Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Venstrefløjens dysfunktionelle undervisnings-politik har svigtet

Venstrefløjen kæmper ikke længere for økonomisk lighed, men derimod for lige muligheder. Det har Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen, fastslået flere gange – senest i debatten efter Folketingets åbning. Hvis blot chancen for at nå samfundets top er ligelig fordelt, accepterer Socialdemokraterne i dag et samfund med store forskelle i indkomst og formue.

Socialdemokraterne er således fortalere for et meritokratisk system, hvor uddannelse er afgørende for den enkeltes position i samfundet. Målsætningen indebærer, at man først har opnået idealsamfundet, når der er en ligelig fordelt udskiftning mellem klasserne på baggrund af intelligens. Groft sagt skal de klogeste blandt de faglærtes børn blive akademikere, og omvendt skal de dummeste blandt akademikernes børn blive faglærte. Klassesamfundet overlever med andre ord, men den enkelte skal placeres efter evner, ikke fødsel.

Social mobilitet kan imidlertid kun realiseres, hvis alle samfundsgrupper accepterer, at deres børn muligvis ender i en anden klasse end dem selv. I praksis forholder det sig naturligvis ikke sådan. I stedet ser vi i hele den vestlige verden, at den veluddannede elite investerer massive beløb i sikringen af deres egne børns chancer i uddannelsessystemet gennem lektiehjælp, privatskoler, ekstraundervisning og i mange tilfælde også ulovlige metoder som betaling af ældre studerende for at skrive børnenes opgaver.

Det store problem med uddannelse som social mobilitetsskaber er derfor ikke overraskende, at det ikke virker. I stedet har den meritokratiske idé skabt grobunden for et langt mere ulige samfund end tidligere, hvor både chanceuligheden i uddannelsessystemet og de økonomiske forskelle er blevet stadigt større de seneste årtier. Det er tilfældet i alle vestlige lande, herunder Danmark.

Uddannelsessystemet er på den måde blevet en venstreorienteret ulighedsmaskine, der sikrer de veluddannedes interesser. Det forklarer venstrefløjens hysteriske forsvar for forstyrrende mobiltelefoner og computere i timerne, hjemmeeksamener med hjælp fra mor og far, reformpædagogikkens ansvar for egen læring, adgangen til internettet under eksamen med tilhørende snyd og lignende problemer. De ønsker at fastholde et undervisningssystem, der favoriserer deres egne børn, som endelig ikke må udsættes for konkurrence. Hvis alle børn reelt havde lige muligheder, ville deres egne børn jo kunne ende på bunden.

Venstrefløjens dysfunktionelle undervisningspolitik har svigtet det brede folks børn og i stedet for lige muligheder givet os alle muligheden for at blive lige dumme. Ingen lærer for alvor noget i skolen, men de veluddannedes børn lærer fortsat noget derhjemme. På den måde fungerer ulighedsmaskinen upåklageligt. Elitens børn får de gode uddannelser, og arbejdernes børn lærer fra barnsben at acceptere deres plads i samfundet. De var bare ikke kloge nok.