Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Venstre bør samarbejde i hovedstaden

Frank Jensen, Bo Asmus Kjeldgaard, Klaus Bondam, og Mogens Lønborg: I København kan det af og til være svært at genkende partiet Venstre, og når man læser Pia Allerslevs (V) og Lars Dueholms (V) skingre indlæg i Berlingske 8. oktober, frygter man alvorligt for, hvilken virkelighed, Venstres ledelse i hovedstaden befinder sig i.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Budgetforhandlinger

Partier fra højre til venstre i København har indgået et bredt forlig med markante velfærdsinvesteringer såvel som nødvendige økonomiske effektiviseringer. Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre og Konservative står bag en ansvarlig budgetaftale for 2011.

Alligevel kan vi i Venstres indlæg læse, at København med landets 9. laveste skatteprocent og et budget i balance med anlægsinvesteringer på mere end 9,8 mia. kr. »giver mindelser om fattigdommen i 70erne og 80erne«. Vi kan læse, at en hovedstad med landets højeste serviceniveau i daginstitutionerne, og som de kommende år etablerer mere end 3.700 nye daginstitutionspladser til de mange børn, der kommer i København, i virkeligheden »svigter« børnefamilierne.

Der står sågar med et dramatisk ordvalg, at skolen i København har fået en »dødsdom«. Og det i et budget, som afsætter 720 mio. kr. til nye skolepladser og skolerenovering, indfører tre timer ekstra i dansk og matematik, etablerer en ny profilskole med særligt fokus på naturfag og matematik og skaber en ny og ambitiøs model for integration i folkeskolen.

Mener Venstre alvorligt, at vi i København i stedet skulle have brudt med regeringens nulvækstpolitik, eller at vi skulle have været usolidariske med de øvrige kommuner og have sat skatten op? Og er Venstre virkelig uenige i budgettet, når det fremgår at mulighederne for ekstra parkeringspladser kan udvides til også at omfatte leje af P-huse til beboerparkering? Venstre er ikke til at kende i København!

Mere genkendeligt er til gengæld de to venstrefolks mærkelige omgang med tal og fakta. Det er f.eks. en vild påstand, at kommunen dikterer, hvornår forældre holder ferie. Alle, som ønsker pasning af deres barn i sommerferien, kan få det, men i stedet for at holde byens omkring 600 institutioner åbne, samler vi i to uger i sommerferien de børn, der skal passes, på færre institutioner. Og vi planlægger det sådan, at der følger en pædagog med, som børnene kender.

Det er også ganske interessant, at Venstre gør sig lystige over investeringen i brint. Alle taler om grøn vækst. Men i København handler vi. Vi investerer 289 millioner i grøn vækst, og herunder i nye grønne teknologier. Vi investerer i fremtidens arbejdspladser i København. Og Danmarks eksport.

Vi er altid med på det brede samarbejde i København, men det kræver naturligvis, at partierne ved forhandlingsbordet forholder sig til virkeligheden og ikke bare lægger armene over kors og siger: nej! Vi kan derfor kun beklage, at Venstre meldte sig ud af budgetforhandlingerne, men skulle Venstre vende tilbage til en mere ansvarsfuld vej, står døren åben.