Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Verden fortjener en Trump

»Trump udstillede den elitære tilgang til den almindelige borgers problemer. Han adresserede de indebrændte følelser, som ellers systematisk blev affejet som primitive, irrationelle og lavintelligente. «

Onsdag morgen skete det. Den tavse majoritet talte. Og Trumps sejr ramte som et jordskælv på 8,6 på richterskalaen.

Folk verden over er i chok. Rædsel. Og ryster på hovedet. Uforstående og forvirrede. Amerikanere truer med at emigrere til Canada. Ligesom folk herhjemme varslede flugt til Sverige, da DF stormede frem ved sidste valg. Men der er ikke noget overraskende i, at kontroversiel og sensationel politik tiltrækker. Og da slet ikke i USA.

Trump udstillede den elitære tilgang til den almindelige borgers problemer. Han adresserede de indebrændte følelser, som ellers systematisk blev affejet som primitive, irrationelle og lavintelligente. Han udnyttede at folk var »fed up« og trætte af den politiske korrekthed. At enhver kritik af problematisk adfærd blandt minoriteter blev opfattet som racistisk. At det mindste kompliment til en kvinde blev stemplet som sexistisk. At ethvert forsøg på at værne om nationale interesser og værdier blev reduceret til polemisk patriotisme og anti-multikulturalisme. At humoristiske bemærkninger blev taget for seriøst. At der gik inflation i krænkelseskulturen. Og han gik all in. Talte lige ud af posen. Uden filter eller hæmninger. Han brød alle etiske spilleregler. Hverken hans homofobiske, racediskriminerende, kvindefornedrende eller globaliseringsresistente udtalelser kunne rage hans tilhængere mere. Tværtimod.

Valget af Trump er mere et statement end en reel tro på, at han kan skabe arbejdspladser eller bygge en mur mod Mexico. Amerikanerne satte et kryds ved ham, som da europæerne stemte på Lordi - Hard Rock Hallelujah fra Finland som vinder af Eurovision Song Contest i 2006. Dengang var det et opgør med de sukkersøde, ensformige melodier, man blev – undskyld sproget – ear-fucked med år efter år.

Trump repræsenterer The American Bad Dream. En kollektiv afstraffelse af alle os, der har sovet i timen. Og som har fortabt sig i petitesser, mens de lokale og globale problemer voksede. Mens krige blev skabt, og flygtningestrømme fik lov til at eksplodere til uanede dimensioner. Obama fortalte os, at USA ikke kunne redde verden. Og kaos og mismod har bidt sig fast i os.

Det er på tide at droppe tilliden til, at saglighed og visionære planer alene er nok. Den folkelige opbakning er afgørende i et demokrati. Og det nytter ikke noget at kalde modstanderne for idioter, eller deres tilhængere for dumme og uoplyste.

I det øjeblik man undervurderer sine modstandere, taber man. Både amerikanerne og resten af verden bliver for alvor nødt til at komme ind i kampen nu. For Trump er ikke svaret. Og »giv ham en chance«-retorikken er en sovepille.

Manden har hverken en gennemtænkt, økonomisk plan eller udenrigspolitiske visioner. Men resten af verden er nødt til at samarbejde med ham og forstå baggrunden for hans fremgang. Læner man sig tilbage og nøjes med at ærgre sig over, at han er den nye præsident og leder af den frie verden, har man først tabt.

Lad os vågne op og indse alvoren af den vrede, der længe har ulmet under overfladen, og ikke kan ignoreres eller overkompenseres med »heal the world«-attitude. Der er behov for pragmatiske og holdbare løsninger. Fred og tro på fremtiden. Tiden er inde til selvransagelse. Og Trump er en tiltrængt wake-up-lussing.