Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Velfærdsstaten gør os alle til egoister

»Vi taler fra liberal side meget om, hvordan en stor stat hæmmer væksten. Men solidariteten blev et ligeså stort offer, da vi skrev medmenneskelighed ind i statens lovtekster.«

14DEBRASMUSBRYGGER-165320.jpg
Læs mere
Fold sammen

Det er meget simpelt: Solidaritet kræver et frit valg. Man kan ikke være solidarisk med andre menneskers penge, og staten kan aldrig selv være solidarisk. Kun mennesker, der står over for valget mellem at hjælpe og ikke hjælpe, men vælger førstnævnte, udtrykker solidaritet.

Det er det, socialister aldrig har forstået. Det er derfor, at venstrefløjens solidaritet er en komplet misforståelse. Og det er derfor, at velfærdsstaten gør os mindre solidariske og mere egoistiske.

Kort sagt så handler den offentlige samtale ikke længere om det ansvar, vi har for hinanden, men hvordan vi gennem politiske processer kan påtvinge hinanden ansvaret. Eller med andre ord: Vi er gået fra det solidariske samfund med gensidigt ansvar til et samfund, hvor hjælpen først og fremmest er fra top til bund. Det frivillige ansvar står i dag i skyggen af det påtvungne – og det har dybe konsekvenser for det forhold, vi har over for hinanden i samfundet. Hvis ikke vi minder hinanden om, at vi har et ansvar, så dør det ud – og det personlige ansvar afgår ved døden ved velfærdsstatens hånd.

Jeg bruger personligt mange timer af min fritid på at hjælpe andre ind i den offentlige debat. Men også her kan man mærke det manglende ansvar: Det er svært at få danskerne til at springe ud som debattører. Det kan bedst udtrykkes som en generel modvilje mod selv at rykke den offentlige opinion. Årsagen er en blanding af apati, frustration og afmagt over vores indflydelse i samfundet, men resultatet er ligetil: Vi ender med ikke at føle et personligt ansvar for at gøre en forskel. Vi har vænnet os til, at politikerne, der jo har gjort den offentlige debat til deres levebrød, tager debatterne for os, og derfor føler vi os simpelthen ikke forpligtet til at tage slagene i den offentlige debat.

Vi kan lære noget af USA

Jeg oplever det også i mit arbejde med frivillige organisationer. Hvor Danmark tidligere havde et rigt foreningsliv, der var bygget på at hjælpe både lokalt og fjernt, så består foreningsdanmark i dag primært af fodboldklubber og ungdomspartier, der alt for ofte enten handler om at hænge ud med venner eller at få sig en politisk karriere. Og mens ungdomspartierne i disse dage kæmper med næb og kløer i offentlige organisationer som Dansk Ungdoms Fællesråd for at få flere penge, og de foreninger, der arbejder med udsatte børn og unge, får færre, så er der samtidig kamp til stregen om private midler til det sociale arbejde.

Danskerne føler, at de gør rigeligt for andre gennem skatten, og prioriterer derfor deres fritid på sig selv. Det står i skarp modsætning til et land som USA, hvor lokalsamfund stadig er et ord af betydning, og hvor civilsamfundet spiller en afgørende rolle.

Det betyder ikke, at vi skal kopiere den amerikanske model, men der er stadig en ting eller to, vi kunne lære af amerikanerne. Ligesom vi i Danmark har ordet »hygge«, har amerikanerne ordet »compassion«, som ikke har en passende dansk oversættelse. Når man er »compassionate«, føler man ikke kun dyb sympati med dem, der er ilde stedt – man føler også et behov for at hjælpe pågældende.

Problemet er ikke kun, at vi har erstattet frivillig hjælp og personligt ansvar for fællesskabet med tvang. Det er også, at kvaliteten daler. Den offentlige debat bliver billiggjort af politikere og partisoldater, der tager dagsordener op, der er stemmer i, men glemmer at svømme mod strømmen. Væk er ideologi og principper, og i stedet lader vi spin og ligegyldige procesdebatter fylde avisernes sider.

Friheden er stækket

Det samme gør sig gældende for arbejdet med de allermest udsatte i landet – dem som vi jo bør hjælpe før alt andet. Noget af det første man lærer, når man frivilligt hjælper andre, er, hvilken forskel det frivillige element gør. I stedet for at personen sidder overfor en socialrådgiver som klient i et system, står man sammen med et ligeværdigt menneske, der ikke får løn for at hjælpe, men kun er der for at gøre en positiv forskel.

Vi taler fra liberal side meget om, hvordan en stor stat hæmmer væksten. Men solidariteten blev et ligeså stort offer, da vi skrev medmenneskelighed ind i statens lovtekster. Det betyder ikke, at vi skal gøre det fuldkommen af med staten, men vi skal være opmærksomme på, at politikernes handlinger har uforudsete konsekvenser, der rækker ud over det økonomiske. Ligesom vi må være bevidst om at finde en passende balance mellem vækst og statens omfordeling, må vi også anerkende, at der er et valg mellem solidaritet og statens påtvungne hjælp.

Jeg tror ikke på, at vi kan undvære en stat, der tvinger os til at hjælpe hinanden der, hvor alt andet slår fejl. Men jeg tror på, at der er en fare ved at lade staten tage sig af det og dem, der i virkeligheden godt kunne klare sig alligevel. Staten giver en tryghed for, at hjælpen finder frem – for at der kan komme politiske løsninger – men kommer altså også med en pris. For jo mere vi overlader fællesskabets løsninger til staten i stedet for at tage dem i egen hånd, jo mindre har vi danskere muligheden for at være solidariske. Reel solidaritet kræver frihed. Og den frihed har vi for længst stækket.