Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vestens fald

Henrik Jensen: Der peges for tiden ideligt fingre mellem Europa og USA - hvem er mest skyld i den truende implosion? Økonomer peger på, at USA lever vildt over evne, og med sin seneste vedtagelse af et nyt låneloft blot har åbnet for yderligere gældsættelse.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke løgn, men Europa har ikke noget at lade USA høre i den henseende. Og det handler ikke bare om lande som Grækenland, Irland og Spanien - det er alle, der på randen af afgrunden ryggesløst vedbliver med at bevilge sig selv store velfærdsprivilegier og dermed at sejle lukt ind i undergangen. Det nye er, at Europa ikke længere kan forlade sig på, at USA redder dagen for Vesten.

Forholdet mellem Europa og den tidligere britiske koloni, USA, blev vendt grundigt på hovedet i det 20. århundrede. Hvor det før havde været USA, der måtte navigere i et europæisk verdenshav, var det nu Europa, der skulle forsøge at finde benene i en verden præget af først to, siden af én supermagt. Og hvor det i det 19. århundrede havde været USA, der idelig kritiserede de stærkere europæiske magters beredvillige anvendelse af militærmagt, blev det fra sidste halvdel af det 20. århundrede omvendt.

Dybere set handler det om politiske kulturers energi, hvordan de opstår, kulminerer og dør. Mere konkret om et Europa, som havde det hele i hånden, men satte det over styr på grund af skødesløshed og »indre dæmoner«, som man ynder at sige.

1914-1945 var en katastrofe, som Europa aldrig siden skulle rejse sig fra, uanset hvor meget EU-retorik der er blevet hældt ud.

De europæiske stater benyttede Den Kolde Krigs afslutning i 1989 til yderligere at skære i forsvarsbudgetterne for at få endnu mere at gøre godt med i deres opsvulmede velfærdsstater. Forestillingen var, at verden nu var gledet ind i smult vande, den liberalistiske velfærdskapitalisme havde sejret og der var ikke længere ydre fjender af et format, der fortjente de store forsvarsbudgetter.

Historien var slut, hed det. Man så sig efter katastrofen hensat til et posthistorisk paradis, hvor tidligere tiders normer for overlevelse var sat ud af kraft, og hvor man endda på storbroderlig vis betingede sig retten til at kritisere amerikansk militarisme, samtidig med at man lå lunt i læ af samme.

Hvor amerikanerne har enorme militærressourcer, har europæerne ikke meget at byde på. Og der er ingen planer om at sætte Europa i stand til at forsvare sig selv eller foretage egne aktioner, hvilket ikke bare er hyklerisk, men dumt. Kun ved at blive militært selvbærende kan et fremtidigt Europa gøre sig håb om at forsvare en væsentlig global placering.

Men Europa fokuserer kun på at redde velfærdsflæsket, og vil ikke magten. Der er en påfaldende mangel på politisk vilje til at bringe sit hus i orden, og der er et selvhad på de indre linjer, som kun kan føres tilbage til den overdosis Clockwork Orange (jf. Stanley Kubricks film) som blev absorberet efter Anden Verdenskrig, hvor man til kvalmepunktet blev belært om, hvad flirten med de utopiske ideologier havde forvoldt.

Siden har Europa skyet magten og dens midler som pesten. Og det er et budskab, som man gerne ser udbredt til resten af verden: »Sky volden, se hvad der skete hos os!« Sympatisk, men naivt, fordi det her glipper for europæerne at indse, at der er en sammenhæng mellem vestlig levestandard på den ene side og global orden og magtressourcer på den anden.