Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Verden i dramatisk forandring

Med Kina og Rusland i centrum er der ved at blive skabt en ny global magtstruktur, som udfordrer USA og svækker Europa.

Der tales om »tektoniske skift« i den globale magtbalance. Det er et godt billede, hentet fra geologien: Når de tektoniske plader i Jordens overflade forskydes i forhold til hinanden, kan der komme jordskælv, tsunamier, vulkanske udbrud og andet, der gør tilværelsen farligere for de mennesker, der klynger sig til jordens overflade.

Det er, hvad vi oplever på det geopolitiske plan i Østasien - og epicentret i forskydningerne ligger i Kina.

I denne uge har man verden over markeret 25-året for massakren på Den Himmelske Freds Plads (Tiananmen) i Beijing, hvor det kommunistiske regime ved en brutal nedkæmpelse af fredelige og ubevæbnede demonstranter befæstede sin magt. Mange døde, og mange forsvandt i fængslerne. Men i resten af verden er det blevet ved »markeringer«, og i Kina er begivenheden helt udvisket i den nationale hukommelse. For i de 25 år, der er gået, er Kina blevet verdens næststørste økonomi og regionens absolutte magtcentrum.

Tiananmen står tilbage som en markering af, at regimet i Beijing ønsker at forsvare og befæste sin magt - for enhver pris. Og det er værd at have denne kendsgerning i baghovedet, når man glæder sig over alle de åbninger, der i øvrigt er sket i forholdet mellem Kina og omverdenen.

Ser man på det spil, som foregår, og hvor der i den allerseneste tid har været en række dramatiske hændelser, som understreger de indbyggede konflikter - er der fire store spillere: Kina, USA, Japan og Rusland. Og der er en lang række mindre spillere, først og fremmest Vietnam, Korea (N og S), Filippinerne, Malaysia, Indonesien, Thailand og Burma. De har alle interesser, som er vævet ind i hinanden, og som ofte er modstridende.

DERFOR ER DET ofte set, at konflikter bryder pludseligt ud i Østasien - som er verdens rigeste og folkerigeste region. Det nye er, at en række af disse konflikter på samme tid bevæger sig i en retning, som er en stigende udfordring og måske ligefrem en trussel for USA (og dermed det Europa, som i det hele taget glider mere og mere i baggrunden, når det gælder global politisk indflydelse, selv om vi er verdens største samlede handelsblok).

I første omgang er det Kinas naboer, som føler sig truet af den aggressive kinesiske adfærd i de grænsekonflikter til søs, som hærger regionen. Det har ført til farlige konfrontationer med især Japan og Vietnam, hvor fly og flådefartøjer efterhånden dagligt optræder så provokerende, at det let kan udløse en alvorligere konflikt.

Kinas fremmarch har genoplivet gamle konflikter med Japan, som føler sin position truet. Og Japans regering har svaret med at lægge op til en nyorientering af den stærkt pacifistiske politik, som har lagt bånd på de japanske militærudgifter - samt en styrkelse af alliancen med USA.

Andre lande i regionen har styrket båndene til USA, bl.a. ved at genåbne baser og bede om amerikansk militær tilstedeværelse i regionen. Kina har reageret med vrede udfald mod USA’s militære alliancer - og der har i denne uge udfoldet sig en veritabel ordkrig mellem kinesiske generaler og USA’s forsvarsminister, Chuck Hagel, som i weekenden beskyldte Kina for at føre en afpresningspolitik over for sine naboer - og han tilføjede: USA vil ikke »se den anden vej, når grundlæggende principper i den internationale orden bliver udfordret.«

Samtidig med den maritime og verbale optrapning har der udspillet sig en række andre episoder, der har bidraget til spændingen i regionen:

Der har været artilleridueller mellem Nord- og Sydkorea ved den omstridte maritime grænse, som er en forlængelse af den demilitariserede zone. Det skete sidst for fire år siden, da sydkoreanske civile blev dræbt ved et nordkoreansk overfald. Der har været voldsomme anti-kinesiske demonstrationer i Vietnam. Og der har været nye gnidninger mellem Kina og Filippinerne på nogle rev, som begge lande gør krav på.

Den indre stabilitet i Kina er blevet rystet af et blodigt terrorangreb i den nordlige Xinjiang-provins, formentlig udført af militante uighurer, som synes at have etableret forbindelser til internationale islamistiske terrornetværk. Og i Thailand har der været et militærkup.

Alt i alt ser vi en region, som rystes af ydre og indre trusler mod stabiliteten, og hvor de store spillere er ved at skubbe med brikkerne i det overordnede magtspil.

Rusland, som slås med sine selvskabte problemer i Ukraine, har vendt blikket mod øst, for at dække sin ryg politisk og for at sikre økonomiske forbindelser: Der er indgået en stor aftale med Kina om eksport af naturgas. Det er en aftale, som har været forhandlet i årevis, men som Rusland har fået stor interesse i at få på plads i lyset af de europæiske landes udtrykte ønske om at frigøre sig for energiafhængigheden af Rusland. Interessen har efter sigende været så stor, at kineserne har presset en særdeles lempelig pris igennem. Samtidig forsøger Moskva sig med venligere toner over for Japan, som er en stor handelspartner, og der søges styrkede kontakter med gamle handelspartnere og våbenaftagere som Vietnam og Indonesien. Putin har også i sidste uge formelt oprettet sin Eurasiske Union med Belarus og Kazakhstan, for at få en platform til at imødegå udfordringer fra USA og Vesten i den gamle sovjetiske interessesfære, herunder Centralasien.

Over for denne stribe af udfordringer står så USA - der dels har interesse i en forståelse med Kina om, hvordan man skal håndtere de store udfordringer i regionen: Grænsedragninger, handelspolitik osv. - og dels skal skabe tillid hos USA’s allierede til amerikanernes vilje og evne til at dæmme op for et stadigt mere frembrusende Kina.

I DET SPIL er det helt afgørende, hvordan de centrale spillere vurderer hinanden: Skal man tro på et udsagn som det, den amerikanske forsvarsminister kom med sidste weekend? Eller skal man affeje det som endnu en »rød streg«, amerikanerne i sidste ende vil vige tilbage fra at forsvare, om fornødent med militær magt. Med andre ord: Er USA parat til fortsat at leve op til rollen som supermagt?

Amerikanerne kvier sig ved at skulle udfylde den rolle alene - det fremgik tydeligt af den tale, præsident Obama holdt i sidste uge på det amerikanske militærakademi West Point. Men europæerne fortsætter tilsyneladende med at skære ned på deres forsvarsudgifter, selv efter at have oplevet den russiske aggression på nært hold i Ukraine. Og den politiske situation i EU tegner lige nu ikke til den forstærkede fælles indsats, der er brug for.

Derfor må vi nok indstille os på, at de tektoniske plader i den globale magtstruktur fortsætter de forskydninger, vi har oplevet i de seneste år. Og verden bliver ikke sikrere af det.