Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Velfærdsstatens klemmer

Hans-Christian Bruus: Politikerne vil ganske enkelt ikke se i øjnene, at intet land i verden kan fastholde sin velstand, hvis ikke det kan producere varer som både pris- og kvalitetsmæssigt set er konkurrencedygtige. Det er et ubestrideligt faktum.

Før var der mange børn og få gamle. Nu er billedet omvendt, og det er en af velfærdsstatens mange udfordringer. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der hersker en del myter om velfærdsstaten, og de udfordringer, der ligger i at sikre en økonomisk sammenhængskraft de kommende årtier. Det har præget den offentlige debat, men man har aldrig forholdt sig alvorligt til den situation, det danske velfærdssamfund befinder sig i.

Inden vi kigger på de faktorer som langsomt - men sikkert - vil underminere den danske velfærdsmodel, må vi forholde os til tre forskellige måder at betragte et velfærdssamfund på.

Det danske velfærdssamfund er karakteriseret ved en stor offentlig sektor som tilbyder universelle velfærdsgoder til alle dele af befolkningen. FlexiCurity-modellen er den blevet kaldt, men er i skandinavisk kontekst benævnt den universelle velfærdsstat. Det er klart at de offentlige velfærdsydelser afføder en stedse stigende marginalskat, med eksponentielt stigende udgifter til drift af de ydelser, som staten tilbyder borgerne i samfundet.

En anden måde at anskue et velfærdssamfund på er ved hjælp af den selektive velfærdsmodel. Denne model er primært baseret på sociale sundhedssikringer, som tilbydes gennem arbejdspladsen. Sådanne sundhedsordninger er typiske i centraleuropæiske lande som Tyskland, Tjekkiet og Schweiz - men også Danmark forsøgte at bevæge sig hen imod en selektiv model, da VK-regeringen gennemførte fradragsordninger for private sundhedsforsikringer. Den selektive velfærdsmodel kan karakteriseres som en familieorienteret model, som har et konservativt islæt - da det jo er klart, at mindst én i husstanden er nødsaget til at være tilknyttet arbejdsmarkedet.

Den tredje og sidste velfærdsmodel, vi må forholde os til, er den residuale model. Denne model er typisk i lande som Storbritannien og USA, hvor det udelukkende er private forsikringsselskaber, som tilbyder sundhedssikring, og hvor det er op til den enkelte selv at forsikre sig.

Når man betragter de tre ovenstående velfærdsmodeller, er det også klart, at man er nødt til at sondre mellem begrebet velfærdsstat og velfærdssamfund. Danmark er et velfærdssamfund, men det er Schweiz så sandelig også.

Der har i de senere år været en masse debat om måden, hvorpå vi finansierer vores velfærdsydelser, men det er alligevel tankevækkende, at stort set ingen politikere forholder sig til den virkelighed, som vil ramme velfærdsstaten.

Først må vi forholde os til globaliseringen.

Vi har allerede set de første spæde tegn på at globaliseringseffekten rammer Danmark. Med ekstremt konkurrencedygtige lønniveauer i Østeuropa og Asien, Brasilien og Rusland, vil globaliseringen langsomt trække produktionsvirksomheder ud af landet. Kun virksomheder bundet til det tyske og europæiske marked vil formentlig blive i Danmark, ganske enkelt fordi det ikke kan betale sig at flytte sin produktion i henhold til kundernes efterspørgsel. Politikerne vil ganske enkelt ikke se i øjnene, at intet land i verden kan fastholde sin velstand, hvis ikke det kan producere varer som både pris- og kvalitetsmæssigt set er konkurrencedygtige. Det er et ubestrideligt faktum.

Dette bringer os videre til næste udfordring. Vi skal finansiere velfærden gennem høje skatter, som i befolkningens øjne skal være legitime. Med en kraftigt stigende ældrebefolkning, og en meget lille ungdomsgeneration til at finansiere disse offentlige udgifter, er velfærdsstaten, som vi kender den, allerede under et markant pres. Hvis man tror, at det er en nyhed, at de små årgange ville ramme os, så tager man fejl. Man har siden 80erne vidst, at de små årgange var på vej.

Da den danske velfærdsstat i midten af 1960erne for alvor voksede, var der stor politisk vilje til at gennemføre skattestigninger, en stor ungdomsgeneration, en lille generation af pensionister og samtidig folkelig opbakning til idéen om velfærdsstaten. Alle disse ting er forudsætningsskabende.

Kigger vi på udgifterne til velfærdsstaten, er de steget markant de sidste fire årtier. VK-regeringen postede adskillige milliarder i projektet for at sikre, at velfærdsstaten nu også havde de midler, den skulle bruge. Velfærdsstaten ser på penge, som en ryger ser på nikotin. Udgifterne til stadigt dyrere og mere avancerede behandlingsformer vil stige støt, ligesom udgifterne til medicin og andre driftsomkostninger kun vil stige. Herudover vil lægestanden også være lokket af lukrative lønordninger i udlandet, og sygeplejersker vil kræve stadigt mere i løn for de arbejdsvilkår, de eksponeres for. Fokus vil stille og roligt forsvinde fra brugerne, hen mod drift og finansiering af selve systemet. Allerede her er det klart, at man ikke på sigt kan stille alle tilfredse.

Forventningerne til velfærdsstaten er store i befolkningen. Dette er jo logisk. Man betaler en stor del af sin skat og forventer dermed også at få valuta for pengene. Med stedse dårligere behandlinger fra det offentliges side, dårligere arbejdsvilkår for de ansatte og færre skatteydere til at finansiere gildet, vil befolkningens forventninger ikke blive indfriet i den sidste ende. Dette har ikke kun politiske konsekvenser, men sandelig også nogle afgørende menneskelige konsekvenser fordi folk risikerer at blive eksponenter for stadigt flere fejlbehandlinger i forsøget på at imødegå krav og forventninger fra samfundet om effektivitet. Det er både uværdigt og urealistisk.

Medmindre politikerne afviger fra deres tyrkertro på, at erhvervslivet nok skal vedblive at finansiere den kolos, som velfærdsstaten udgør, vil fundamentet for den universelle velfærdsstat langsomt og roligt smuldre bort. Jeg kan dog trøste alle med, at det vil ske uanset om politikerne vælger at reagere eller ej, det er blot en markedsmæssig konsekvens.

Ikke bare Danmark, men hele Europa er alvorligt udfordret på dette punkt, og medmindre vi ikke straks revurderer vores opfattelse af et retfærdigt samfund, vil ikke bare vores økonomiske sammenhængskraft, men også den kritisk vigtige sociale sammenhængskraft forsvinde.

Jeg håber naturligvis, at jeg tager grueligt fejl, og at vi alle blot skal leve af at klippe hinandens hår. Så går det nok alt sammen.