god nok

Peter Højland og Kristian Jensen: Det er i vores fælles samfund, at veteraner med fysiske og psykiske mén skal leve resten af livet. Der er brug for, at staten, regionerne og de kommunale myndigheder leverer en helhjertet indsats nu. Vi kan ikke være andet bekendt.

»Rastløshed, søvnproblemer, angst, depression, misbrug og en følelse af, at alt er ligegyldigt, er nogle af de problemer, der optræder hyppigt. Vi har set, at det kan lade sig gøre at rette op på nogle af de ting, som er gået skævt for de psykisk sårede veteraner, og samtidig forbedre deres livskvalitet.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Stricker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danske veteraner, der har pådraget sig en skade under militære missioner i udlandet, har fået mange løfter. Ikke mindst siden offentliggørelsen af regeringsdokumentet »Veteranpolitik - Anerkendelse og støtte« i oktober 2010. Men indsatsen over for veteraner med psykiske skader er stadig langtfra god nok.

Flere end 27.000 danske soldater har i løbet af de seneste to årtier været udsendt i internationale militære missioner. Ifølge en undersøgelse, offentliggjort i januar 2012 af SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, har hver femte veteran varige psykiske eller fysiske mén.

A. er en af dem. A. meldte sig som soldat, da han var 20 år. Tre år senere befandt han sig i Afghanistan, hvor han oplevede ting, der påvirkede ham både fysisk og psykisk. A. fik efterfølgende diagnosen PTSD (Post Traumatic Stress Disorder). Senere fandt man også ud af, at han havde fået en varig hjerneskade - en såkaldt M(TBI) eller blastskade. A. er en aktiv ung mand, som har mange kompetencer. Men på grund af stress, hukommelsesvanskeligheder og følelsesmæssig labilitet har han meget svært ved at bringe sine ressourcer i spil. A.’s behov for ro til langvarig behandling og træning harmonerer dårligt med arbejdsgiverens og myndighedernes krav. Mange fagfolk har forsøgt at finde ud af, hvad der skal blive af A. i fremtiden: Forsvaret, fagforeningen, sygehusvæsnet, de sociale myndigheder, jobcentret i hjemkommunen, m.fl. Det svar, de i fællesskab har kunnet finde frem til, er: A. skal førtidspensioneres - som 24-årig! Det er ikke godt nok.

Veteraner med psykiske skader udgør et problem, som er stort og voksende, og som vil trække spor mange år ud i fremtiden. Nogle af veteranerne med psykiske skader har det meget dårligt. Får de ikke den fornødne hjælp og støtte, vil nye lag af problemer føje sig til de oprindelige, som dermed bliver vanskeligere at gøre noget ved. Alle tilskadekomne soldater har pårørende: ægtefælle, børn, søskende, forældre. Går det skidt for veteranen, påvirker det hele kredsen af familie og venner.

Det er vores erfaring, at en del veteraner med psykiske skader har svært ved at bede om hjælp. Der skal være nogen, der rækker hånden frem til dem, ikke bare én gang, men igen og igen. De har behov for betydningsfulde fællesskaber om noget, som ikke har med krig at gøre. De skal have tilbud om individuel, menneskelig og praktisk støtte, når de har behov for det, og så længe de har behov for det. Det er vores nuværende offentlige system ikke indrettet på at levere med dets skarpe sektoropdeling, bundne dagsordener og evigt skiftende personale. Veteranerne bør sikres adgang til rådgivning og støtte, der retter sig mod de problemer, de rent faktisk har - og det samme gælder alle andre borgere med sammensatte problemer. Centralt i regeringens oplæg til en førtidspensionsreform med overskriften »En del af fællesskabet« står et forslag om ressourceforløb, der skal forebygge førtidspension. Ressourceforløbet skal bestå af en individuelt tilrettelagt, sammenhængende indsats, og hver enkelt borger, der deltager i et ressourceforløb, skal have én fast kontaktperson. Veteraner med psykiske skader er en naturlig og oplagt målgruppe for en sådan indsats. Således kan samfundet på et vigtigt område indfri Veteranpolitikkens løfte om at sidestille de psykisk sårede med de fysisk sårede. Samtidig kan en sådan indsats fungere som inspiration og løftestang for indsatsen i forhold til andre psykisk og socialt udfordrede medborgere, fx mennesker med ADHD, senhjerneskade og psykiske sygdomme. Vi er overbevist om, at det vil være overskudsgivende for samfundet.

Med Veteranpolitikken fra 2010 fik veteraner fra eks-Jugoslavien løfte om anerkendelse og støtte på lige fod med veteranerne fra Irak- og Afghanistan-missionerne. Men indsatsen i forhold til de gamle veteraner halter desværre langt efter løfterne.

Blandt de mange tusinde Balkan-veteraner finder man nu, mange år efter, nogle af de dårligst stillede veteraner med svære og ofte ubehandlede psykiske lidelser, undertiden i kombination med misbrug, langvarig arbejdsløshed, fattigdom og andre sociale vanskeligheder. Denne gruppes problemer har indtil for nylig været gemt og glemt. Soldaterlegatet og Handicapidrættens Videnscenter har i 2011 i fællesskab gennemført et helhedsorienteret ressourceforløb for en gruppe veteraner med fysiske og psykiske skader fra missioner i eks-Jugoslavien, Irak og Afghanistan. Fælles for deltagerne er, at de har haft svært ved at få dagligdagen til at fungere efter hjemkomsten. Rastløshed, søvnproblemer, angst, depression, misbrug og en følelse af, at alt er ligegyldigt, er nogle af de problemer, der optræder hyppigt. Vi har set, at det kan lade sig gøre at rette op på nogle af de ting, som er gået skævt for de psykisk sårede veteraner, og samtidig forbedre deres livskvalitet. Vi kan konstatere, at det, som virker i forhold til veteranerne, ikke adskiller sig væsentligt fra det, vi ved virker i forhold til andre grupper af borgere med sammensatte problemer: Skab tillid. Accepter virkeligheden, som den er. Sæt handling bag ordene.

Forsvaret har for nylig etableret et landsdækkende Veterancenter. Det er godt, at forsvaret forbedrer sin indsats. Men det må ikke medføre, at det øvrige samfund fralægger sig ansvaret for veteranernes liv og velfærd. Det er i vores fælles samfund, at Danmarks veteraner med fysiske og psykiske mén skal leve resten af livet. Der er brug for, at staten, regionerne og de kommunale myndigheder leverer en helhjertet indsats nu.

Vi kan ikke være andet bekendt.