Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Venstrefløjens slægtskab med fascismen

Hvis alle disse venstrefløjsmennesker vitterlig går og tror, at DF er et fascistisk parti, så kan jeg egentlig godt forstå, at de reagerer så voldsomt på os. Men det åbenlyse modspørgsmål er jo: hvordan i alverden kan de være så blinde?

Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti
Læs mere
Fold sammen

Nogle politikere savner kunstnerne i den politiske debat. Det gør jeg ikke og har aldrig gjort det. Efter Det Kgl. Teaters skuespilchef Morten Kirkskovs primitive kronik om Dansk Folkeparti og fascismen i Berlingske søndag 10. januar gør jeg det stadig ikke. Uvidenheden er for stor, niveauet for lavt og hadet for voldsomt.

Jeg har været aktiv i Dansk Folkeparti siden 1998 og har derfor i mange år haft utallige politiske sammenstød med venstrefløjen. I al den tid har venstrefløjens ubændige had til Dansk Folkeparti forbløffet mig. Den har været voldsom, irrationel, urimelig, hadsk og til tider endda løgnagtig. Fascismebeskyldningerne har nok været det mest overraskende, især hvis man har beskæftiget sig historisk med fascismen. Her på det seneste er det dog begyndt at dæmre for mig, hvad der er på færde.

Det er især to kronikker, jeg har hæftet mig ved. Den ene var tre socialdemokraters kronik i Politiken, hvori de til alles latter og moro påstod, at socialdemokraterne altid havde bekæmpet den islamiske fascisme og samtidig lod skinne igennem, at de derfor også måtte bekæmpe Dansk Folkeparti. Den anden var skuespilchef Morten Kirkskovs kronik i Berlingske i går, hvori han anklager DF for at være fascistisk. Hvis alle disse venstrefløjsmennesker vitterlig går og tror, at DF er et fascistisk parti, så kan jeg egentlig godt forstå, at de reagerer så voldsomt på os. Men det åbenlyse modspørgsmål er jo: hvordan i alverden kan de være så blinde?

En af årsagerne til venstrefløjens fascismeforblændelse er den uerkendte affinitet, dvs. slægtskab, med fascismen og nationalsocialismen. Hitler begyndte i et socialistisk arbejderparti. Hans parti var nationalsocialistisk. Bevægelsen tiltrak mange unge mennesker. Den var revolutionær, og den ville gøre op med det bestående, herunder det borgerlige samfund. Man brugte vold og løgnekampagner til at opnå sine mål, og man hadede jøderne. Det minder temmelig meget om venstrefløjen i efterkrigstidens Europa, herunder Danmark.

Antisemitismen på den danske venstrefløj er jo en kendt sag, dele af venstrefløjen tyer med jævne mellemrum til vold, og den angriber stadig jøderne gennem »Boykot Israel«-kampagner. Dette åbenlyse slægtskab med 1930ernes ungdomsrevolutionære fascisme har venstrefløjen ikke villet erkende. Derfor opdagede man ikke den nye fascismes genkomst. For fascismen lever og har aldrig haft det bedre i Danmark. Den er endda blevet beskyttet og fremmet af venstrefløjen. Jeg tænker selvfølgelig på den islamiske fascisme, som har så mange lighedstegn med trediverfascismen, at det burde være åbenlyst for enhver. Der er jødehadet, volden, terroren. Der er hadet til folkestyret og kapitalismen. Sådan som det var i trediverne. I stedet for at bekæmpe denne fascisme allierede venstrefløjen sig med den og lagde alle sine kræfter i at bekæmpe en imaginær fascisme, som man troede at finde i Dansk Folkeparti.

Hvis venstrefløjen skal ud af denne ideologiske blindgyde, er det nødvendigt, at den for det første anerkender det ideologiske slægtskab med fascismen, og for det andet åbner øjnene for samtidens islamiske fascisme. Det kræver, at man tager de ideologiske briller af, læser op på historien og sætter sig ind i den islamiske fascismes historie.

Jeg tror dog ikke, det kommer til at ske. Venstrefløjens danske kunstnere og intellektuelle er med ganske få undtagelser helt igennem bestemt af en forblændelsens ideologi. Forudsætningen for, at de kommer til at se og forstå, er jo, at de tager et opgør med deres eget ideologiske fundament, men derved risikerer de at fjerne det, de står på. Så er det mere bekvemt at blive stående på sin isflage, for dér ved man, hvor man er.

Man burde være himmelhenrykt for et parti som Dansk Folkeparti. Det består for størstedelens vedkommende af helt almindelige mennesker, der aldrig har været i et parti før. De påtager sig i deres fritid at bidrage til folkestyret ved at være medlemmer, gå ind i bestyrelsesarbejde, møde op til generalforsamlinger, stille op som kandidater, skrive læserbreve, hænge plakater op, gå til debatmøder og være fritidspolitikere i byråd. Med andre ord mønsterborgere i et folkestyre. Helt almindelige mennesker, der er bekymrede for udviklingen i deres land, men som benytter sig af folkestyrets lovlige midler til at arbejde for forandring.

 

Forskellen til fascismen er åbenlys. Fascismen brugte vold og udenomsparlamentariske midler til at opnå magten, den satte en totalitær stat over individet, hadede borgerligheden, angreb kirken, forfulgte jøder, homoseksuelle og de ideologisk beslægtede og konkurrerende kommunister, arbejdede for at opløse ægteskabet som en kirkelig institution og var ikke mindst en ungdomsrevolutionær bevægelse, der ville omstyrte samfundet.

Mig får venstrefløjskunstnerne derfor ikke i tale. Jeg lytter ikke til deres skingre og hysteriske angreb. Jeg trækker på skuldrene af dem. Det er ærgerligt, for tiden skriger på samtaler, der baserer sig på viden frem for fordomme.