Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Velfærdsstatens udgifter

Lars Ôstman: Der er få sager, der kan få danske medier og den brede befolkning til at forarges så meget, som beskeden om, at en medborger nasser på samfundet. Vi har lært disse mennesker at kende som fattig-Carina og dovne Robert.

Lars Ôstman, filosof Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De er roden til at velfærdsstaten er gået amok, at pengene fosser ud af statskassen, og at skatterne stiger og stiger, lyder det.

Men opfattelsen er lige så besynderlig som DRs idé om, at Robert på nogen måde skulle være repræsentativ. For hvis det virkelig drejede sig om penge, skulle man i stedet forarges over de ca. ti milliarder som Danmark hvert år går glip af i form af tabt skatteindtægt som følge af sort arbejde. Men det bliver ingen, fordi alle benytter sig af sort arbejde. Og hvem gider at kende én på kontanthjælp?

Jeg henviser til den rapport, som i 2010 blev udgivet på Syddansk Universitetsforlag af Rockwool Fondens Forskningsenhed: Danskerne og det sorte arbejde. Her fastslås, at sort arbejde mellem 2008 og 2009 udgør 1,2 procent i nettoværdi af BNP eller 21 mia. kr. I rapporten fremgår også, at skattetrykket i 1970 var på 38 procent og i 2005 på 51 procent.

Danmarks Statistik oplyste 28. april 2009, at »økonomisk hjælp til forsørgelse« udgjorde 16 mia. kr., dvs. ca. 0,77 procent af BNP. En række andre ydelser end kontanthjælp hører til her, fx revalidering. Eller, sagt på en anden måde, det sorte arbejde koster danske skatteydere fem mia. kr. mere end »økonomisk hjælp til forsørgelse«. Og her er det måske på sin plads at tilføje, at sort arbejde er ulovligt.

Man kunne også spørge, hvem der har fået de penge svarende til over ti procent skattestigning? Det kan jo dårligt være de på kontanthjælp og andet, som vi regnede ud ovenfor. Svaret er, at det har du og jeg, kære læser. Vel at mærke, hvis vi ikke tilhører den laveste socialklasse men, som de fleste andre i Skandinavien, middelklassen eller derover.

Carina og Robert. Hvordan kan de? Som tiden er gået, lyder forklaringen fra de offentlige myndigheder, at de intet kan stille op overfor en sådan rendyrket anarkisme. Men ligesom i de sager, der har været om vanrøgt og voldtægt, tæv og tæsk af børn fra Brønderslev til Bornholm og som de respektive kommuner er blevet gjort opmærksom på gang efter gang, år efter år, så forholder det sig måske også sådan her: Der findes ledere og ansatte i den offentlige, danske administration, som ikke passer deres arbejde. Og naturligvis har det ingen konsekvenser. Se bare på den store lovbog, som repræsentanten for a-kassen måtte lade rulle frem for skærmen, da vi hørte om Robert. Tusindvis og atter tusindvis af sider. Så kan man da intet stille op.

Velfærdskommissioner og statsministre, eksperter og vismænd har alle kommet med forslag til, hvordan vi skal reformere velfærdsstaten. Ikke én piller ved middelklassens privilegier i form af fradrag, tilskud, frynsegoder osv. Og dette til og med til et segment af befolkningen, som ikke har brug for hjælp, og som sagtens kan klare sig selv. Vi har i hvert fald forudsætningerne.

Der er kun én gruppe af mennesker tilbage, som kan bære skylden for skattetrykket, og den generelle, nationale misère: underklassen.