Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Velmenende arrogance

Nogle har styrke nok til at realisere sig selv, når rammerne opløses og alt er muligt. Andre har ikke og bliver tidens tabere, for mennesket er ikke blot stærkt og unikt. Det er også almindeligt og svagt, og her – 50 år efter 1968 – lærer virkeligheden os det på ny.

Foto: Aske Alexander Foss/DR Fold sammen
Læs mere

Forleden hørte jeg et foredrag af samfundsdebattør Kaper Støvring om ideologien fra 1968 og opgøret med begrebet autoritet. Undervejs foretog Støvring en analyse af filmen »Døde poeters klub« fra 1990, der handler om den idealistiske lærer Mr. Keating, der på en kostskole sætter en flok drenge fri fra tør teori og klassisk autoritet og bringer dem i kontakt med deres indre poetiske kraft.

Hvormed de kan gribe dagen og få ekstra­ordinære liv. Støvrings pointe er, at disse drenge imidlertid ikke sættes så fri, som det synes, for autoriteten skifter blot karakter, og mens lærerne mister magt, tager de stærke elever over.

Personligt blev jeg som mange andre dengang beruset af filmens smukke Carpe Diem-drøm om at udleve den unikke udgave af sig selv, og det er jo i vid udstrækning dette 68-menneskesyn med sin romantiske jeg-ideologi, der har præget vores nyere tænkning.

Lige fra uddannelsessystem til »X Factor«. Det taler på forførende vis til vores længsel efter ikke at være almindelige, men det rummer også et problematisk potentiale. Og måske er vi på vej til at indse det. Efter første afsnit af DRs nye dramaserie »Liberty« aner man således tegn på besindelse. Serien, der foregår i Tanzania i 1980’erne og følger en Danida-udsendt familie, lægger an til at beskrive nogle af de skavanker, der følger, når det idealistiske vestlige menneske som en anden Mr. Keating vil forløse andre til et smukkere liv.

Niels Knudsen fremstår i serien som ildsjælen, der vil frisætte de afrikanske bønder, men som har svært ved at forestille sig, at ikke alle ønsker at bevæge sig i netop den retning. Den faste overbevisning om godt og sandt forsyner Niels med en ubehagelig blindhed over for menneskers forskellighed, og hans gode vilje rummer en ensrettende kraft, idet man sagtens kan være velmenende og arrogant på samme tid.

Niels ligner et barn af 1968, der tror på, at den enkelte vil blomstre, hvis blot han befries fra det, der holder ham fast, og hans forsøg på revolution drives af troen på, at alle mennesker har kræfter og evner til at leve netop det liv, han anbefaler. Man skal bare opdage det.

Dette menneskesyn er også i centrum angående vore kvaler med forholdet mellem vestlig og muslimsk kultur. Længe har man troet – som statsministeren sagde forleden i forbindelse med det nye ghettoudspil – at meget ville gå af sig selv, blot enhver blev sat fri til at udnytte de mange danske muligheder.

I dag ved vi, at det ikke er så nemt, og vi bør huske, at den romantiske ideologi fra »Døde poeters klub« trods sin kærlighed til mennesket har en bagside. Tænk på filmens afsluttende scene. I den træder drengene én for én op på skrivepulten for at hylde deres nu fyrede åndelige befrier – Mr. Keating – mens violinerne spiller, og man forsvarsløst rives med.

Kasper Støvring minder dog om, at det ikke er sikkert, at de alle rejser sig, fordi de er blevet sat fri som stærke individer. Måske rejser nogle af dem sig, fordi de blot følger de drenge, der nu udgør den nye autoritet.