Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Velkommen til forsikringsvelfærden

Konsekvensen af, at velfærden i stigende grad vil blive udformet som forsikringsordninger, kan være at vi mister det fleksible danske arbejdsmarked. Debat mellem Gøsta Esping-Andersen og Peter Nedergaard.

Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En stille revolution. Sådan beskrev professor i statskundskab, Peter Nedergaard, i torsdagsudgaven af Berlingske velfærdsstatens fremtid. Vi går langsomt og uden de politiske sværdslag mod en velfærdsmodel, der er bygget mere op på forsikrings-principper end universelle ydelser. Den danske velfærdsmodel kommer til at ligne den kontinental-europæiske model, som man ser i Tyskland og Frankrig. Regeringens overvejelser om optjeningsprincipper for indvandrere fra lande uden for EU er helt konkrete eksempler på den bevægelse.

I Barcelona sidder den danske sociologi- professor og velfærdsforsker Gøsta Esping-Andersen, og han peger på, at det vil have negative konsekvenser for både det danske samfund og dansk økonomi:

»Forsikringsordninger, som er så dominerende i Kontinentaleuropa, fungerer godt for den del af befolkningen, der har en karriere uden afbrydelser. Men dem, der har irregulære karrierer, falder let udenfor systemet – det gælder især kvinderne, som afbryder deres karriere, når de får børn og senere igen, når de gamle skal passes. Dette peger på, at forsikringsordninger kan blive problematiske i ’det nye arbejdsmarked’, hvor folk har projektansættelser og tit skifter job. En stærk afhængighed af forsikringsordninger medfører, at fagforeningerne kæmper for for stærke jobgarantier. Derfor er det kontinentale arbejdsmarked stærkt reguleret og meget rigidt. Og rigide arbejdsmarkeder hæmmer økonomisk vækst i den nye økonomi. Og det er det vi ser i dag i kontinental Europa, især i Frankrig og Italien. Den danske flexicurity-model passer bedre til den type arbejdsmarked, vi har og kun får mere af i fremtiden.«

Globalisering er ikke den største trussel

Siden Esping-Andersen 1990 skrev The Three Worlds of Welfare Capitalism har han været en førende forsker i velfærdsstater. Han forholder sig også kritisk til tesen om, at globaliseringen sætter velfærdsstaten under pres:

»Næsten tværtimod. Små lande som Danmark og Holland, der er meget internationalt udsatte, må satse på at arbejdsstyrken er maksimalt fleksibel og opgraderer sig selv konstant. Og for at kunne få folk med på en så høj grad af fleksibilitet, er det nødvendigt med en høj social sikring. Hvis den sociale sikkerhed mangler, vil arbejdsstyrken skaffe den via fagforeninger gennem jobgarantier og et mere reguleret arbejdsmarked. Den eneste relevante globaliseringstrussel opstår, når de offentlige finanser er uholdbare på grund af ekstrem gæld og vedvarende høje underskud.«

Men er optjeningsprincipper for indvandrere ikke en god idé ?

»Nogle lande har meget profit af indvandring – Canada er et godt eksempel. Men det har også at gøre med at Canadas indvandrere er højt uddannede, mens det samme gør sig ikke gældende i Danmark, hvor mange ikke kommer ind på arbejdsmarkedet. Jeg bidrog til en evaluering af det svenske uddannelsessystem for OECD. Konklusionen var, at på nogle velfærdsområder bør man gøre det stikmodsatte end optjening, nemlig at få immigranter ind i velfærdssystemet så hurtigt som muligt. Det gælder især familiepolitiken – for at sikre at deres børn får en så stærk start som muligt. Al evidens viser, at immigrantbørn klarer sig meget bedre, hvis de kommer ind på daginstitutionerne fra dag et.«

Det lyder ikke som om, du mener, at velfærdsstaten er i krise?

»Allerede i 50erne talte man om velfærdsstatens krise. Dengang var de offentlige udgifter knapt 20 procent af BNP, og mange mente at det ville bremse den økonomiske vækst. Og hvad skete der? 20 års verdenshistorisk stor vækst! Så den nuværende tale om krise er ikke særlig troværdig. Og jeg tror også, at meget af den snak om at velfærdsstaten har mistet sin legitimitet er overdrevet – folk ved fx godt, at uden børnepasningsområdet og ældreplejen, ville de fleste slet ikke kunne opretholde den tilværelse, de har i dag.«

Vækst i det personlige ansvar

Tilbage i København uddyber Peter Nedergaard sin prognose for den langsomme revolution af dansk velfærd. Han peger igen og igen på, hvordan tendensen mod mere personligt og mindre offentligt ansvar blandt andet kan aflæses i udviklingen i pensionsopsparingen.

»Hvis man i 1980 havde sagt, at om 30 år ville en betydelig del af pensionsopsparingen være på private hænder, ville man blive mødt med hovedrysten – det var ikke til at forestille sig, at pensioner ikke skulle være et offentligt anliggende. Men over de sidste 20 år har staten trukket sig et skridt tilbage, og de private pensionsordninger som bl.a. arbejdsmarkedspensionerne har taget over. Vi kommer til at se den udvikling fortsætte, hvor man får større ansvar for ting, man ikke har ansvar for i dag – det kunne være lægeforsikring eller sundhedsforsikringer, som vi allerede i dag kan se det. Det er ikke en brat revolution, der venter – det er en udvikling, der allerede har været i gang længe. Og det er jo ikke kun regeringen, der tænker i de baner. S og SF opererer i Fair Løsning med det, de kalder en ’uddannelsespant’, som er et slags omvendt optjeningsprincip, hvor man først får ydelsen, men bagefter skal blive og arbejde i landet, hvis man ikke skal betale panten tilbage.«

Men risikerer vi ikke et ufleksibelt arbejdsmarked, hvis fx dagpengesystemet bliver lavet om til forsikringsordning?

»Det er klart en fare. Men det er bare ikke det, vi har set ske i Danmark. På arbejdsmarkedspensions-området kan man flytte sin pension fra virksomhed til virksomhed, og den model kan jeg sagtens forestille mig på andre områder. Man kan sikre fleksibiliteten ved ikke at binde forsikringerne op på det enkelte firma. Det bliver en af fremtidens politiske udfordringer.«

Spørgsmålet er så, om vi skal til at vænne os til et mere splittet og ulige samfund. I Nedergaards krystalkugle bliver danskerne mere afhængige af deres præstationer på arbejdsmarkedet, men det betyder ikke nødvendigvis, at Danmark bliver et mere ulige samfund.

»Adgangen til ydelser bliver afhængig af, hvor meget og hvor længe man har arbejdet. Men det har vi jo allerede i dag på pensionsområdet. Jeg tror ikke, at det vil rokke meget ved, at Danmark er det mest lige samfund i OECD-området – og man kan ligeså godt forestille sig at Danmark blev endnu mere lige eller i hvert fald lige så lige, fordi flere grupper, der i dag er afhængig af velfærdsydelser, måske godt kunne klare sig selv. Færre velfærdsydelser til de mange kunne sikre bedre velfærdsydelser til de få virkeligt trængende.«