Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Velkommen hjem, Naser

Mersiha Cokovic, Konsulent
Læs mere
Fold sammen

Jeg kan tydeligt huske den første Muhammed-krise. Jeg forstod ingenting. En tegning, der bragte hele Danmark og ikke mindst Mellemøsten i kog. En protest, der gik ud på at ødelægge andre menneskers ejendom, fordi en eller anden, de aldrig havde mødt, havde lavet en tegning af en profet. Mennesker, der var født og havde tilbragt hele deres liv i Danmark, opførte sig som nogen, der aldrig havde været i berøring med et civiliseret samfund.

Når jeg tænker tilbage på Muhammed-krisen, falder min første tanke altid på én mand. Naser Khader. Det var, hvad han var dengang – én mand. Én mand, der sagde ting, som ingen andre (uden forbindelse til Dansk Folkeparti), især med indvandrerbaggrund, turde sige. Én mand, der var villig til at lade sig stigmatisere og håne af en stor andel af både danskere og herboende indvandrere. Én mand, der satte sin politiske karriere på spil – for dengang var det knald eller fald for hans vedkommende – for at påpege de fejl, det danske samfund begik (og stadigvæk begår) med hensyn til integration.

Man kan være enig eller uenig i Nasers politiske holdninger, men et er sikkert. Han har gjort noget ved den politiske debat i Danmark. Og det, han gjorde, gjorde han godt. Han banede vejen for os andre, politikere og debattører med muslimsk baggrund, som ser kritisk på den forfejlede integration i Danmark og alle de problemer, den har medført.

I dag ser den verden noget anderledes ud. Vi er en del politikere og debattører med muslimsk baggrund, der står frem og ytrer vores holdninger uden at skulle søge om beskyttelse og se os over skulderen. Mange af os kender hinanden og bakker hinanden op, når vi oplever massiv modvind. Og når det sker, når jeg åbner min Facebook-indbakke og finder en håndfuld trusler og hånlige beskeder, eller når jeg læser de mest modbydelige ting om mig selv i debattråde på samme medie, tænker jeg ofte på Naser. Det må have været frygteligt at stå der som den første og dengang eneste. Og ofte er det faktisk det, der skal til for at holde mig kørende. En tanke om, at en mand for ni år siden valgte de ting fra, som vi andre tager for givet, så vi i dag kan slå i bordet og give vores besyv med i debatten.

Men indimellem tænker jeg også, hvorfor Naser var alene? Det kan ikke være, fordi han var den eneste med de holdninger. For det ved jeg, at han ikke var. Hvor var andre muslimske stemmer?

Samme spørgsmål kunne man stille om debatten i dag. Hvor er alle de moderate, muslimske stemmer? Og hvorfor har danskerne en fornemmelse af, at de fleste muslimer i Danmark er tilhængere af sharia og ønsker at leve i parallelsamfund? Svaret er meget enkelt. Det tror mange danskere, fordi sharia-tilhængerne – selvom de er i mindretal – råber højest, de holder sammen, og de er beskyttet af de politisk korrekte politikere og medier.

Det er derfor vigtigt, at flere moderate muslimer melder sig på banen og bruger deres røst. Vi står i en kamp, som ikke længere handler om ytringsfriheden, men om overlevelse. Og den kan kun vindes, hvis vi i samlet flok siger fra overfor de mørke kræfter og dem, der holder hånden over dem. Og hvis vi ikke gør noget og benytter os af de muligheder, vi har i dag, har en mand for ni år siden kæmpet helt alene, helt forgæves.