Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vesten er ikke universel - vi er alene i verden

Kultur. Foragten for vores dekadence, ugudelighed og æreløshed har længe været kendt, ikke mindst i de muslimske miljøer i Vesten. Der er en pris at betale for de liberale goder - og andre ønsker ikke at betale den pris.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

v

Universalismen har et fast tag i mange mennesker her i Vesten. Men universalismen er ikke kun forkert, den er også skadelig. Den har skabt et forstyrret verdensbillede og en overdreven tro på egen betydning kombineret med en resignation i forhold til at få orden i vores eget hus. Men hvad er universalisme, og hvorfor bør vi skrotte den?

Universalismen er den opfattelse, at de fleste mennesker i andre kulturer bekender sig til vores liberale værdier og ønsker at leve efter dem, hvis de kunne få lov til det. Og hvis de ikke ønsker det, ja, så tager de fejl og kan gennem oplysning komme til at indse, at liberale værdier er de bedste. Ikke kun for Vesten, men også for resten.

Men andre kulturer er ikke-vestlige, nogle endda anti-vestlige. Her kommer fire eksempler.

Første eksempel: Da det såkaldt Arabiske Forår brød ud, lød det, at araberne nu ville blive liberale ligesom os. Men i den arabiske verden medførte demokrati islamisme, for det var, hvad et overvældende flertal af befolkningen ville have. Vesten er narcissistisk, vi forstår »de andre« gennem os selv og projicerer vores værdier over på dem. Vores oprindelige begejstring over revolutionerne er nu afløst af indignation over udrensningen af kristne mindretal fra regionen.Andet eksempel: I de seneste 40 år har vi oplevet en veritabel masseindvandring til Vesten af især muslimer. De har haft rigtig mange år til at lære vores liberale kultur at kende, men i stedet for integration har vi fået parallelsamfund. Flertallet af muslimerne ønsker ikke at leve som vi, og parallelsamfundene vil næppe nogensinde forsvinde.Tredje eksempel: I forbindelse med Irak-krigen troede mange, at når vestlige styrker fjernede despoten, ville irakerne blive taknemmelige og omfavne det liberale demokrati. Men i stedet fik vi en blodig borgerkrig mellem religiøse klaner, vi fik et fornyet had til Vesten (»besættelsesmagten«), og vi brugte enorme ressourcer på krigen, der fatalt har svækket Vesten udenrigspolitisk.Fjerde eksempel: I Asien har kombinationen af autokratiske styreformer og kapitalisme skabt enorm fremgang, materielt og ideologisk. Det gælder bl.a. Kina, der er blevet styrket, ikke ved at efterligne Vesten, men ved at følge sin egen distinkte kurs med rod i konfuciansk kultur. Heller ikke den kultur er liberal. Her er det derimod værdier omkring kollektivet (nationen, staten, familien), disciplin, hierarki og autoritet, der rangerer højest. Hvis vi ikke styrker vores egen kultur, risikerer vi at tabe kampen om indflydelse til Kina.

Vi har imidlertid travlt med at fordømme andre på baggrund af vores egne værdier, som vi altså opfatter som universelle.

I disse dage er det 25-året for nedkæmpelsen af de kinesiske studenter på Den Himmelske Freds plads. Det anser vi for brutalt, men kun en meget lille del af kineserne er enige med os. Vi fordømmer også præsident Putin for hans fremfærd i Ukraine, for den manglende ytringsfrihed og lovene imod homoseksualitet i Rusland. Men Putin har enorm folkelig opbakning. Vi fordømmer Qatar, der opfordrer til, at man som turist i landet følger landets kulturelle forskrifter, der påbyder kvinder at være tildækket. Vi forstår ikke, at andre ønsker at beskytte deres kultur, ligesom vi ønsker at bevare vores velfærd.

MIN POINTE ER ikke, at kritik ikke kan være berettiget, men at vi ofte slet ikke har »ofrenes« opbakning, i hvert fald ikke i det brede flertal. Det er nemlig ikke bare tilfældet, at andre ikke ønsker at leve som vi, nej, faktisk bliver vi på mange måder direkte foragtet. På verdensplan er det Vesten, der er ekstremistisk.

Foragten for vores dekadence, ugudelighed og æreløshed har længe været kendt, ikke mindst i de muslimske miljøer i Vesten. Der er en pris at betale for de liberale goder - og andre ønsker ikke at betale den pris.

ALT DETTE HANDLER ikke om, hvad jeg synes om vestlig kultur, men om hvordan andre ser på os, uanset hvor »korrekt« dette syn er. Lad os prøve at se på os selv med de andres øjne. Rigtig mange af »os« får foretaget abort, og stort set alle sender deres børn i vuggestue og børnehave og stuver deres forældre af vejen på plejehjem, for børn og gamle udgør hindringer for det individualistiske livsmønster med karriere og mest mulig »ret til lykke«. Dette virker ikke bare grotesk for mennesker i andre kulturer, men direkte frastødende og hjerteløst.

At Vesten ikke er universel, behøver man blot at se på denne uges hjemlige begivenheder for at få bekræftet. Regeringen vedtager en aftale om juridisk kønsskifte, der opløser distinktionen mellem mand og kvinde, det amerikanske popidol Miley Cyrus tilbedes af skrigende teenagere pga. sit dekadente freakshow, i den københavnske Distortion-festival går deltagerne amok i druk, obskøn adfærd og hærgen, gaderne flyder med affald, og der stinker af urin overalt.

Alt dette hyldes som indbegrebet af en frisindet, liberal kultur. Men hvordan ser det mon ud for muslimer, latinamerikanere og asiatere? Altså for dem, som vi konkurrerer og samarbejder med, og som vi gerne vil præge? Mon ikke de ser en gabende tomhed, hvor vi ser frihed?

Misforstå mig ikke: Jeg er rodfæstet i Vesten med dens frihedsværdier, så jeg tolererer disse udskejelser, som er afledt af friheden, jeg har på godt og ondt selv rod og pant i selvsamme kultur. Den vestlige kultur med dens klassiske arv af kristendom, oplysning og retsstat er den bedste for mig såvel som for andre vesterlændinge.

MEN DET KRÆVER et stort arbejde at forsvare vores kultur, og ingen andre vil hjælpe os. Vi er alene i verden. Verdens kulturelle mangfoldighed er ikke en tynd fernis, der dækker over en dyb og bred enighed om liberale værdier. Det forholder sig omvendt: De liberale værdier er kun universelle i en meget tynd og minimal forstand.

En besynderlig cocktail af overmod og opgivelse har alt for længe præget Vesten. Der er ingen grænser for vores tro på egne evner til at præge verden. Men når vi udfordres herhjemme af islamisme, økonomisk krise og demografisk underskud, har vi en tendens til at resignere. Det er på tide, at vi får orden i vores eget hus.