Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Verden ifølge Trump er slet ikke så forskellig fra verden ifølge Obama

Foto: Anne Bæk og Scanpix Fold sammen
Læs mere

I nyere tid har alle præsidenter præsenteret verden og det amerikanske folk for en sikkerhedspolitisk strategi. Det er ikke så mærkeligt, når man tager USAs enorme magt i betragtning.

Den til enhver tid siddende præsidents udenrigspolitik har en enorm indflydelse på, hvordan verden udvikler sig. Er strategien meget klar og definerende for sin tid, vil man ligefrem opkalde doktriner efter præsidenten, som man gjorde med Truman-doktrinen, i hvilken Truman formulerede, at det var USAs sikkerhedspolitik at inddæmme kommunismen og beskytte alle, der ville et demokratisk samfund.

Det ved præsidenter godt. Derfor bestræber mange sig på at præsentere deres sikkerhedspolitiske tænkning på en sammenhængende facon tidligt i deres embedsperiode, så der er klarhed over, hvad man har i vente.

Bill Clinton brugte lang tid på at forberede sin strategi, og oplevede, at begivenheder i verden hele tiden overhalede ham indenom. Militærkuppet på Haiti skulle håndteres, amerikanske styrker kom i kamp i Mogadishu, Balkan-krigen kunne ikke ignoreres, og Rwanda sank sammen i et sanseløst blodbad, hver gang Clinton tog tilløb til at formulere sin udenrigspolitiske tænkning. Disse begivenheder endte med at definere Clintons strategi.

Det samme skete for George W. Bush, der ankom til Det Hvide Hus med en helt anden dagsorden end den, 11. september endte med at skrive for ham. Præsident Obama fik aldrig rigtig så meget hånd om udenrigspolitikken, at han kunne formulere en sammenhængende strategi, hvilket betød, at andre gjorde det for ham.

Kursændringen udeblev

Præsident Trump præsenterede sin sikkerhedspolitiske strategi i ugen op til jul. Det er bemærkelsesværdigt tidligt og var ikke helt det, man havde regnet med.

Det varslede brud med globaliseringen og et dybere engagement på den udenrigspolitiske scene udeblev. Man kunne godt have fået den tanke, at Trump bare ville det modsatte af alle andre.

Da han blev indsat i embedet, lovede han, at nu var det America first. Når andre vil udfærdige klimapolitik ville han eksempelvis ikke være med. Handelsaftaler skulle opsiges, og Israels retmæssige hovedstad er Jerusalem. Rusland var misforstået, og Trump mente ikke, at han var valgt til at lede verden, men til at genforhandle sin nations engagement i verden, så USA ikke hele tiden blev snydt.

Men Trump overraskede ved at være meget tættere på sine forgængeres måde at se verden på. Var der bøvl med Nordkorea, var det selvfølgelig et amerikansk anliggende. Mellemøsten skulle heller ikke overlades til sig selv i sin dødskamp med dogmatisk islam og Islamisk Stat. Trump overraskede ved at tage ansvar for at belære Syriens præsident Assad om konsekvenserne af at anvende kemiske våben mod sin egen befolkning. Iran skulle inddæmmes og tæmmes. Det er der ikke meget America first over, men det var bare noget, der skulle gøres.

Bag en masse ord om, at han ville fokusere på USAs snævre interesser, afslørede præsidenten, at han dybest set var pragmatiker. Clinton og Bush forsøgte eksempelvis modsat at definere et moralsk udgangspunkt for deres sikkerhedspolitik. Trump gav derimod udtryk for, at man nu måtte se, hvad der dukkede op, og handle i situationen på en lidt mere tilbagelænet facon.

Skærer man Obamas højtravende moralske selvføleri fra, var det også sådan han ofte så på verden. Noget ender på dit bord, og så må man se at få det håndteret. Det kan nok ikke strække til en doktrin, men det er langt mere ansvarsfuldt, end man kunne have frygtet. Så må verden bare håbe, at pragmatikeren Trump er et ansvarsfuldt bekendtskab.