Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Venstre har brug for sin frække lillebror

Liberal Alliance har begået mange fejl – især efter 2016 – men det er alfa og omega for den borgerlige idedebat, at det gode storebror-lillebror-forhold mellem Venstre og LA bliver genetableret.

»LA blev først useriøs som forhandler, hvorefter de trådte i regering og var fedtet ind i alle beslutninger, uanset hvor tåbelige og socialdemokratiske, de var.« På billedet taler tidl. politisk leder Anders Samuelsen (LA) ved Lars Løkke Rasmussens præsentation af den på daværende tidspunkt nytiltrådte VLAK-regering 28. november 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Som Venstremand mener jeg, at Liberal Alliance har været en gave til det borgerlige Danmark. Men det er en gave, som må genfindes.

Venstre og LA er som storebror og lillebror. Storebror sørger for, at tingene kører, og træffer beslutninger, der gavner hele familien, mens lillebror er den flagrende, der har lov til at være lidt frækkere og lidt mere grænsesøgende, hvilket også kommer storebror til gode. Storebror og lillebror er bedst, når de arbejder sammen.

Fra 2010 til 2016 var der en klar borgerlig arbejdsdeling, hvor LA faktisk turde være liberale, mens Venstre omsatte noget af det liberale til moderate varianter, der var spiselige for midtervælgerne. Denne arbejdsdeling var hverken fredfyldt eller harmonisk, men den var effektiv. Den arbejdsdeling – med god støtte fra andre modige partier – medførte den fremragende Løkke-reformæra, hvor skiftende regeringer fik flere i arbejde med fornuftige arbejdsmarkeds- og skattepolitiske tiltag.

Nicolai Svejgaard Poulsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Nicolai Svejgaard Nicolai Svejga.

Den æra har desværre været stendød siden 2016. Først gik lillebror helt amok med ultimative krav for derefter at sælge ud for at gå i regering. Og selvom det er nemt at udpege Kristian Thulesen Dahl som hovedskurken, kan man dårligt bebrejde en mand uden holdninger alt for meget, når han vægrer sig ved ambitiøse tiltag, som kan vise sig upopulære. Konsekvenserne for Thulesen Dahl selv viste sig i øvrigt ved det sviende valgnederlag, hvor Dansk Folkeparti blev mere end halveret.

LAs fatale fejl var, at arbejdsdelingen brød sammen som følge af dårlige ledelsesbeslutninger – i uskønt samspil med Thulesen Dahls ditto. LA blev først useriøs som forhandler, hvorefter de trådte i regering og var fedtet ind i alle beslutninger, uanset hvor tåbelige og socialdemokratiske, de var. Derudover var der ikke nogen tilbage, der uforfærdet turde fremføre borgerligt-liberale sager uden skelen til midtervælgernes umiddelbare reaktion. Derfor er det intet under, at disse sager ikke kunne få mærkbar medvind. Eller at vælgerne ikke så nogen mening i at forny blå bloks mandat.

»Et styrket ideologisk Liberal Alliance vil også være godt for Venstre. Også selvom det indebærer, at storebror skal høre på en masse brok fra lillebror.«


Nu har Venstre valgt en vej, hvor man ukritisk har købt Socialdemokratiets opfattelse af tingene, og hvor milliarderne står klar til at rulle ud i den offentlige sektor uden skelen til, om de ikke måske havde det bedre i de i forvejen hårdt skatteplagede danskeres lommer. Sikke en redelighed.

Men hvad med Det Konservative Folkeparti? Kan de ikke indtage LAs plads i denne arbejdsdeling? De formåede ikke i VKO-æraen at være en klar borgerlig stemme til højre for Venstre i fordelingspolitikken, hvilket førte til dannelsen af LA til at begynde med. Og i årene siden har deres profil været så flakkende, og deres paternalistiske forkærlighed for statslig tvang på skiftende områder så vedvarende, at de er tvivlsomme som det klare borgerlige alternativ til Venstres linje. Også selvom de gerne vil slå sig op på det, og de i Rasmus Jarlov har en fremragende og klokkeklar borgerlig spydspids.

Derfor er det alfa og omega, at denne arbejdsdeling mellem storebror og lillebror genoprettes i tiden i opposition, og det kan kun ske med visionært lederskab i Liberal Alliance. Det har partiet heldigvis fået med Alex Vanopslagh i front.

Et styrket ideologisk Liberal Alliance vil også være godt for Venstre. Også selvom det indebærer, at storebror skal høre på en masse brok fra lillebror. Det er lyden af borgerlig værdidebat, og den er dybt savnet. Uden den får vi aldrig igen en borgerlig regering, der kan føre borgerlig politik.