Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vermund og Espersen – hvor farlig er en værgeløs 13-årig dreng?

Det er dybt forstemmende, at de partier, der bryster sig af at være ordenshåndhævere, er de selvsamme, som svigter et af de mest basale principper i retsstaten: Muligheden af at få prøvet sin sag ved en domstol.

»I stedet for at slå terroristerne og terrorsympatisørerne med deres egne metoder – indespærring under kummerlige forhold og det, der er værre – kunne vi slå dem med vores metoder,« skriver Adam Holm. Foto fra flygtningelejren al-Hol. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALI HASHISHO

Fem kvinder og otte børn, i alt 13 personer med dansk pas, sidder for tiden indespærret i al-Hol-lejren i det nordøstlige Syrien sammen med ca. 75.000 andre fanger. De er tilbageholdt af kurdiske styrker for deres reelle eller påståede tilknytning til Islamisk Stat.

En af dem er en 13-årig dreng, som er hårdt såret og nu har fået hjælp af danske myndigheder. Drengens mor har tilsluttet sig Islamisk Stat, men udgør drengen selv en fare for det danske samfund? Ja, lyder det fra Nye Borgerliges Pernille Vermund og Dansk Folkepartis Søren Espersen.

Adam Holm Fold sammen
Læs mere

Vermund udtaler her i avisen, at »det er dybt problematisk, at man overvejer at tage den her unge mand tilbage, når man ikke ved, om han er radikaliseret, og om han har været engageret i Islamisk Stat«.

Til Politiken siger Søren Espersen, at »bordet fanger«, når man har meldt sig under islamisternes fane, og at drengen burde behandles på et hospital i området, hvor han opholder sig og aldrig mere komme til Danmark.

Espersen vil heller ikke høre tale om, at man fra dansk side skal hjemtage nogle af de yngre, danske børn fra fangelejren. Hvis de endelig kommer herop, skal de tvangsfjernes på samme måde, som man vil gøre med børn af heroinmisbrugere og i stedet anbringes »i gode kærlige hjem. Gerne hos kristne familier. Ordentlige familier«.

Sådan taler altså den i egen selvforståelse retskafne – og naturligvis kristne – stemme. Næstekærlighed? Hensyn til de svage? Børnenes tarv? Glem det. Krigens logik skal udstrækkes til de allermindste, de som intet galt har gjort, bortset fra at blive født i en familie med andre værdier end de, som deles af folk flest.

Det er naturligvis rigtigt, at vi som samfund ikke bør se gennem fingre med de idéer, de danske islamister i fangelejrene enten aktivt hylder eller har dyrket, og navnlig ikke med de handlinger, som de muligvis har udøvet i terrororganisationens navn.

Der er et velbegrundet sikkerhedshensyn, men hvor kedeligt det end er at mane til besindighed, når følelserne tilsiger, at vi allerhelst ville lade de formastelige forblive bag pigtråd eller forsvinde i ørkensandet, kan vi ikke forlade os på antagelser, gisninger og selvskabte fantasier.

Som Vermund selv siger: Vi ved ikke, om den unge mand har været radikaliseret eller engageret i Islamisk Stat. Netop. I et retssamfund lader man tvivlen komme den mistænkte til gode. Hos Vermund er tvivlen imidlertid vendt på hovedet til en på forhånd afgivet dom.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ivrer efter at hjemsende kriminelle udlændinge fra Danmark til de lande, hvor de dømte oprindeligt kommer fra. Fint. Send dem ud på røv og albuer efter endt afsoning.

Men de samme partier vil ikke høre tale om at modtage danske statsborgere, hverken voksne eller børn, der muligvis har forbrudt sig mod fremmede retsprincipper? Hvordan hænger det sammen? Rigtigt. Det gør det nemlig ikke.

Det er dybt forstemmende, at de partier, der bryster sig af at være ordenshåndhævere, er de selvsamme, som svigter et af de mest basale principper i retsstaten: Muligheden af at få prøvet sin sag ved en domstol.

I stedet for at slå terroristerne og terrorsympatisørerne med deres egne metoder – indespærring under kummerlige forhold og det, der er værre – kunne vi slå dem med vores metoder: Uafhængige domstole og en humanistisk retspraksis, præcis det de afskyr allermest. Og vi kunne samtidig demonstrere, at vi ikke i modsætning til Islamisk Stat straffer de uskyldige, navnlig ikke de umyndige.