Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Venezuela og venstrefløjen

Det er ikke længe siden, at Venezuela – dét land i verden med de største, kendte oliereserver – var blandt de rigeste i regionen. Men med den marxistiske nationalpopulist Hugo Chávez’s tiltræden som præsident i 1999 begyndte et politisk program taget lige ud af »Håndbog over de værste fejl, en stat kan begå«.

Bylinefoto: Peter Kurrild-Klitgaard. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hver gang i de snart 100 år siden den russiske revolution i 1917, hvor et land har forsøgt sig med en systematisk, omfattende implementering af Karl Marxs socialistiske program, har resultatet været det samme: Økonomisk ruin, politisk tyranni og generel ufrihed. Sovjetunionen, Ungarn, Polen, Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Rumænien, Jugoslavien, Albanien, Kina, Cambodia, Vietnam, Laos, Nordkorea, Cuba, Nicaragua, Afghanistan og store dele af Afrika. Og læg blot de arabisk-nationalistiske socialiststater oveni: Ægypten, Libyen, Irak, Syrien, Yemen, Algeriet m.fl.

Logikken er klar. Den omfattende statsstyring af alle dele af samfundsøkonomien, som en konsekvent socialisme sigter efter, har alle steder altid ledt til skattemæssig plyndring, varemangel, rationering, hjerne- og kapitalflugt, og dermed fattigdom.

Derfor har det økonomiske program også næsten altid måttet gå hånd i hånd med dét »proletariatets diktatur«, som Marx, Lenin og Stalin priste, og som også nogle danske venstrefløjspartier endnu fra tid til anden har talt om. Altså den fase under socialismen, hvor andre synspunkter må udelukkes fra den politiske proces for at undgå »kontrarevolution«. Og er de økonomiske og politiske friheder først begrænset, så sker det samme naturligt nok også for de borgerlige frihedsrettigheder såsom ytrings-, presse- og forsamlingsfrihed.

Det seneste eksempel på den teoretiske socialismes evige praktiske deroute er Venezuela, der i disse uger er ved at falde fra hinanden økonomisk, socialt og politisk.

Det er ellers ikke længe siden, at landet – dét i verden med de største, kendte oliereserver – var blandt de rigeste i regionen. Men med den marxistiske nationalpopulist Hugo Chávez’s tiltræden som præsident i 1999 begyndte et politisk program taget lige ud af »Håndbog over de værste fejl, en stat kan begå«. Nationalisering af medier, jord, industri, banker og sågar supermarkeder. Valutakontrol, priskontrol og rationering. Ekstrem vækst i skatter og offentlige udgifter. Hyperinflation, der har ødelagt opsparinger og arbejdsmarked. Politisk styring af medier og voldsanvendelse imod og arrestationer af politiske modstandere. Undergravning af magtens flerdeling og koncentration af magt hos præsidenten.

Under Chávez’s efterfølger, Nicolás Maduro, er befolkningen nu så forarmet og lovhåndhævelsen så ikke-eksisterende, at ingen reagerer, når bander overfalder og afbrænder en tilfældig på gaden for at stjæle fem US-dollar. Landet er i verdens dybeste recession: Investeringer og vækst er styrtdykket, korruptionen er galopperende, energiforsyningen svigter, kidnapninger er 20-doblet, mordraten er ti-doblet, butikkerne er tomme, og de eneste fungerende markeder er sorte markeder.

Hver gang en marxistisk revolution er forsøgt, har der stået apologeter klar. Først til at applaudere og rose. Så til at bortforklare alle problemer. Og når utopien er mislykkedes endnu en gang, er de lige så hurtige til at fortælle, at det gik galt af helt andre årsager, end at ideologien var umulig.

Herhjemme har vi set fase 1 og 2. Altimens Chávez’s politikker fejlede én efter én, stod beundrere på venstrefløjen og i medierne loyalt bag ham. Men nu, hvor Venezuela så falder sammen om ørerne på de forarmede indbyggere, præcis som mange forudså, er der pludselig ganske stille.