Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Venstrefløjens moralske fortælling

Byline Halime Oguz Fold sammen
Læs mere

Anne Sophia Hermansen (ASH) efterlyste for nylig på sin blog i Berlingske en borgerlig humanisme. Hun gjorde det med udgangspunkt i det angreb, historikeren Thorkild Kjærgaard foretog på borgerlige mennesker i Politiken, og hvor han ligefrem anklagede borgerlige mennesker for at være ondskabsfulde. Hun tilbageviste selvfølgelig denne anklage, men spurgte sig selv om, hvad der kunne være årsagen til Thorkild Kjærgaards udfald. Er der et gran af sandhed i artiklen, og taler borgerlige mennesker i virkeligheden ikke altid om det samme? I stedet for hele tiden at tale om vækst, konkurrencekraft, marked og lav skat skulle de borgerlige ifølge hende genfinde den moralske borgerlige fortælling, der begrunder, hvorfor de mener, som de gør. Det kan ikke nytte noget, at borgerlige bare i én køre lirer omtalte begreber af uden at vide, hvad de er opstået af.

Jeg er fuldstændig enig med ASH, og jeg er fuldstændig enig i, at omtalte ord fylder for meget hos de borgerlige. De er som en besværgelse, hvoraf man næsten skulle tro at kunne udlede, at løsningen ligger i ordene selv. Men i modsætning til ASH mener jeg nok, at de reelle konsekvenser af denne ordfetichisme kan blive drastiske for vort samfund. Jeg frygter, at den nuværende borgerlige regerings politik, hvor man laver stramninger i bunden af samfundet og giver skattelettelser i toppen, fører til øget ulighed.

Men mit ærinde er i første omgang ikke at polemisere mod borgerlig politik. Jeg er nemlig helt enig med ASH i, at det borgerlige fjendebillede, Thorkild Kjærgaard udmaler i Politiken, er skudt over målet og snarere nærmer sig en karikatur. Selvom retorikken ofte kan være hård, hører det med til god pli i et demokratisk samfund ikke at tvivle på den politiske modstanders gode intentioner, men at tvivle på de midler, denne vil gøre brug af til at nå målet. Af samme grund kunne jeg spørge, om man kunne udmale et tilsvarende karikeret billede af venstrefløjen, og om det i givet fald kunne give anledning til den samme moralske fortælling på venstrefløjen, som ASH efterlyser på højrefløjen!

Ja, det kunne man sikkert godt, og når vi taler om moral, ville nogle sikkert sige, at vi er ALT FOR moralske og moraliserende. I stedet for at tale om velfærdssamfundet som en selvfølge, er vi således også nødt til at have en fortælling om, hvordan dette er skruet sammen, og hvilket hårdt arbejde, der ligger bag. Dette skal især udbredes i parallelsamfundene, som oftest ingen idé har om, hvad det handler om, heller ikke værner om det, og samtidig opfatter venstrefløjen på sin side bare dem i parallelsamfundenes som nogle stakler, der skal hjælpes.

Men at velfærdssamfundet er til for at hjælpe de allersvageste, de psykisk syge og dem uden uddannelse og arbejdsevne, skal der på den anden side ikke herske tvivl om. Hvis vi vedvarende mistænkeliggør denne sidstnævnte gruppe og betegner dem som nogle, der kun udnytter systemet, ender vi …, ja, samme sted som Thorkild Kjærgaard, nemlig i karikaturen.